Rodløs

I dag blev jeg for første gang klar over, hvad det vil sige at være rykket op med rode.

Det er en ganske almindelig dag, med en hvidlig, overskyet himmel. Sådan en dag hvor jeg står op, tager en kop kaffe og begynder dagens dont. Og så, lige med ét, uden varsel, fik jeg fornemmelsen af ikke at høre til, hverken her eller der. Jeg manglede fuldkommen rødder.

Jeg har åbenbart været her så længe, at jeg ikke mere føler mig på bølgelængde med mine ny-tilflyttede landsmænd, som længes efter hjemstavnens bønneragout, som gennemsøger supermarkederne på en forgæves jagt efter de produkter, de plejede at købe i Spanien, og protesterer mod, at der siges et eneste ord på dansk, når de mødes i den lukkede kreds. Men de selvsamme personer finder sig ikke i, at man kritiserer noget ved dette vidunderlige land, som er et mønster på alle gode dyder, og de demonstrerer deres “danskhed” og integration med besynderlige symboler såsom deres evne til at færdes på cykel i dagligdagen, et befordringsmiddel som de ikke har brugt i Spanien siden barndommens sommerferier på landet.

Måske ligger problemet i, at jeg ikke har nogen cykel.

Jeg synes ikke, jeg har brug for en cykel, jeg bor lige midt i byen og kan godt lide at gå. Uha, sikke en udansk indstilling! En og anden spanier har sørget for at påpege det over for mig, forundret og med en anelse foragt, som om jeg ikke for alvor ønsker at falde til i Danmark, omend jeg ikke mærker savnet af bønneragout’en, og jeg forsøger at tale dansk “så meget som muligt” i håb om en skønne dag at komme af med min skrækkelige accent.

Måske burde jeg købe mig en cykel.

For samtidig med, at jeg har mistet følelsen af slægtskab med ”mine egne”, er trangen til at blive et nummer i mængden af danskere opstået. Men det er jeg jo ikke, jeg er ikke dansker. Jeg bliver afsløret af min accent, min adfærd, min fortid og undertiden af mine meninger.

For nogen tid siden var der en, der mente, at jeg var “for mørk” til at kunne gå for at være dansk, jeg var jo slet ikke lys. Brunt hår, grønbrune øjne, en hud, som min spanske dermatolog har advaret om, at jeg skal beskytte mod solens stråler, fordi den er så lys… Hvis målestokken for at blive en del af det omgivende samfund afhænger af de fysiske træk, så må jeg hellere omkring frisøren på vejen hjem fra cykelhandleren.

Men ak, så snart jeg åbner munden og uundgåeligt må udtale nogle æ’er, ø’er og å’er for at vove en forsigtig bemærkning om, at der måske er visse problemer i dette lands sundhedsvæsen, undervisningssystemet eller indvandringslovgivningen, så er svaret omgående: “Hvis du ikke kan lide at være her, hvorfor smutter du så ikke?” Det er jo svært at forklare, at vist kan jeg lide at være her, jeg vil bare gerne give mit lille bidrag til at det hele kan blive endnu bedre – med de midler, som en gennemsnitsborger her i landet har til sin rådighed.

Men oprigtig talt: i dette øjeblik, hvor duften af mit hjemmebagte rugbrød blander sig med aromaen fra de specialristede kaffebønner, jeg købte i Spanien, overvældes jeg af følelsen af, at jeg ikke er som dem, der hører til her, og heller ikke føler mig som en af mine egne. Mine rødder flagrer frit i luften.

Leave a Reply

*