Des eller dus?
Den såkaldte “Defensor del Pueblo” – (“Ombudsmand”) Enrique Múgica, har i kongressen foreslået, at skolerne genindfører den høflige tiltaleform ‘usted’ for at styrke disciplinen blandt eleverne. Uddannelsesordføreren for Partido Popular, det højreliberale oppositionsparti, Juan Antonio Gómez Trinidad, har straks tilsluttet sig tanken og foreslår andre tiltag, såsom genindførelse af skoleuniform.
I Spanien har der for nylig været alvorlige ungdomsoptøjer i forbindelse med kraftigt alkoholiserede gadefester, “botellones”. Det har været vanskeligt for politi, forældre og myndigheder at skabe ro blandt de unge.
Fuente: RTVE
Múgica ser en farlig tendens i, at mange forældre tager børnenes parti over for læreren, og dermed
undergraver dennes autoritet. Han mener også, at når eleverne er dus med lærerne, er det første skridt på vejen til ‘botellones” – kraftigt alkoholiserede fester i det offentlige rum, som på det seneste er endt i voldsomme optøjer. Múgica anbefaler altså skolerne at genindføre skikken med, at eleverne bruger den høflige tiltaleform ‘usted’, når de taler til deres lærere.
Er det en bagatel eller kan det være med til at genskabe respekten for autoriteter
– ja, måske ligefrem respekt generelt i samfundet?
Jeg kan nævne to personlige erfaringer, som kunne tale for forslaget:
I 1960’erne arbejdede jeg på en stor arbejdsplads med mange kategorier af medarbejdere; man indførte på den tid du-formen over hele linien, mellem høj og lav, mellem teknikere og bogligt personale. De fleste kolleger i min afdeling var dus med afdelingschefen. Jeg var imidlertid Des med ham, og følte det som en klar fordel, når jeg var uenig med ham. De andre skændtes med ham – jeg havde fordelen af den distance og krav på gensidig respekt, der ligger i at sige De til hinanden.
I min tid som gymnasielærer på en skole med en god og uformel omgangstone har jeg undertiden haft elever, der kom fra en Rudolf Steiner skole, hvor elever og lærere ikke var dus. Det var høflige og socialt velfungerende elever med selvrespekt såvel som respekt for læreren, og lige så lidt underdanige som de elever, der i folkeskolen havde været vant til at sige du til lærerne.
Mon der i en krisetid med høj (ungdoms)arbejdsløshed kan skabes ro og respekt blandt spanske unge ved at genindføre en sproglig markering af høflighed og respekt – eller skal der mere til, og i så fald hvad?
Lovforslag om læreren som øvrighedsperson
Esperanza Aguirre, der er præsident for Madrid-regionen, ligger helt på linie med Folkets Forsvarer, når hun nu kommer med et lovforslag, der går ud på at give lærerne status af “offentlig myndighed”. Dermed skal lærerne automatisk betragtes som sandfærdige og ufejlbarlige, og et angreb eller forsøg på at angribe en lærer skal behandles som en alvorlige lovovertrædelse.
Fuente: El Mundo
Denne nye “Ley de Autoridad del Profesor” skal ses på en baggrund af stigende terror, trusler og overfald på lærere og deraf følgende psykisk betingede sygemeldinger.
Man håber på, at truslen om en straf på mellem et og fire års fængsel kan afholde de unge fra ethvert forsøg på fysisk eller psykisk aggression. Desuden vil princippet om ufejlbarlighed styrke lærerens magt i klasseværelset.
Dette lovforslag er imidlertid ikke uproblematisk. Først og fremmest fordi det forudsætter, at lærerne selv lever op til kravet om ufejlbarlighed og sandfærdighed. For hvis en lærer lægger fysisk eller psykisk pres på eleverne, vil den pågældende i ly af sin nye status som “offentlig myndighed” uantastet kunne begå overgreb. Det er i forvejen vanskeligt at belyse sager om f.eks. seksuelt misbrug, og hvis lærerens ord får juridisk større vægt end elevens, vil det blive så godt som umuligt at komme igennem med en klage.
En anden svaghed er, at forslaget fokuserer på straffeforanstaltninger. Man diskuterer ikke de psykologiske, miljømæssige eller familiære årsager til, at nogle unge opfører sig aggressivt i skolen, og man drøfter ikke mulighederne for at påvirke eleverne positivt.
Fuentes:
Defensor del pueblo: el tuteo al maestro es el germen del botellón
El Defensor del pueblo culpa a los padres de episodios como el de Pozuelo
El PP a favor de eliminar el tuteo en las clases
La falta de autoridad, germen del botellón
Aguirre propondrá hoy otorgar a los profesores la condición de autoridad
Forslaget fra Ombudsmanden om, at eleverne igen skal sige De til lærerne, bringer mindelser om de gamle dage i Franco-tidens skole. Den gang “Hr. Lærer” var klasseværelsets enevældige hersker. Den gang blev lærerne afgjort behandlet med dyb respekt, for specielt i de små byer på landet besad de stor autoritet. Undertiden var skolelæreren blandt de meget få, om ikke den eneste, der havde fået en uddannelse, den, der vidste alt, og som man tyede til, når man havde brug for et råd vedrørende lokalsamfundets væsentligste anliggender.
Men først og fremmest havde læreren til opgave at opdrage og undervise eleverne, at “sætte skik på dem”.
Intet var tilladt i Hr. Lærerens timer. Man gik ind og ud på rad og række, man skulle sidde pænt ret på bænken, man måtte ikke være uopmærksom eller spise, man måtte ikke sige noget uden at blive spurgt, og selvfølgelig måtte man ikke tale med sidemanden. Man kunne ikke diskutere med Hr. Lærer, man måtte ikke modsige ham, intet af det, han forklarede eller fortalte, måtte betvivles. Straffen for ulydighed, dårlig opførsel, uopmærksomhed, at sløse med lektierne, snakke med sidemanden, komme for sent osv. bestod som regel i slag over fingrene med linealen eller at lægge sig på knæ med ansigtet mod væggen og bøger på de udstrakte arme. Et kræmmerhus af pap på synderens hoved viste hele klassen, at man var “et æsel”. Elevernes hele skæbne lå i Hr. Lærers hænder. Forældresamtaler kunne forme sig på to måder:
• Den dreng må De ikke tage ud af skolen, han har et godt hoved, han bør læse videre.
• Den dreng duer ikke til at studere, han må hellere finde sig et arbejde.
Hr. Lærers autoritet blev ikke draget i tvivl, forældrene fulgte hans råd, når bare de havde råd.
I lyset af historien forekommer det mig besynderligt, at nogen nu vil vende tilbage til de gamle former, i dette tilfælde den formelle tiltale med ‘usted’. Afskaffelsen af ‘usted’-formen var en del af de forandringer i uddannelsessystemet, der fulgte med demokratiet og kulturrevolutionen i slutningen af 1960’erne. Uanset hvad visse konservative kredse måtte mene, så tvivler jeg på, at man kan skrue tiden tilbage. Hvis de unge behøver mere disciplin i deres liv, så må det tilvejebringes på andre måder.
El defensor del pueblo hedder på dansk: ombudsmanden
mvh Jan Damskier,VUC Hvidovre-Amager
Tak for tippet 🙂