Hos frisøren

Hos frisøren

18 februar, 2013 0 Af Sonia

I disse krisetider gør min mors frisør en særlig indsats for at fylde salonen, også på de normalt “stille dage”. Fra mandag til onsdag er der 50% rabat på alt. Således betalte jeg under mit sidste besøg i Spanien kun 9 € (67 kr) for at blive klippet og føntørret, alle mine krøller blev glattet ud og mit skulderlange hår skinnede som silke, da jeg forlod salonen.

De 9 € var godt givet ud, ikke blot fordi mit hår kom til at se vidunderligt ud, men også fordi det er en enestående oplevelse at gå til frisør i Spanien.

peluqueria

Man går til frisøren for at snakke. Der er ikke én, der tier stille, hverken frisøren, du eller de andre kunder, hvad enten du kender dem eller ej. Henne fra venteområdet,  fra permanenterne og ondulationerne under tørrehjelmene, fra stolene, hvor der klippes og trimmes, høres udtømmende kommentarer til tidens begivenheder: alt bliver endevendt, lige fra politikernes moral til krisen, fra de kendtes udenomsægteskabelige affærer til ens egne børnebørns skarnsstreger. Sådan går det til, at du opdager, at frisøren kommer fra nabolandsbyen til din barndoms ferieparadis.  Hun kan fortælle dig, om din yndlingsrestaurant stadig holder åbent, og I beklager samstemmende, at der kommer færre turister, eller at floden ikke længere er så ren som før i tiden, og mens børsten glider gennem håret, bliver I næsten bysbørn.

Hendes kollega har hørt din beskrivelse af en jammerlig klipning i en anden salon, og dermed går det op for dig, at hun har arbejdet der, hvor du har svoret aldrig mere at sætte dine ben, og med dæmpet stemme beretter hun nogle saftige detaljer fra baglokalet, som du med påtaget forundring gotter dig over at få indblik i.

peluqueraI samtalens løb har du ladet et ord falde om, at du nu bor i Danmark, hvor man ikke så meget som ville hilse på dig for 9 €, at det koster dig en formue at få glattet krøllerne ud, og at der bliver så langt mellem besøgene hos frisøren, så når du kommer hjem til Spanien, når håret ned til hælene.

– Hvordan er det så i Danmark? Er der meget koldt?
– Man lever såmænd slet ikke så dårligt, men der er hundekoldt.

Ovre ved vaskekummerne  sidder en dame og læser i et blad med håret indsmurt i en dryppende klæbrig substans; nu tager hun hul på sin udgave af en historie, som man hører stadig oftere i krisens Spanien: Hendes søn er arbejdsløs. Han er ingeniør, har mange års erhvervserfaring og et imponerende CV, en mastergrad, mange kurser og specialer, men han kan ikke finde arbejde. Det firma, hvor han arbejdede, måtte dreje nøglen om, og nu går tiden bare. Den meget begrænsede ledigheds-understøttelse slipper snart op, og han har to børn at forsørge. Konen har skaffet sig et skod-job, hvor hun arbejder mange timer til en lav løn. Nu overvejer de at emigrere.

 – Min søn kan engelsk, tror du, at han kunne finde arbejde i et land som Danmark eller Tyskland?

Jeg kigger over på hende og ser en mors ængstelse, den samme, som møder mig hos mange andre mødre, hustruer og bedstemødre i dette krise-Spanien. De ængstes for fremtiden, de aner ikke, hvordan deres kære skal overleve. Jeg vil gerne give hende et håb; selv om ikke alt hvad jeg siger er helt sandt, ønsker jeg at dæmpe angsten i hendes blik:

– Han skal da prøve. I Europa er der brug for veluddannede, flittige og engagerede ingeniører. Han skal oversætte sit CV til engelsk og sende det i alle retninger. Jeg er sikker på, at der et eller andet sted vil være bud efter hans erfaring og kvalifikationer.

Hun takker mig med et forsigtigt, lettet smil. Jeg smiler tilbage, og med et længselsfuldt ”vi ses”, der besvares fra alle sider med ”god rejse” og ”tag noget med fra Danmark næste gang”, tager jeg afsked med salonens mikrokosmos for denne gang.