Pinligt forsidestof

Danmark modtager en henvendelse fra fremtrædende spaniere inden for kulturlivet, forskning og miljøbeskyttelse.
Årsagen: isolationsfængslingen af fire Greenpeace-aktivister for aktionen ved Klimatopmødemiddagen på Christiansborg. Heriblandt lederen af Greenpeace, Spanien, Juan José López de Uralde.

Risiko for Danmarks internationale omdømme
Uraldes hustru, Koro Castellano, Internet Managing Director for mediegruppen UNIDAD EDITORIAL er en magtfuld opinionsdanner. Hendes indsats som redaktør af avisen El Mundo’s online-udgave skaffede den en position som førende gratis spansk internetavis. Fra 2006 til 2008 var hun præsident for OPA: Online Publishers Association Europe, der bl.a. omfatter International Herald Tribune, Le Monde, La Repubblica, Corriere della sera.

Når hun nu står i centrum for overrækkelsen af et brev til Brian Mikkelsen med 50.000 underskrifter til støtte for de fire isolerede Greenpeace-aktivister, har han en sag, der ikke bør syltes.

Det spanske udenrigsministerium opfordrer justisminister Caamaño til at henvende sig til sin danske kollega med anmodning om, at de fire aktivister omgående sættes på fri fod.

Et Greenpeacemedlem blogger fra København om at føle sig hensat til Alices “Eventyrland” og citerer Lewis Carroll’s absurde klassiker: “No, no!” said the Queen. “Sentence first – verdict afterwards”.
Og på elmundo.es er et portræt af Uralde valgt som ugens foto med overskriften: Justicia a la “danèse”

Sikke et lys det kaster over vor nation.

Kilder:

http://www.greenpeace.org/espana/

http://greenpeaceblong.wordpress.com/2009/12/29/en-copenhague-juantxo-en-el-pais-de-las-maravillas/

http://www.elmundo.es/elmundo/2009/12/29/lafotodelasemana/1262107778.html

http://www.20minutos.es/noticia/597170/0/greenpeace/firmas/liberacion/

http://www.elmundo.es/elmundo/2006/06/13/comunicacion/1150185688.html

http://www.opa-europe.org/

Teknologi eller omtanke?

Indeklima koster dyrt

Der er klima-topmøde i “Hopenhagen”, og en forsker fra DTU fortæller om betydningen af at mindske energiforbrug i bygningsmassen. Isolering må der til, og det har der siden 70’erne været forståelse for i Danmark. Men i “foregangslandet” USA har man i tider med rigelig og billig olie og god økonomi bygget stadig større huse uden at bekymre sig over udgifterne til opvarmning om vinteren og air condition om sommeren. Det må der ændres på, hvis stormagten USA skal nedsætte CO2-udslippet.

Hvordan står det til i Spanien?

I Extremadura, som er den egn af Spanien, jeg kender bedst, opføres “intelligente” nye boliger og offentlige bygninger, hvor elektronik-styring tænder for lyset, når man går ind på toilettet, og slukker, når man går ud, blænder vinduerne, når solen står på, åbner for gennemtræk, når der er ved at blive for varmt, osv.
hus

Disse teknologiske foranstaltninger er åbenbart nødvendige, når man ikke længere kan regne med, at det enkelte menneske bærer sig intelligent ad, sådan som det er almindeligt i de traditionelle landhuse. “Min” lille landsbys boliger med metertykke stenvægge har flere etager: man opholder sig foroven om vinteren og søger ned i køligheden om sommeren. Husets vinduer er trukket ind i forhold til facaden, og man åbner og lukker skodder og persienner i takt med solens gang over himmelen. Rummene ventilerer man ved at åbne døre og vinduer. Nu i den kolde tid tænder man op på ildstedet eller brændeovnen, og her tilberedes “slow food” af bælgfrugter, kød og årstidens høst fra køkkenhaven.
Livet i dette gammeldags miljø præges af en omtanke, der forekommer nok så intelligent som det teknologiske fix, der skal sikre kontorhuse og store private boliger mod brugernes og beboernes skødesløshed og overforbrug.
Er der måske mere brug for besindelse end for opfindelser for at redde klimaet her på jorden?

Kilder:

http://www.marcaextremadura.es/
http://entrelourbanoylocotidiano.blogspot.com/2009/08/domotica-arquitectura-inteligente.html

Tags: , .

Penge lugter ikke

I Katalonien er der en trehundrede år gammel tradition for, at en rigtig julekrybbe med den hellige familie, okse, æsel, hyrder og engle osv. også skal omfatte en person, der forretter sin nødtørft. Som regel stilles “skiderikken” diskret i et hjørne af krybben. Man mener, at hans opgave er at gøde jorden, og dermed bringe velstand og held i det nye år. Det må bemærkes, at den katolske kirke fuldtud accepterer, at der således trædes af på naturens vegne i det religiøse tableau.

Traditionelt er det en bonde iført den typiske katalanske klædedragt og hue. Men i de senere år laver man små figurer som forestiller kendte personer, f.eks. politikere eller sportsfolk, og det kan ligefrem betragtes som en ære at blive anbragt rundt omkring i julekrybberne med bukserne nede om haserne. Der er derfor altid spænding om, hvem der bliver årets største “caganer” (“skiderik”)

Her er en lille video med præsentation af bestselleren 2009, nemlig hovedmanden for en stor bedrageri-skandale i Barcelona, Fèlix Millet, lederen af den fond, der driver “Palau de la Música Catalana”. Han er anklaget for at have tilegnet sig mellem 25 og 31 millioner euros af fondens midler. Andre af dette års populære “caganers” er fodboldstjernerne Cristiano Ronaldo og Iniesta, og Madrids borgmester Gallardón, som i København forgæves anbefalede sin by som vært for de olympiske lege.

Se fotos af det store udvalg af “skiderikker” på hjemmesiden www.caganer.com

CEMCUDD II

Escribir a un político y que conteste.

Ostentar un cargo público ni te sitúa más allá del bien y del mal ni te convierte en una divinidad que se encuentra por encima del común de los mortales. La política debería tratar del servicio al pueblo, de buscar las soluciones que hagan la vida mejor para todos los ciudadanos. Cuando eres elegido como concejal, alcalde, ministro o presidente te llega el turno de trabajar para toda la población y especialmente para aquellos que depositaron su confianza en ti, otorgándote su voto. Si bien algunos han olvidado la esencia de la democracia y su único objetivo es alcanzar el poder y favorecer a todos los que les ayudaron en esta tarea, hay otros que todavía están interesados en construir un mundo mejor para todos, una sociedad igualitaria y un futuro de prosperidad en la medida de lo posible. Estos además no olvidan para quién trabajan, a quién representan, que su esfuerzo diario es por y para la ciudadanía. Estos elegidos no son diosecillos subidos a un pedestal que esperan reverencias profundas y agradecimientos por las migajas que arrojan de sus manos, son seres cercanos que gustan de oír ideas, propuestas, críticas e historias que les inspiren para mejorar la sociedad en la que están implicados como actores con poder de decisión, con la capacidad de conseguir cambios.

Si hay algo completamente ajeno a la mentalidad danesa es la ostentación y el vicio insano de sentirse mejor que los demás. Para muchos aún está en vigor la jantelov que viene a decir que nadie es mejor que nadie. Así muchos de los políticos daneses son ciudadanos que en un momento dado se comprometen con el trabajo público en algún área en el que creen que es necesario introducir cambios, dónde piensan que pueden prestar sus servicios: sanidad, inmigración, impuestos, igualdad de oportunidades…

BrevHe escrito mi primera carta a uno de estos políticos, bueno, una versión modernizada, un mensaje a través de Facebook y como hace toda persona educada, me ha respondido. Estuve en un panel de debate titulado “Qué pueden hacer los políticos por los extranjeros con formación universitaria” (Hvad kan politikere gøre for højtuddannede nydanskere?) y quedé favorablemente impresionada por la intervención de Heidi Wang, concejal del Ayuntamiento de Copenhague por el partido de derechas Venstre. Tanto que decidí escribirle contándole mis impresiones. Cual no sería mi sorpresa cuando rápidamente recibí un mensaje de vuelta, tan amable como agradecido, educado, simpático y lo suficientemente largo como para no sonar a respuesta automática de ordenador.

Pero Heidi no es la única que se toma la molestia de responder a las cartas que recibe en relación a su cargo en el ayuntamiento. Hace pocos días leía en El País un artículo sobre Vanessa Oliveira, a la que conozco personalmente, dónde se contaba cómo había escrito una carta sobre su situación en Dinamarca al anterior primer ministro danés y hoy Secretario General de la OTAN, Anders Fogh Rasmussen, y este no sólo le respondió sino que le ofreció alternativas de carácter público para mejorar su estancia.

Si bien, no soy de las que recorren Internet para buscar blogs, foros y páginas web dónde criticar y felicitar a nuestros queridos políticos, me gusta saber que si alguna vez tengo algo que decir, hay vías de comunicación abiertas con aquellos a los que voté para que tomaran las decisiones en mi nombre, que no habitan en una esfera superior sino que, como todos, están a un click en Facebook.

No hay duda, echaré de menos escribir a un político y que me responda el día que deje Dinamarca.

Enlaces de interés:

Por si alguien tiene curiosidad por conocerla: http://www.heidiwang.dk

Vanessa Oliveira en El País: http://www.elpais.com/articulo/reportajes/Ponga/mentora/vida/elpepusocdmg/20091101elpdmgrep_10/Tes?print=1

Ren korruption?

I månedsvis har de spanske medier været optaget af korruptionsskandaler. Den mest omfattende er den såkaldte Gürtel-sag (hovedpersonen hedder Correa, hvilket betyder livrem – på tysk Gürtel). Det drejer sig om, at Correas event-firma har fået store kontrakter i kraft af personlige modydelser til højtplacerede politikere i oppositionspartiet PP, Partido Popular. Som et kuriosum kan nævnes, at præsidenten for den selvstyrende region Valencia tilsyneladende er faldet for fristelsen til at lade sig ekvipere hos en eksklusiv herreskrædder i Madrid!corrupcion

Denne sag får det ene politiske hoved efter det andet til at rulle – og i kølvandet oprulles et hav af lignende sager i kommuner over hele landet, hvor “venskabelige modydelser” har givet pote i form af byggekontrakter o.lign. I en lille landkommune med socialistisk flertal viser det sig, at man gennem længere tid har givet nødstedte borgere pro forma-ansættelser og dermed socialsikring og adgang til offentlig pension. Denne lille landkommune har en milliongæld (i euro) til staten for ikke-betalte socialsikringsbidrag. Og den nu forhenværende borgmester foreslår, at man undersøger, hvordan det står til i andre kommuner, han mener nemlig at vide, at det er ganske almindelig praksis. (Som i hans tilfælde var med til at sikre genvalg i flere år.)

En konsekvens af den megen opmærksomhed om disse sager er, at de politiske partier overvejer at sætte beløbsgrænser for “gaver” som forholdsregel mod korruption. Ikke mindst i en krisetid med toparbejdsløshed, også blandt nationens højtuddannede unge, må og skal politikerne holde deres sti ren – og som sagt bliver der muget ud for åbent tæppe, særligt hos PP.

Ak ja, de der korrupte sydlændinge, der ikke rigtig kan få demokratiet til at virke, tænkte man det ikke nok…!

Hvad er det egentlig for noget med kammerateri og vennetjenester, – hvor og hvornår kammer det over og bliver til korruption og grundlag for usaglige beslutninger, som holder andre og bedre aktører ude?

Det spurgte jeg mig selv om forleden dag. Jeg havde overværet en paneldebat på Christiansborg, hvor fem danske politikere forholdt sig til spørgsmålet: “Hvad kan politikerne gøre for højtuddannede nydanskere?”

Fuente: ciudadanos-cs.org

Fuente: ciudadanos-cs.org

Parti-surferen Naser Khader berettede om sin egen karriere og gav det råd at gå til sport og være med i foreningslivet. Dermed kunne man få nogle forbindelser, og når man så ansøgte om en stilling, var det en god idé at aflevere den personligt, – det kunne jo tænkes, at man mødte nogen, man kendte, og det kan åbne døre. Og han anførte, at størstedelen af job går til nogen, der kender nogen, der allerede arbejder på stedet.

Desværre var tiden udløbet, så der kom aldrig svar på et indlæg fra salen: en nydansker udtrykte sin skuffelse over at være kommet til et højt besunget nordisk demokrati, hvis det i virkeligheden forholder sig sådan, at personlige kontakter giver bedre chance for at komme til jobsamtale, end de faglige, objektive kompetencer og kvalifikationer.

Har Khader virkelig ret – er “netværksaktivitet” nødvendig for, at højtuddannede nydanskere kan bidrage til regeringens målsætning om at iklæde Danmark diverse “førertrøjer”? Risikerer vi ikke, at nogle rent professionelt set særdeles egnede stadig sidder ved kassen i Netto, i stedet for at flytte forskningens frontlinie? Og gys, hvis det skyldes, at de ikke har “charme” i dansk forstand.

Grundig spansk artikel om Gürtel-sagen: http://es.wikipedia.org/wiki/Caso_G%C3%BCrtel

Om korruption en landkommune: http://www.hoy.es/20091023/local/juzgado-investiga-alcalde-plasenzuela-200910231935.html

CEMCUDD

Sigo jugando a la lotería y rezando a San Pancracio, el santo que se encarga de que no falte trabajo en una casa, para que o me toque un bote de los gordos o el desempleo baje hasta el 10% y así volver a mi España querida. Personalmente, prefiero ser la agraciada de un buen euromillones, pero si al menos el panorama laboral mejorase hasta el punto de que ya no sea una quimera encontrar un trabajo con un sueldo que te permita vivir lejos de casa de los padres, me sentiría con ánimos de abandonar mi estatus de emigrante en tierra de vikingos y volver a ser yo misma entre los míos. No es que aquí se esté mal, pero digamos que los extranjeros no somos precisamente bienvenidos y que cada vez veo más claro que este es un maravilloso país… para los daneses. Por eso no puedo evitar que en mi mente se cuele a menudo la idea de volver a casa, con los míos. Supongo que me he cansado de ser primero inmigrante y luego persona y que cualquier rasgo de lo que soy, de lo que valgo o de lo que puedo o no puedo lleve delante la palabra inmigrante o cualquiera de sus más o menos políticamente correctos sinónimos (indvandrer, nydansker, udlænding, perker).

Fuente:ciudadesdeeuropa.net

Fuente:ciudadesdeeuropa.net

Pero cuando fantaseo y me veo de vuelta en España, este país me guiña un ojo, me deslumbra con un rayo de sol y me enseña con una sonrisa esos detalles que hacen maravillosa esta tierra y pienso: “esto lo echaré de menos el día que deje Dinamarca”. Por eso he decidido hacer una lista que iré poniendo en el blog de vez en cuando, una lista de todo lo bueno de por aquí, las cosas sencillas, los pequeños detalles que hacen este país tan especial.

Cosas que echaré de menos cuando deje Dinamarca (CEMCUDD):

1. La puntualidad de los autobuses y la amabilidad de sus conductores.

Al comenzar a vivir en Dinamarca siempre estaba 10 minutos antes en la parada del autobús. Muerta de frío, con las manos enguantadas en los bolsillos e intentando calarme el gorro de lana hasta que me tapaba las orejas, miraba a un lado y otro de la calle esperando ver la mole blanca del coche de línea. Un vistazo arriba de la calle, una ojeada al reloj, un vistazo abajo de la calle, vuelta al reloj. Según se acercaba la hora iba pensando que quizás el autobús había llegado antes de tiempo y que ya se habría ido. ¿Sería posible que lo hubiera perdido? De hecho, estaba sola en la parada. De repente comenzaban a llegar el resto de pasajeros, miraba el reloj, el autobús debería llegar en dos minutos. ¡Y ahí estaba! El destello blanco del bus girando para enfilar hacia la parada, absolutamente puntual.

Dejé de ir 10 minutos antes, ahora voy dos, para asegurarme de que llego a tiempo. A veces, la gran caja blanca ya me está esperando. El conductor mira la hora mientras mantiene la puerta abierta para que todos vayamos subiendo y puntual, arranca hacia su destino.

He cogido la misma línea, hacia el mismo destino, varios días a la semana durante meses. Poco a poco he ido conociendo a todos los conductores. Mi favorito es el charlatán. Siempre encuentra un compañero de tertulia que haga el recorrido de su ruta más ameno. Discute de lo divino y lo humano, siempre sonriente, siempre de buen humor. Genera conversaciones que duran lo que dura un billete, conversaciones que renacen y mutan con cada nuevo pasajero de humor para unos minutos de charla. Le gusta saludar a toques de claxon a las personas que conoce al cruzarse con ellos por los pueblos. Conoce a sus habituales, los atiende con simpatía, sabe dónde suben, dónde bajan…

Un día me apeé un pueblo antes del mío y al día siguiente me dijo:
–         ¿Qué pasó ayer? ¿Te bajaste un pueblo antes?
–         Sí… yo me baje en… – contesté confusa.
–         ¡La próxima vez tienes que decírmelo! Cuando llegamos a tu pueblo pensé que te habrías quedado dormida porque no te bajaste, así que recorrí el autobús buscándote.

Fuente: busbilleder.dk

Fuente: busbilleder.dk

Otro de mis favoritos es la conductora gordita. No sólo es su buen humor y su sonrisa, aunque ambas se agradecen en las mañanas frías, muy muy temprano, cuando el cuerpo te recuerda que el café no estaba lo suficientemente cargado para soportar la madrugada y el mal tiempo, es que tiene la amabilidad de sacarme de mi ensimismamiento cuando me quedo leyendo en la parada y no me doy cuenta de que el autobús ya está allí. Sino fuera por ella, me habría quedado en tierra en más de una ocasión.

Hace poco, cuando pasaba unos días en otra zona de Dinamarca, llegué tarde a coger el bus. Vi como me adelantaba calle abajo y comencé a correr. Corría mirando el reloj, sabiendo que era tarde, que lo iba a perder, pero confiaba en la misericordia del conductor, que se apiadara de mí, me esperara y me dejara subir. Interiormente, sin embargo, estaba convencida de que iba a ver como las puertas se cerraban justo cuando me faltaran dos pasos para alcanzarlas, que todo terminaría con el autobús sobrepasándome mientras el conductor me miraba con una sonrisa pícara, de satisfacción malvada.

Sin resuello, llegué aún con las puertas abiertas, subí los dos peldaños de entrada y saqué el bonobús. ¡No funcionaba! Malditas máquinas del infierno. ¡Lo que me faltaba! Miré con consternación al conductor, segura de que esto sería el colmo de su paciencia, y esperando alguna frase sarcástica cargada con una regañina encubierta. Nada más lejos, se levantó del volante, vino a la máquina, hizo unas bromas y tras varios intentos y sucesivos estiramientos del cartoncillo, consiguió que funcionara, con lo que pudimos, por fin, emprender la marcha, sin reproches.

Echaré de menos los autobuses y sus amables conductores el día que deje Dinamarca.

Ordsprog imod kulden

Når jeg i disse dage snakker med min familie og vennerne i Spanien, så falder talen hele tiden på vejret. Nu er kulden kommet. Indtil nu var der stadig lidt sommer eller lunt efterår i luften, men efter “El Pilar” (d. 12 oktober), er vinteren begyndt, i det mindste i Kastiljen, hvor alle mine kære bor. Det er sjovt at høre, hvordan de bruger ordsprog og folkelige talemåder for at skildre vejrliget, især for at hente trøst over for vinterens uundgåelige komme, om det nu bliver før eller siden.

Kilde: Ciencia y Sociedad.info

Kilde: Ciencia y Sociedad.info

Min veninde Ana er bekymret: “La nieve de octubre, siete lunas cubre” (Oktobers sne dækker syv måner). Hun bor i León, hvor det allerede er så koldt, at det kunne begynde at sne hvert øjeblik, og ordsproget forsikrer, at i så fald vil det ikke holde op før til marts.

Jeg hører fra min mor i Avila, at det først nu er begyndt at blive koldt – men nu har hun altså givet sig til at lukke op for varmen. Hun sagde: “Ya se sabe, por los Santos (1 de noviembre), nieve en los altos y, por San Andrés, nieve en los pies”. (Man ved jo nok, at til Allehelgenes Dag, d. 1. november, sner det i højderne, og til Sankt Andreas‘s dag sner det om fødderne.) Der begynder helt sikkert snart at falde sne i Gredos-bjergene, og dens iskolde ånde kan så føles i Avila. Jeg spurgte min mor, hvornår det var Hellig Anders dag, så jeg kunne vide, om jeg skulle tage vinterstøvler med, næste gang jeg tager hjem. Det vidste hun ikke, men takket være det kære Internet ved jeg nu, at det er den 30. november. Så da må støvlerne stå klar.

Den eneste, der ikke bekymrer sig om kuldens komme, er min ven fra Extremadura, José María. I hans region er klimaet lunere end i min, og han regner ikke med, at det bliver rigtig koldt før jul. Men så gælder det også at: “Entre San Sebastián (20 de enero) y Los Mártires (26 de enero) no salgas de casa aunque de pan no te jartes”. (Mellem Sankt Sebastians dag d. 20 januar og Martyrernes dag d. 26. januar skal du ikke gå hjemmefra, selv om du ikke har brød nok). Ikke blot bliver det koldt, men man må også begynde at lide under den frygtede, januar måned efter julens udgifter.

Eftersom ingen kan standse vinterens komme, kulden og sneen, så må vi hellere prøve at finde det positive: “Año de nieves, año de bienes” (et år med sne bliver et godt år). Det må man skrive sig bag øret på en kold og hvid vintermorgen, når frosten napper i næsen på vej til arbejdet.

Tags: , .

Dem der trækker i trådene

Jeg er stadig målløs og min mave krymper sig af harme, efter at jeg endnu en gang har konstateret, hvor let det er at manipulere med os menige borgere. Vi har opnået en fantastisk adgang til information, og så er det oprørende at se, hvordan den i dag bruges imod os, for at bestemte økonomiske eller politiske grupper kan nå deres mål. Mål, som for resten er særdeles enkle, nemlig at tjene flere penge og/eller opnå større magt.

CNC – “Comisión Nacional de la Competencia”, som skal kontrollere konkurrencen på det spanske marked, har afsløret, at den stigning i fødevarepriserne, der fandt sted i Spanien i det sidste tredjedel år af 2007 ikke udelukkende skyldtes en stigning i råvarepriser. Bag de omtalte prisstigninger lå en aftale mellem fødevareindustriens organisationer om at gennemføre en pressekampagne, der kunne retfærdiggøre en generel stigning i priserne, og dermed højere profit til dem.

I tre måneder gik producentorganitionerne sammen om at udsende pressemeddelelser, hvor man omtalte prisstigninger for diverse råvarer, og følgelig forudså, at det ville betyde højere priser for visse produkter. På den måde formidlede man den opfattelse, at priserne uundgåeligt måtte stige, og forbrugerne blev forberedt på at acceptere det. Man lod Sorteper gå videre: det var ikke fødevareindustrien, der var skyld i prisstigningerne, nej, de var simpelthen nødt til at hæve priserne, fordi råvarerne blev dyrere.

Sammensværgelsen havde mange aktører: ikke blot den største gruppering inden for Spaniens nærings- og drikkevareindustri, FIAB, men også bagerlavet, producenterne af kyllinger og æg, pasta, chokolade og kakao-produkter, kage- og isfabrikanter m.fl.

Konkurrencerådet CNC har idømt disse organisationer bøder af forskellig størrelse, fordi det anses, at de “opmuntrede prisstigningen”. Dommen præciserer, at “indholdet, sprogbrugen og udbredelsen af pressemeddelelserne bidrog til at formidle den opfattelse, at de forøgede omkostninger uundgåeligt måtte føre til forhøjede priser på slutprodukterne, hvilket gav signal til at firmaerne kunne handle i samme retning og forbrugerne blev indstillet på at acceptere prisstigningerne”.

Jeg spørger mig selv, hvordan vi kan beskytte os mod kampagner som den omtalte. Vi opfatter producent-organisationerne som professionelle eksperter inden for deres felt, og det giver dem en høj grad af troværdighed i forbrugernes øjne, såvel som hos de medier, der bruger organisationerne som kilder til deres artikler. Derfor stiller man ikke spørgsmål ved den information, der bliver præsenteret, specielt ikke, når det drejer sig om lidt kryptiske økonomiske “facts”, som er svært tilgængelige for alle os, der ikke er eksperter på området. Om disse “facts” bliver behandlet eller udvalgt med et særligt formål, det er svært at se på kort sigt, eller måske er vi stadigvæk mere godtroende, end vi selv vil være ved.

I sidste instans må vi sætte vores lid til, at medierne ikke nøjes med at informere, men også forholder sig kritisk til deres kilder, så de kan gennemskue strategier som den, fødevareindustrien havde anlagt, så vi ikke også næste gang bliver manipuleret og fromt må finde os i mere eller mindre ubegrundede prisstigninger.

Kilder:
Multa al sector de la alimentación por alentar las subidas de precios

Respekt og faglig kompetence

Undervisningsminister Ángel Gabilondo sagde for nylig med henvisning til sine 30 års undervisningserfaring, at den ægte respekt kommer, når eleverne fornemmer lærerens faglige kompetence og engagement.

Fuente: Hoy de Extremadura

Fuente: Hoy de Extremadura

Gymnasielæreren Ricardo Basco fra Trujillo er netop sådan en underviser, der opnår store resultater i kraft af sin faglighed og et smittende engagement. I år er det europæiske kreativitets- og innovationsår, og forleden modtog Basco sammen med en tidligere elev, Ana María Moreno, Europafondens pris for videnskab og teknologi- Prisen gives for de forskningsresultater, de har opnået på gymnasiets laboratorium, der iflg. sagens natur har yderst begrænset økonomi. Det er lykkedes dem at påvise, at visse stoffer, der forekommer i spildevandet fra kork-forarbejdning (en vigtig industri her i Extremadura), kan hæmme væksten i kræftceller. Basco og hans elever begyndte med at studere effekten på planteceller og mikroorganismer, og er nu fortsat med hvirvelløse dyr og kyllingefostre. Forsøgenes stigende omfang vidner om vedvarende entusiasme og videnskabelig grundighed hos lærer og elever, uanset at midlerne er små. Nu studerer Ana María veterinærvidenskab, og lektor Basco har ikke svært ved at inddrage nye elever i forsøgsrækkerne.

De studerendes aktive deltagelse i uddannelsen er en grundsætning for Bologna-planen, som nu implementeres her i Spanien, og Basco’s undervisning er et lovende perspektiv for spansk grundforskning. Ikke uventet beskæres bevillingerne til videnskabelig forskning i det nye statsbudget, der i lighed med andre europæiske lande er voldsomt ramt af den økonomiske krise. Man må bare håbe, at ”Basco-effekten” alligevel kan holde sig.

Kilde:
Dagbladet Hoy, 09.10-09; Un estudio previo contra el cáncer recibe el premio del Año de la Creatividad

Arbejdstøj for kvinder: kittel + undertøj

Forestil dig, at du skal have nye briller, og idet du træder ind hos optikeren, modtages du af en flok søde, smilende, opmærksomme og letpåklædte kvinder. Under ekspeditricernes kitler, der lige når til knæene, skimtes lækkert undertøj. Så snart de bevæger sig eller bøjer sig ned, blottes dele af deres sanselige kroppe. Det er hverken en drøm eller en pornofilm, og du er heller ikke gået forkert i byen, du befinder dig hos optiker Delgado Espinosa i Madrid.

Indehaveren forlangte, at de kvindelige ansatte, og kun de, skulle bære kitlerne direkte over undertøjet, de måtte ikke have andet tøj under kitlen. En af ekspeditricerne nægtede, bl.a. under henvisning til, at det var for koldt, og i øvrigt “når man sætter sig, bøjer sig frem eller i det hele taget bevæger sig, åbner kitlen sig, og man ser en del af kroppen, som ikke bør blottes.”

Det var langt fra, at indehaveren imødekom hendes ønske om at være påklædt under kitlen på samme måde som de mandlige kolleger. Tværtimod blev hun straffet med ændret arbejdstid og -opgaver. Heldigvis var hun ikke så let at skræmme: hun besluttede at bringe sagen for retten, og det endte med, at hun fik medhold, og indehaveren må nu finde sig i at ændre butikkens “dress code” og genindsætte hende i den oprindelige funktion og arbejdstid.

Rettens afgørelse til fordel for sagsøgeren hviler på, at der er rigeligt bevis på diskrimination, idet forholdene på arbejdsmarkedet skal være ens for mænd og kvinder. Men ydermere drejer det sig om, at de kvindelige medarbejdere udnyttes som seksual-objekter med henblik på at styrke salget. En skrupelløs arbejdsgiver tvinger sine ekspeditricer til at arbejde i negligé for at tiltrække specielt mandlige kunder. Det er snart mange år siden, at ekspeditricerne i stormagasinet “El corte inglés” protesterede mod, at uniformsnederdelene blev stadig kortere og strammere, men indehaveren af denne kæde af brillebutikker er gået længere ved at reducere arbejdsdragten til et minimum.

I et land som Spanien med en arbejdsløshedsprocent på 18,5 er det sin sag at nægte at underkaste sig absurde, uretfærdige eller diskriminerende arbejdsbetingelser. At skaffe sig et nyt arbejde er så svært, for ikke at sige umuligt, at mange vælger at “sluge kamelen” for ikke at miste jobbet. Desuden er fagforeningerne ikke slagkraftige, specielt inden for små og mellemstore virksomheder, og mange ansatte føler sig totalt forsvarsløse over for bossen. Valget ender med at stå mellem pornoptik eller arbejdsløshed.

Kilder:

Sólo ropa interior debajo de la bata
Prohíben a una tienda que oblige a sus empleadas a llevar sólo ropa interior bajo la bata
Un juez da la razón a una empleada obligada a llevar sólo ropa interior debajo la bata