Spaniens enhed og tyrefægtningen

Nu har Cataloniens parlament i en meget ophedet afstemning vedtaget at forbyde tyrefægtning. I fremtiden vil Barcelonas arena “la Monumental” aldrig mere fyldes af pasodoble-musik, tofarvede kapper og guld- og sølvbroderede dragter for at afholde det spanske nationalskue frem for noget – en tyrefægtning.

De som er og altid har været modstandere af tyrefægtning, la “Fiesta nacional”, er begejstrede. Alle de, som synes det er en barbarisk forestilling, en form for langsom tortur af et forsvarsløst dyr, de, som kæmper for dyrevelfærd, ser det som det første skridt ind i en fremtid, hvor kamptyre ikke længere skal være et blodigt objekt for massernes forlystelsessyge. De håber, at Cataloniens eksempel vil brede sig ud over det spanske land, og at tyrefægtninger som sådan snart vil høre fortiden til.

Bag debatten og afstemningen ligger imidlertid andet end medfølelse med tyrene. Striden  repræsenterer en konflikt mellem forskellige gruppers modsatrettede interesser, og dybest set er den en trussel imod selve den spanske enhed; selve ånden i den demokratiske grundlov af 1978 er en stræben efter, at de 18 selvstyrende regioner sameksisterer på et fælles nationalt fundament. Denne smukke vision fik nylig symbolsk udtryk gennem fodboldverdensmesterskabet og prisen for fair play – hvor spillere fra forskellige spanske regioner realiserede et samspil under det spanske flag.

Forbudet mod tyrefægtning er imidlertid kommet til at symbolisere kampagnen for Cataloniens uafhængighed. Hvis der er noget, der kan betragtes som ægte spansk, så er det tyrefægtningerne, de kaldes faktisk  la “Fiesta nacional”. Så kan catalanerne mere tydeligt tage afstand fra Spaniens kultur end ved at forbyde tyrefægtning?

Mange har noteret afskaffelsen af tyrefægtning i Catalonien som et vundet slag i  kampen for uafhængighed, og mange andre har udnyttet den som en anledning til at nære segregationsbålet og hadet mod dem, som trods alt stadig er deres landsmænd i dagens Spanien.

Fuente: EFE

Det er sørgeligt at se konfliktens flammer blusse op såvel i den ene som den anden lejr, og trist at være vidne til de midler, stridens parter anvender, når de bærer ved til bålet.

Som et eksempel på dette så vi Jaime Mayor Oreja, som er ordfører for det centralistiske PP (Partido Popular) i Europa-parlamentet, udtale, at beslutningen om at forbyde tyrefægtning er gengæld for den spanske sejr i fodbold-verdensmesterskabet. En absurd ytring med en tydelig undertekst: catalanerne er ikke længere spaniere, og verdensmesterskabet repræsenterer en sejr for den rival, man hader; derfor søger man at gøre gengæld ved at såre rivalen dér, hvor det gør ondt – i dette tilfælde ved at forbyde “la Fiesta Nacional”, tyrefægtning.

Dette syn på Catalonien og den catalanske selvstændighedstrang er ikke bare trist og begrædeligt; det gør det endnu tristere, at det udtrykkes af en, som repræsenterer hele Spanien, Catalonien medregnet, i forhold til den Europæiske Union.

Skridt for skridt, pind efter pind, tilintetgøres den integrations-baserede model for sameksistens mellem de forskellige spanske regioner, der blev skabt i overgangen fra diktatur til demokrati. Alt tyder på, at dens levetid bliver lige så smuk som kortvarig.

Kilde:
Mayor Oreja: “La prohibición refleja una profunda crisis nacional”
“La identificación de los toros con los valores nacionales es lamentable”
Forfatter Fernando Savater, Vuelve el Santo Oficio
El principio del fin
Cataluña: la fractura