Et saligt smil
I samarbejde med Unesco har det spanske Justitsministeriums særlige fond for mangfoldighed og sameksistens netop udgivet en bog med titlen “La sonrisa divina” (det guddommelige smil).
Ideen til bogen opstod i 2007, da det tvær-religiøse “Parlamento de las Religiones” forsamledes i Alicante. I en kaffepause begyndte nogen at fortælle vittigheder. Der opstod en varm afslappet stemning af broderskab, mens man lo ad hinandens indforståede vittigheder om religiøse emner, og man gik i gang med at indsamle bidrag til den nyudgivne bog, med illustrationer af José Luis Martín, redaktør af det satiriske ugeblad “El Jueves“.
Dios y sus colegas
Et eksempel på jødisk selvironi:
En søn spørger sin far, der er forretningsmand :
– far, hvad er etik?
– Det skal jeg forklare dig. Etik det er sådan her: forestil dig, at der kommer en kunde her i butikken. Hun køber et par cowboybukser til 50 euro, men hun betaler ved en fejltagelse med en 100-euro-seddel. Det etiske problem er nu: skal jeg fortælle det til min kompagnon eller ej?
En katolsk vittighed:
Tre præster diskuterer problemet med flagermus i kirkerne, og hvordan man råder bod på det.
Den første siger:
– Jeg tog et gevær og skød løs på dem, men opnåede bare at gennemhulle murene.
Den anden siger:
– Jeg lagde gift for dem, og de forsvandt for en tid, men nu er kirken igen fuld af flagermus.
Den tredje smiler:
– Her er løsningen. Jeg døbte dem, indlemmede dem i menigheden og fortalte dem om det med at betale tiende. Siden har jeg ikke set noget til dem!
Få er så optagne af religiøse emner som de, der ikke tror på Gud, og derfor er der mange ateistiske vittigheder.
To ateister mødes, og den ene siger:
– Forleden dag var jeg henne på biblioteket hvor jeg faldt over en bog, der hedder “Bibelen”.
– Nåh, og hvad handler den så om?
– Jo, altså, der var en der hed Jesus, og han havde en ven, der hed Lazarus. En dag, da Jesus var bortrejst, gik Lazarus hen og døde. Så da Jesus kommer hjem til landsbyen, har Lazarus været begravet i tre dage. Jesus går hen og åbner graven, tager pulsen på sin ven, giver ham kunstigt åndedræt og hjertemassage, får gang i en hjertestarter, tilkalder ambulance, så han i en fart kan komme på hospitalet, hvor de giver ham væske og… Lazarus bliver vakt til live!
Den anden ateist siger:
– Det tror jeg ikke på!
– Ikke det? Nå, men så skal jeg fortælle dig, hvordan det stod i bogen…
Det salige smil kan også omkranse buddhistiske læber, som i denne lille anekdote:
En zen-munk bliver spurgt:
– Mester, De som er viis, sig os, hvad er der efter døden?
– Det ved jeg ikke, svarer den vise mand.
– Åh. Vi troede ellers, De var viis.
– Viis er jeg måske nok, men ikke død.
Bogen er som sagt produceret under det spanske justitsministeriums initiativ for mangfoldighed og sameksistens, og den overordnede pointe er, at man har lov at lave sjov med sin egen religion, men ingen har håneret over andres tro. Således er det et alvorligt kulturelt fejlgreb at publicere karrikaturer af profeten Muhammed i en sekulær, evt. let protestantisk tonet, dansk avis. Den slags misforstået udtryksfrihed fremmer ikke pluralisme og sameksistens. Men de begreber er jo heller ikke i det politiske højsæde i dagens Danmark. Og dog pibler det her og der frem, at mangfoldighed må der til – for at styrke konkurrenceevnen! Så kan man måske i tilgift få noget menneskelig trivsel og fredelig omgang med naboerne derhjemme i opgangen?
Kilder:
Dagbladet El País, 20.12.09
http://www.seriesblog.es/2009/10/dios-miode-la-revista-el-jueves-se-convertira-en-serie-de-television-con-actores-reales/
http://www.mangfoldighed.dk/
Ak ja – i søndags d. 21. februar, bragte El Pais under titlen “Los días del Cautivo” (http://www.elpais.com/articulo/reportajes/dias/cautivo/elpepusocdmg/20100221elpdmgrep_1/Tes) et omfangsrigt portræt af tegneren Kurt Westergaard. Manden, der på redaktør Flemming Roses opfordring fik en morsom idé, der kom til at koste over 200 menneskeliv foruden store materielle ødelæggelser og en opfattelse af dansk civilisation, som det vil tage lang tid at rette op på.
Reporteren fra El País har besøgt Westergaard i hans såkaldte fangenskab, og får fremvist den rude, der blev slået ind med en økse: ‘det tog 38 sekunder, hvilket gjorde det muligt at komme i dækning og alarmere politiet’. Journalisten undrer sig over, at det femårige barnebarn ikke skulle med i sikkerhed, men får at vide, at Westergaard vidste, at angriberen ikke ville gøre hende skade (!).
I et sekulariseret samfund, hvor materielle værdier er vigtigere end åndelige, kan en 74-årig tegner åbenbart slet ikke begribe rækkevidden i, at han og hans redaktør har overskredet et absolut tabu.
Westergaard fremhæver sin interesse for den spanske borgerkrig, men det er tilsyneladende gået hen over hovedet på ham, at nogle “rødes” afbrænding af kirker og massakrer mod munke, nonner og præster gav Francos ‘korstog’ vind i sejlene, uanset at republikkens regering ikke havde lod og del i rædslerne.
Tegneren fortæller uden blusel, at han i 2006 på TV over for en muslimsk leder i Danmark nægtede at give en undskyldning for, hvad han i sin uvidenhed havde forvoldt. Det skete på et tidspunkt, hvor det stod klart, hvad vreden over hans “spøg” i Jyllandsposten havde kostet. Men Westergaard er bare forurettet og målløs over, at den i starten så fornuftige muslim derpå hidsede sig op og beskyldte Jyllandsposten for at være i amerikanske jøders sold.
Læsningen af denne artikel rejser spørgsmålet: Hvem har betalt, hvem betaler stadig regningen for, at Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Rose følte sig kaldet til at udfordre Vestens selvcensur i forhold til islamiske emner? Det koster dyrt at bevogte Westergaard lige så intensivt som dronning Margrethe og statsministeren, hvilket han selv fremhæver med et lille smil. Men det er kun en ringe brøkdel af prisen for den berømte spøg.
I i en radiosamtale forleden skelnede forfatter og psykoterapeut Lise Winther-Jensen mellem selvcensur og selvbeherskelse. Under dække af ‘forsvar for ytringsfriheden’ vil Jyllandsposten skyde danske kunstnere og intellektuelle i skoene, at de udøver selvcensur af angst for afsindige islamiske terrorister, der lurer i mørket. Mon ikke denne mangel på opbakning til JP-tegningerne snarere skyldes selvbeherskelse og respekt for andres værdier, selv om man ikke deler dem?
Den som kun tager spøg for spøg …
– og alvor kun alvorligt,
han og hun har faktisk fattet
begge dele dårligt.
Piet Heins lille fjerlette og dybsindig aforisme kunne have stået som nota bene for jeres blog-indlæg :’Et saligt smil’, der konkluderede, at hvis nogen skal lave sjov med profeten eller gud, så er det de troende selv; udenforstående har ikke håneret i forhold til det hellige.