Den spanske syge
Min spanske ven Rubén betalte det hvide ud af øjnene for sin telefonregning. Han fører ikke mange samtaler på sin smartphone, men han har et højt data-forbrug, fordi han kommunikerer med omverdenen via Whatsapp, Facebook, Twitter osv. Og det var netop dér, at det blev dyrt.
Som den praktisk indstillede fyr, han er, besluttede Rubén at undersøge markedet, og fandt ud af, at han kunne få en bedre aftale til en fjerdedel af prisen hos et konkurrerende mobilselskab. Han ringede derfor omgående til sin udbyder for at opsige abonnementet. En elskværdig telefondame spurgte ham, hvorfor han ville forlade dem, hvilket hun noterede sig, samtidig med, at hun oplyste ham om, at hun ville indlede proceduren med at overføre hans telefonnummer. Dette burde være enden på den historie, men sådan fungerer tingene altså ikke i Spanien.
Få timer senere blev han ringet op fra sit nu forhenværende mobil-selskab med et fristende abonnements-tilbud: hvis du fortsætter hos os, vil vi give dig den samme tarif som konkurrenten, og oven i købet forærer vi dig en Samsung Galaxy S (til en værdi af 3.700 kr); tænk lige over det.
Rubén skiftede til konkurrenten.
Her vil mere en én udbryde: Sikke et fjols! – fordi han ikke sagde ja til at få en lækker smartphone helt gratis, men sagen er den, at Rubén følte sig personligt krænket af sin mobiludbyder.
I Spanien forholder det sig åbenbart sådan, at den trofaste mobilkunde, som samvittighedsfuldt betaler sine regninger og abonnerer på adskillige tjenester, og derfor betaler høje ydelser, bliver ikke værdsat. Han eller hun fortjener hverken slagtilbud, lodtrækninger eller belønninger for sin trofasthed.
Den, der kører med klatten, er personen, der ringer og truer med at forlade selskabet, og som under bordet forhandler sig til en billigere og bedre kontrakt, et særtilbud, som ingen andre får, kort sagt den, der viser baghjul til de “tumpede” ærlige forbrugere. Det er om at følge de alternative spanske spilleregler, hvor kontrakter skrives under bordet, hvor der indgås eksklusivaftaler, og hvor kun et mindretal kommer indenfor i varmen.
Den almindelige gennemsnitsborger praktiserer såmænd også, omend i mindre skala, de små fiflerier, som i sidste ende karakteriserer dén politiske klasse, der repræsenterer folket. Dem med de lyssky aftaler og forretninger, alternative betalinger, sorte penge, kontanter i dokumentmapper og kuverter, – alt det, vi kalder korruption, og som får os til at dåne af forargelse.
Det forholder sig bare sådan, at hele sygdomskomplekset, omfattende politisk korruption, bankkonti i udlandet og kuverter der går fra hånd til hånd fyldt med kontanter, er udviklet i det Spanien, hvor gennemsnitsborgeren opfattes som “tumpet”, hvis han ikke kan opnå en fortrinsstilling med mere eller mindre lovlige midler, og på det frækkeste udnytter huller og sprækker i ethvert tilbud eller ydelse, som han møder på sin vej.
I disse tider udfolder fænomenet sig grelt i Spanien, men det gælder overalt, at der er grobund for korruption i samme øjeblik den enkelte borger uden betænkning betaler eller indkasserer betaling uden regning for at spare momsen; ringer til en bekendt eller et familiemedlem for at få en tid hos den bedste speciallæge; altid møver sig frem i køen, og smutter fra regningen; kun udlejer værelser eller sommerhus hvis lejeren opgiver adresse andetsteds; når ”enlige” mødre reelt bor sammen med en partner og allligevel indkasserer forhøjede offentlige ydelser; når man misbruger forretningernes byttegaranti til at bruge det erhvervede ved en særlig lejlighed, hvorpå det leveres tilbage med krav om at få pengene retur; når man bedrager forsikringsselskabet med ordene “man skal da have noget ud af at være forsikret”… Og personen gør det uden at rødme, tværtimod med stolthed over at være så snedig, og det ikke så meget som strejfer den pågældende, hvordan disse handlinger påvirker det omgivende samfund, fornedrer det og forvandler det til en syg nation, med underhåndsaftaler, svindel og misbrug, alt sammen mere omfattende, jo højere på magtstigen svinestregerne begås.
Ja -og borgmesteren i Valladolid mener, at Madrid har gode chancer for at blive olympiade-by, for selv om der er korruption i Spanien, er det “ikke værre end i andre lande” – han vil slet ikke komme ind på hvordan det er i Tyrkiet; men i Spanien skal man betale returkommision i det uendelige, mens det i andre lande afgøres med et skud”. Se HOY d. 6./9. 2013 http://www.hoy.es/rc/20130905/mas-actualidad/nacional/espana-corrupcion-resuelve-comisiones-201309052021.html