Religiøse skikke i A-influenzaens tid
Den 15. august fejrer man overalt i Spanien jomfru Marias himmelfart i de mange forskellige kirker og valfartskapeller, der er indviet til Guds Moder. I nogle af helligdommene er der tradition for at kysse Maria-figurens fødder eller hænder eller en medalje, som forestiller den hellige jomfru.
Denne ældgamle skik er i år truet af A-influenza-kampagnerne. De troende og præster, provster, biskopper, ærkebiskopper og processionsbroderskaber stod over for det vanskelige valg mellem enten at værne om traditionen og vidne om den kristne tro, eller tage forholdsregler mod A-influenza.
Reaktionerne har varieret fra kirke til kirke. Således anbefalede ærkebiskoppen af Toledo, at man undlod at kysse billedet af den Hellige Jomfru, og ved siden af billedet blev der opsat plakater: “Kys ikke medaljerne, berør dem med hånden. Af hygiejniske hensyn og efter lægelig anbefaling”.
På dette videoklip fra avisen ElMundo’s netudgave siger forskellige spaniere deres mening om forholdsreglerne – og til slut ser vi Kong Juan Carlos kysse helgenens fødder! |
Anderledes i regionen Extremadura; i Cáceres ville hverken processionsbroderskaberne for “Cristo de las Batallas” eller “Cristo Negro” (Kampenes Kristus og den sorte Kristus) ændre noget ved traditionen med at kysse de hellige figurer, med mindre sundhedsmyndighederne udtrykkeligt forbød det. Og 3.000 personer kyssede hænderne på la Virgen de la Piedad, den sørgende jomfru Maria i valfartskapellet ved den lille by Almendralejo. Frygten for smitte med influenza A måtte vige for hengivenheden for Madonnaen.
I domkirken i Santiago de Compostela, som besøges af flokkevis af pilgrimme fra hele verden, udviser de kirkelige myndigheder langt større forsigtighed end kollegerne i Extremadura. Ikke blot fraråder man at kysse Apostlen Jakobs statue, som det hidtil har været tradition, man har også tømt vievandskarrene, fordi de kan være en smittekilde.
Over for dilemmaet finder vi altså såvel en gruppe der i år forsigtigt viser deres tro med markeringer på sikker afstand, og en anden, for hvem tro og tradition er vigtigere end frygten for smitte og truslen om pandemi. Som en kvinde siger: “Hvis den influenza er på vej, så betyder et kys nok hverken fra eller til.” Et udtryk for det, som man kunne kalde den spanske resignation: “det som skal ske, vil ske”.