Ren korruption?

I månedsvis har de spanske medier været optaget af korruptionsskandaler. Den mest omfattende er den såkaldte Gürtel-sag (hovedpersonen hedder Correa, hvilket betyder livrem – på tysk Gürtel). Det drejer sig om, at Correas event-firma har fået store kontrakter i kraft af personlige modydelser til højtplacerede politikere i oppositionspartiet PP, Partido Popular. Som et kuriosum kan nævnes, at præsidenten for den selvstyrende region Valencia tilsyneladende er faldet for fristelsen til at lade sig ekvipere hos en eksklusiv herreskrædder i Madrid!

Denne sag får det ene politiske hoved efter det andet til at rulle – og i kølvandet oprulles et hav af lignende sager i kommuner over hele landet, hvor “venskabelige modydelser” har givet pote i form af byggekontrakter o.lign. I en lille landkommune med socialistisk flertal viser det sig, at man gennem længere tid har givet nødstedte borgere pro forma-ansættelser og dermed socialsikring og adgang til offentlig pension. Denne lille landkommune har en milliongæld (i euro) til staten for ikke-betalte socialsikringsbidrag. Og den nu forhenværende borgmester foreslår, at man undersøger, hvordan det står til i andre kommuner, han mener nemlig at vide, at det er ganske almindelig praksis. (Som i hans tilfælde var med til at sikre genvalg i flere år.)

En konsekvens af den megen opmærksomhed om disse sager er, at de politiske partier overvejer at sætte beløbsgrænser for “gaver” som forholdsregel mod korruption. Ikke mindst i en krisetid med toparbejdsløshed, også blandt nationens højtuddannede unge, må og skal politikerne holde deres sti ren – og som sagt bliver der muget ud for åbent tæppe, særligt hos PP.

Ak ja, de der korrupte sydlændinge, der ikke rigtig kan få demokratiet til at virke, tænkte man det ikke nok…!

Hvad er det egentlig for noget med kammerateri og vennetjenester, – hvor og hvornår kammer det over og bliver til korruption og grundlag for usaglige beslutninger, som holder andre og bedre aktører ude?

Det spurgte jeg mig selv om forleden dag. Jeg havde overværet en paneldebat på Christiansborg, hvor fem danske politikere forholdt sig til spørgsmålet: “Hvad kan politikerne gøre for højtuddannede nydanskere?”

Fuente: ciudadanos-cs.org

Parti-surferen Naser Khader berettede om sin egen karriere og gav det råd at gå til sport og være med i foreningslivet. Dermed kunne man få nogle forbindelser, og når man så ansøgte om en stilling, var det en god idé at aflevere den personligt, – det kunne jo tænkes, at man mødte nogen, man kendte, og det kan åbne døre. Og han anførte, at størstedelen af job går til nogen, der kender nogen, der allerede arbejder på stedet.

Desværre var tiden udløbet, så der kom aldrig svar på et indlæg fra salen: en nydansker udtrykte sin skuffelse over at være kommet til et højt besunget nordisk demokrati, hvis det i virkeligheden forholder sig sådan, at personlige kontakter giver bedre chance for at komme til jobsamtale, end de faglige, objektive kompetencer og kvalifikationer.

Har Khader virkelig ret – er “netværksaktivitet” nødvendig for, at højtuddannede nydanskere kan bidrage til regeringens målsætning om at iklæde Danmark diverse “førertrøjer”? Risikerer vi ikke, at nogle rent professionelt set særdeles egnede stadig sidder ved kassen i Netto, i stedet for at flytte forskningens frontlinie? Og gys, hvis det skyldes, at de ikke har “charme” i dansk forstand.

Grundig spansk artikel om Gürtel-sagen: http://es.wikipedia.org/wiki/Caso_G%C3%BCrtel

Om korruption en landkommune: http://www.hoy.es/20091023/local/juzgado-investiga-alcalde-plasenzuela-200910231935.html