Para afirmar que el mercado laboral español y el danés son dos realidades diferentes, sólo hay que echar un vistazo a las cifras. Mientras en el país nórdico el desempleo se sitúa en el 6,2%, en España, según la última EPA publicada en enero, andamos ya por el 22,8% de media, un porcentaje que se eleva hasta el 31,23% en Andalucía. Sin embargo, tanto daneses como españoles se muestran preocupados por el alto índice de parados ya que este se ha duplicado desde los “buenos tiempos” (2007-2008), momento de bonanza en el que por España teníamos sólo un 12% de desempleo, el doble del actual danés.
Si miramos más allá de las frías cifras, también hay algo en las actitudes que diferencia a los desempleados daneses y españoles, especialmente a la hora de buscar trabajo.
Cuando en España nos sumergimos en el apasionante mundo de los buscadores de empleo, descubrimos que para un puesto libre cualquiera, da igual lo mucho o poco cualificado que sea el trabajo, al poco de publicarse ya hay cientos de solicitudes. Eso no impide que uno añada su currículum a la pila, a sabiendas de que sólo será un número más perdido entre la montaña de solicitantes que se irá acumulando en la empresa anunciante. Después cierras los ojos y cruzas los dedos con un “a ver si me llaman” que suena muy parecido al “a ver si toca” que le sueltas al lotero al sellar la primitiva.
Actualmente en Dinamarca se publican 12 anuncios de empleo por cada despido. Los sindicatos aseguran que es poco, supongo que teniendo en cuenta que en 2007 la cifra ascendía hasta 80 por cada cese, pero a mí estas cantidades me dan cierta esperanza, un sentimiento de opción a premio. Y no debo estar equivocada cuando los empresarios, especialmente para trabajos cualificados relacionados con carreras de larga duración, siguen asegurando que es difícil encontrar buenos trabajadores con la formación, la experiencia y la actitud requerida para el puesto. Lo cierto es que hay vacantes difíciles de cubrir y en esos casos se intenta mimar al trabajador para que no huya en busca de pastos más verdes.
Fuente: hola.com
Muy distinta esta actitud al “si tú no lo quieres otro lo querrá” que uno se encuentra en alguna que otra entrevista de trabajo en España, cuando te explican de antemano que te van a pagar poco, que echarás horas extra no remuneradas ni agradecidas y que ni sueñes con llegar a tener algún tipo de contrato estable. Todo esto en el mejor de los casos que, aunque parezca mentira, puede ser peor.
Sin embargo por el frío norte la cosa pinta distinta.
Una empresa que conozco bien, necesitaba un programador informático y decidieron poner un anuncio en el portal de empleo más popular por estas tierras. Recibieron una docena de currículos y después del primer filtro, en función de la formación y la experiencia, quedaron unos 4 o 5 candidatos que reunían los requisitos deseados. A estos decidieron llamarlos para realizar una entrevista personal. La respuesta de uno de ellos me parece impensable en la España de los cinco millones de parados: “Si queréis que vaya a una entrevista, tenéis que pagarme 13€”.
Por supuesto le respondieron que no, que sintiéndolo mucho, bajo esas condiciones, no estaban interesados en hablar más con él. A lo que nuestro candidato, seguramente con un encogimiento de hombros, dijo que bueno, vale, que total ya había hecho muchas entrevistas en otros sitios donde no le habían contratado, y que esta entrevista sería más de lo mismo. A los pocos días, cuando en la empresa aún no habían conseguido salir de su estupor, recibieron una llamada del mismo individuo que les proponía hacer la entrevista porque “total, tenía otras entrevistas en la zona y podía pasarse por allí si querían”. Supongo que ahora le salía rentable la visita…
Por si a alguien le queda alguna duda: no, no le entrevistaron. Aunque el puesto sigue vacante. Una vez realizada la selección, la persona elegida decidió no firmar el contrato porque el jefe que iba a tener no resultó de su agrado.
Con un 6,2% de desempleo supongo que todavía te puedes permitir elegir jefe, ese lujo hace tiempo que lo perdimos España, si es que alguna vez hemos tenido.
I Spanien syder gaderne i protest. Unge såvel som ældre, arbejdere såvel som gymnasieelever går på gaden for at demonstrere mod krisen, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de sociale ydelser, i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, og imod den nye arbejdsmarkedsreform, der totalt lader arbejderne i stikken, uden ret til sygefravær, men tvangsindlagt til at acceptere en løn-nedgang hvornår det skal være.
Regeringen formår ikke at standse protesterne eller bringe dem til tavshed. Dens image blegner, vælgertilslutningen daler og ved udsigten til at miste bare en brøkdel af den magt, som man var så ivrig for at opnå, har man besluttet at sætte hårdt mod hårdt.
I en kommende lovgivningsreform skal begrebet attentat mod myndighederne også omfatte passiv modstand mod myndighederne. Det skal regnes for et strafbart udslag af tilhør til en kriminel organisation, hvis man indkalder til demonstration via Internet. At sammenkalde til protest gennem et socialt netværk skal medføre en minimumsstraf på to år.
Disse ekstreme midler er kun to af en række forholdsregler, som man håber vil dæmme op for flodbølgen af protester. De skal få selv fredelige protester til at forstumme, bringe dem til tavshed, der ikke flytter sig, når politiet kommer for at fjerne dem, med støvlespark, gummikugler og knippelsuppe i skønsom blanding.
Nu bliver det til en forbrydelse i Spanien at sætte sig med et skilt i hånden, at gøre fredelig modstand på den ikke-voldelige måde, som Gandhi gjorde verdenskendt. Du vil blive betragtet som en forbryder, hvis du sammen med dine venner bruger Facebook til at aftale, hvor og hvornår I vil vise jeres indignation og harme over tingenes tilstand.
Påskuddet for disse nye forholdsregler er de voldelige elementer, der afgjort findes. Det begrænsede antal lovløse individer, der benytter lejligheden til at smadre butiksruder og afbrænde containere. De udgør en iøjnefaldende, men dog ubetydelig minoritet, i sammenligning med de hundredtusinder af mennesker, der er gået i fredelig protest mod arbejdsmarkedsreformen, mod manglen på opvarmning i Valencia-regionens vinterkolde skoler, mod den trøstesløse fremtid, der venter landets unge; en ungdomsarbejdsløshedsprocent på 45 virker som et forræderi mod en generation, der har adlydt parolen om, at uddannelse er betingelsen for et godt liv. Men alle de, der sætter sig i protest, de, som bærer skilte og bannere, de, som blogger, de, som råber slagord eller går i optog i gaderne, de kan og vil allesammen fra nu af blive betragtet som kriminelle.
Hvor mange flere frihedsrettigheder kan spanierne berøves med krisen som påskud? Den nye arbejdsmarkedsreform har bombet arbejderbevægelsen 100 år tilbage, og den nye straffelov vil næsten forvandle forsamlingsretten til en forbrydelse. Hvad bliver det næste? Ytringsfriheden? Ikke utænkeligt. Så håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at protestere på dansk. Men pas på, venner, hvis I bidrager med en kommentar, bliver I måske anset for medsammensvorne i min lille kriminelle organisation af vikinger og tyrefægtere.
Sé que algunos no darán crédito a sus ojos cuando lean esto pero, echaré de menos Sønderjylland el día que deje Dinamarca. Lo cierto es que ya la echo de menos…
Kilde: Heriksfoto
Sønderjylland es la tierra que se extiende en el límite de la península de Jylland hasta abrazar Alemania, el hogar de los grandes patriotas daneses, un territorio con su propio dialecto, sønderjysk, y una palabra clave “mojn”, un saludo que sólo utilizarás en esta región.
Al contrario que el resto de los habitantes de Dinamarca, los sønderjyder son daneses por elección propia tras un referendum en 1920 que los convirtió en nórdicos pese a su previa condición de alemanes, esto los lleva por derecho, a considerarse los más daneses entre los daneses. Casi todo aquel que posee un jardín tiene instalado un asta de bandera para, en los días señalados, izar orgulloso la Dannebrog. Es un espectáculo digno de ver, un pueblo engalanado con cientos de banderas que ondean al sol un día que amanece claro, donde el rojo de las telas centellea enmarcado en el azul del cielo. Vivir en Sønderjylland lleva implícito esa sensación de pertenencia a una comunidad única, histórica, tradicional, orgullosa de quién es y de su papel en el conjunto.
Kilde: Pusteblomster
En el largo invierno escandinavo, la región parece dormida hasta que los rayos del sol, la primavera o esa estación ligeramente parecida a un verano, ilumina los campos de cultivo infinitos que cubren el paisaje, los pinta de colores, el marrón de los cereales, el verde del maíz y las patatas y el precioso amarillo de la colza y la mostaza. Entonces es tiempo de disfrutar de algunos privilegios deliciosos como ir a comprar patatas nuevas, fresas o guisantes al vecino quien te los vende a buen precio y recién arrancados de la tierra. Son productos que es imposible no echar de menos, como el delicioso Sønderjyskrugbrød, pan de centeno especial de la región o la famosa sønderjyskrugbrødlagkage, una fantástica tarta en la que el bizcocho se elabora con ese pan de centeno. Si bien en el resto del país también es posible encontrarlo y, finalmente, elaborar la tarta, ¿no sabe mejor en Sønderjylland?
Con el buen tiempo comienzan las fiestas locales. Rastrillos, competiciones de arrastre de tractores, carreras de caballos en las que los jinetes tienen que atravesar aros con un palillo, actuaciones de las bandas municipales… Y en cualquier fiesta que se precie, un puesto de salchichas y cervezas, porque sin esos dos elementos, una fiesta no puede denominarse tal.
Kilde: dinby.dk
Cualquier fin de semana, o una tarde en que la jornada laboral ha sido corta, es buen momento para acercarse hasta el país vecino y realizar una típica compra monstruosa de bebidas, alcohol y golosinas y, con el nuevo impuesto sobre los productos grasos, supongo que ahora también de queso. “Todo es más grande en Alemania”.
Pero más allá del paisaje, las salchichas y los descuentos alemanes, lo que te rompe el corazón el día que dejas esta tierra, es decir adiós a los grandes amigos que allí encontraste. Echo especialmente de menos a mi querido Tommy, sønderjyde de pura cepa, de una larga estirpe de sønderjyder, que tiene primos en cada pueblo de los alrededores y que conoce historias sobre todo aquel de la región que ha llegado a ser alguien. Un hombre grande, en todos los sentidos, capaz de cocinar cualquier cosa en su barbacoa, que piensa que las salchichas son un buen entrante en toda comida y que en su casa siempre guarda una cerveza fría, comprada en Alemania, para obsequiar a los amigos.
Sønderjylland, tu orgullo, tus tradiciones, tu carácter único, eres una da las cosas que echaré de menos el día que deje Dinamarca.
I dag blev jeg for første gang klar over, hvad det vil sige at være rykket op med rode.
Det er en ganske almindelig dag, med en hvidlig, overskyet himmel. Sådan en dag hvor jeg står op, tager en kop kaffe og begynder dagens dont. Og så, lige med ét, uden varsel, fik jeg fornemmelsen af ikke at høre til, hverken her eller der. Jeg manglede fuldkommen rødder.
Jeg har åbenbart været her så længe, at jeg ikke mere føler mig på bølgelængde med mine ny-tilflyttede landsmænd, som længes efter hjemstavnens bønneragout, som gennemsøger supermarkederne på en forgæves jagt efter de produkter, de plejede at købe i Spanien, og protesterer mod, at der siges et eneste ord på dansk, når de mødes i den lukkede kreds. Men de selvsamme personer finder sig ikke i, at man kritiserer noget ved dette vidunderlige land, som er et mønster på alle gode dyder, og de demonstrerer deres “danskhed” og integration med besynderlige symboler såsom deres evne til at færdes på cykel i dagligdagen, et befordringsmiddel som de ikke har brugt i Spanien siden barndommens sommerferier på landet.
Måske ligger problemet i, at jeg ikke har nogen cykel.
Jeg synes ikke, jeg har brug for en cykel, jeg bor lige midt i byen og kan godt lide at gå. Uha, sikke en udansk indstilling! En og anden spanier har sørget for at påpege det over for mig, forundret og med en anelse foragt, som om jeg ikke for alvor ønsker at falde til i Danmark, omend jeg ikke mærker savnet af bønneragout’en, og jeg forsøger at tale dansk “så meget som muligt” i håb om en skønne dag at komme af med min skrækkelige accent.
Måske burde jeg købe mig en cykel.
For samtidig med, at jeg har mistet følelsen af slægtskab med ”mine egne”, er trangen til at blive et nummer i mængden af danskere opstået. Men det er jeg jo ikke, jeg er ikke dansker. Jeg bliver afsløret af min accent, min adfærd, min fortid og undertiden af mine meninger.
For nogen tid siden var der en, der mente, at jeg var “for mørk” til at kunne gå for at være dansk, jeg var jo slet ikke lys. Brunt hår, grønbrune øjne, en hud, som min spanske dermatolog har advaret om, at jeg skal beskytte mod solens stråler, fordi den er så lys… Hvis målestokken for at blive en del af det omgivende samfund afhænger af de fysiske træk, så må jeg hellere omkring frisøren på vejen hjem fra cykelhandleren.
Men ak, så snart jeg åbner munden og uundgåeligt må udtale nogle æ’er, ø’er og å’er for at vove en forsigtig bemærkning om, at der måske er visse problemer i dette lands sundhedsvæsen, undervisningssystemet eller indvandringslovgivningen, så er svaret omgående: “Hvis du ikke kan lide at være her, hvorfor smutter du så ikke?” Det er jo svært at forklare, at vist kan jeg lide at være her, jeg vil bare gerne give mit lille bidrag til at det hele kan blive endnu bedre – med de midler, som en gennemsnitsborger her i landet har til sin rådighed.
Men oprigtig talt: i dette øjeblik, hvor duften af mit hjemmebagte rugbrød blander sig med aromaen fra de specialristede kaffebønner, jeg købte i Spanien, overvældes jeg af følelsen af, at jeg ikke er som dem, der hører til her, og heller ikke føler mig som en af mine egne. Mine rødder flagrer frit i luften.
Hoy por primera vez he descubierto lo que significa el desarraigo.
Es un día cualquiera, como todos los demás, con un cielo encapotado, blanquecino. Un día en que me levanto, bebo un café y me pongo manos a la obra y en un momento cualquiera, sin previo aviso, lo he sentido: la sensación de falta de pertenencia, de ser de allí y de aquí y no ser de ningún sitio.
Parece que el tiempo ha provocado que no sienta afinidad con mis compatriotas recién llegados al país, que añoran la fabada, se desesperan buscando en los supermercados los mismos productos que compraban en España y se niegan a que en su círculo se pronuncie una sola palabra en danés. Los mismos, en contraposición, que no admiten que se critique este país maravilloso, encarnación de todas las virtudes, y que aleccionan sobre “danicidad” e integración enarbolando símbolos extraños como su capacidad para desplazarse a diario en bicicleta, un vehículo que no habían vuelto a usar en España desde los veranos infantiles en la casa del pueblo.
Quizás el problema es que no tengo bicicleta.
Creo que no la necesito, vivo en el centro y me gusta caminar. ¡Qué poco danés por mi parte! Algún que otro español ya se ha ocupado de señalármelo con sorpresa y un deje de desprecio, como si cojeara en algún punto en mi compromiso con Dinamarca, a pesar de mi carencia de añoranza por la fabada y mi deseo de hablar danés “så meget som muligt*” por que así, quizás un día me cure de este acento terrible del que adolezco.
Quizás deba comprarme una bicicleta.
Porque junto a la sensación de esa falta de afinidad con los míos ha aparecido el deseo de ser uno más entre los de aquí, un número más en la multitud de daneses. Pero no lo soy, no soy danesa. Mi acento, mis maneras, mi pasado y a veces mis opiniones, me delatan.
Hace tiempo alguien me dijo que era “demasiado oscura” para pasar por danesa, que no había nada claro en mi. Pelo castaño, ojos verde/marrones, una piel que según mi dermatólogo español tengo que cuidar porque es muy clara… Si el baremo para sentirme parte de la sociedad que me rodea son unos rasgos físicos necesarios, puede que a la vuelta de la tienda de bicis tenga que hacer una visita a la peluquería.
Aún así, en cuanto abriera la boca y empezara a pronunciar las “æ ø å” a mi manera para atreverme tímidamente a apuntar que quizás en este país haya algunos problemas en materia de sanidad, educación o inmigración, tendría que oír alguno de esos “pues si no te gusta ¿porqué no te vas?”. Y es que es difícil explicar que sí me gusta, que me gusta tanto que quiero que todo sea aún mejor y contribuir a ello con mi pequeño granito de arena, con los medios que un ciudadano común de este país tiene a su alcance.
Pero, sinceramente, hoy, mientras un pan de centeno se cuece en el horno y en la cafetera empieza a humear el café con torrefacto traído de España, me persigue esa sensación de que no puedo pasar por uno de ellos y no me siento uno más entre los míos. Me ha atrapado el desarraigo.
Danmarks ærværdige Forening til dyrenes beskyttelse protesterer med rette, når de to madglade brødre Price, på TV priser delikatessen “Foie gras”. I et brev til brødrene erindrer foreningen dem om forholdene hos de gæs og ænder, som lægger krop til produktionen af den berømte franske gåse- eller andelever.
Foreningen nærer dog ikke store illusioner. Man forventer, at opfordringen til at lade pakkerne med foie gras blive i butikkerne, vil prelle af på J & A Price – som vand på en gås.
Men det er slet ikke nødvendigt at spærre dyrene inde i små mørke båse og proppe slanger ned i halsen på dem, for at de på et par uger skal udvikle en delikat fedtlever.
Hos Eduardo Sousa i det sydlige Extremadura lever gæs og ænder i slaraffenland. De propper sig selv i sommertiden med al den rigelige og naturlige kost, de finder på de vidtstrakte områder, hvor de færdes frit: figner, agern, lupiner…
Egentlig skal gæssene bruge leverens fedtdepoter som energi til den krævende flyvetur til Afrika, men de har det så dejligt i deres store Extremadura-paradis, at de ikke følger med vildgæssene, når vinteren nærmer sig. De bliver altså slagtet – og en økologisk gåselever kan udtages og nydes med “god samvittighed”. Den er mindre end det franske industri-produkt, også mindre fed og med meget større smagsfylde!
Ekstrabladet har adskillige gange været ude med riven i forhold til Prinsgemalen, på grund af hans anprisning af foie gras. Man finder det ekstra upassende, fordi Hendes Majestæt Dronningen er protektor for Dyrenes Beskyttelse, men altså ikke kan gøre sin indflydelse gældende, når det kommer til gæs og ænder.
I efteråret 2011 var prins Henrik på jagt i Extremadura, – hvem ved, om han der har sat tænder i den naturlige foie gras fra Patería Sousa?
Kampen for et bedre samfund har ingen øvre aldersgrænse. Det gælder i særlig høj grad, når landet er i dyb krise, som det er tilfældet i Spanien, hvor arbejdsløshed, stop for offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser og tilskud berører alle. En gruppe abuelos indignados, dvs. oprørte bedsteforældre, de selvsamme som kæmpede for friheden under Francos diktatur, og som har gennemlevet tre års blodig borgerkrig, efterkrigstidens sult og diktaturets undertrykkelse, der endelig efterfulgtes af demokrati. Disse garvede samfundsborgere har fundet sammen og besluttet igen at gå på gaden for at kræve retfærdighed: at deres børn og børnebørn kan få en fremtid og ikke skal arve en dårligere verden end den, de selv har kendt.
De kalder sig Yayoflautas, – “Bedstefløjterne”, og deres bevægelse er inspireret af Los Indignados, der slog lejr på Puerta del Sol i Madrid d. 15. maj sidste år, i protest mod regeringens opgivende holdning til finansverdenens kynisme.
De ældre medborgere har valgt navnet Yayoflautas med henvisning til den nedsættende betegnelse for de unge demonstranter: perroflautas – “Hundefløjter”. Udtrykket skal fremkalde billedet af hjemløse tiggere, der ligger i byens gader, omgivet af langhårede hunde, og spiller på et musikinstrument, – ja hvorfor ikke: en fløjte.
Bedsteforældrene i Yayoflautas-bevægelsen har kæmpet livet igennem. Nogle har siddet i diktaturets fængsel, fordi de var republikanere, andre har har ført an i arbejdernes kamp for bedre vilkår, atter andre demonstrerede mod Franco i deres studietid. I 1960′erne og 1970′erne kæmpede de for de samme mærkesager, som nu har bragt dem tilbage på barrikaderne: offentlig sygesikring, offentlig uddannelse, et ligeværdigt samfund. “Det er ikke til at fatte, at vi skal stille de samme krav 40 år efter”, sukker de.
Deres valgsprog lyder: “Vi er flere, vi har tid og vi glemmer ikke” og de »vil ikke stiltiende se til, mens man nedbryder det velfærdssamfund, de har kæmpet for hele livet«. Derfor demonstrerer de, derfor slutter de sig sammen og holder møder, og mindst en gang om måneden gennemfører de en fælles aktion.
Foto: EFE
Den 1. februar besatte de en bus i Barcelona for at understrege deres modstand mod nedskæringerne i mængden af offentlig transport, højere billetpriser og den lavere løn til bus-chaufførerne.
Klokken ti om formiddagen stod “bedsterne” i vinterkulden og ventede på bus nr. 47. De steg op i god ro og orden, betalte for deres billetter, og så snart alle var inde i bussen, blev de medbragte bannere foldet ud, og passagerne blev informeret om demonstranternes krav. De blev i bussen til klokken tre om eftermiddagen, kørte tur efter tur gennem byen i fortsat protest.
“Bedstefløjterne” har også besat ambulatoriet i Bellvitge-kvarteret i Barcelona. De vil forhindre, at det bliver lukket, for så vil der kun være ét sundhedscenter i et kvarter med 35.000 indbyggere. I praksis vil det betyde en ventetid på 2 uger for konsultation hos den alment praktiserende læge, og mere end et år hos en speciallæge.
Besættelsen er blot den mest opsigtsvækkende af yayoflautas ‘ protestaktioner mod de nedskæringer, som de frygter vil føre til en reel privatisering af det offentlige sundhedsvæsen. De demonstrerer specielt imod den planlagte “én recept – én euro”-afgift, der vil lægge en euro oven i prisen på al receptpligtig medicin. De ved, at det over en bred bank vil ramme dem, der har nået en alder, hvor næsten alle må tage medicin for det ene og det andet.
Man kan nemt følge med i disse bedsteforældres initiativer, støtte dem eller gå med i kampen, fordi “bedsterne” har erobret de sociale medier. De har deres egen Twitter (#iaioflautas), deres eget profil på facebook og deres egen blog, alle på såvel spansk som catalansk og engelsk.
De kæmper for deres børns og børnebørns fremtid, og for selve velfærdssamfundet ,og de holder ikke inde, for de er dybt engagerede, de råder over deres egen tid, og de glemmer ikke den lange vej, de selv er gået for at opbygge det, som nu risikerer at blive sønderrevet i krisens storm.
Jeg ved ikke, om du nogen sinde har oplevet en torvedag eller et loppemarked i Spanien, men jeg siger dig, det er en oplevelse du ikke må gå glip af. I alle byer er der et ugentligt marked, alle med deres særlige karakter.
Markedet bugner af billige tilbud på tøj, sko, bijouteri, lingeri… Det er ukurante varer, som bliver købt efter vægt på fabrikkerne, opfindsomme kinesiske kopier som P&G (Polce & Gabbana?) frasorterede ting fra butikkerne og røverkøb, som sælgeren har opdrevet Gud ved hvor.
Fuente: Lineas de Fuga
Varerne ligger dynget op i broget mangfoldighed, der er ingen prøverum, man kan ikke få alle størrelser, – og prisen afhænger af den handlendes humør, hvor meget der er blevet solgt i dag, og om du ser ud til at ville bruge penge eller ej. Til gengæld er prisen latterligt lav og man kan altid prutte om den.
Markedernes særlige charme skyldes de handlendes måde at gøre reklame på. Af deres veltrænede lungers fulde kraft prøver de at tiltrække kunderne ved at anprise varerne på et ikke ligefrem korrekt spansk: chandales, jerseles… Selvom tshirten hedder P&G bedyrer de, at de forhandler den sidste mode i Dolce & Gabbana, og deres ‘Pandorasmykker,’ er i virkeligheden kulørte plasticstumper, til at hænge på armbånd, som imiterer de berømte danske charms-kæder.
Når du går forbi deres bod råber de komplimenter, eller de klager: “køb noget her, jeg har slet ingen ting fået solgt i dag”, “Køb hos mig, du ser så rig ud”. Undertiden lykkes det dem at få dig til at standse op ved boden, andre gange smiler du bare venligt og går videre.
Særligt i de mindre byer kan markedet tillige omfatte et marked, hvor oplandets frugt- og grøntavlere sælger deres produkter, fulde af smag og farver, til meget rimelige priser. Man kan også købe tørrede bælgfrugter, krydderier, blomster og endda små husdyr. Kunne det ikke være sjovt at tage en lille spansk høne med hjem som kæledyr?
Nogle loppemarkeder har en lang tradition og er berømte for deres store udvalg. Det gælder for de enestående ‘rastros’ i Madrid og Barcelona. Her er marskandiserboder, her forhandles antikviteter, samlerobjekter og rariteter, ligesom på de typiske danske loppemarkeder.
Hvis denne beskrivelse har givet dig lyst at besøge et spansk marked, så skal du ikke vente for længe. Rundt omkring ændres kommunal lovgivning, så der bliver nye regler for markedernes struktur og hele miljøet, så om føje tid er de måske forsvundet eller har mistet deres maleriske karakter.
Byrådet i León er i færd med at udarbejde et regulativ, ifølge hvilket det bl.a. “totalt forbydes at frembringe støj, råben og skrig”. Desuden påbydes det, at alle varer skal forsynes med prissedler, som tydeligt kan ses, og så bliver det slut med at prutte om prisen.
Si viajas a Dinamarca con tiempo suficiente para visitar algo más que Copenhague, uno de esos lugares de parada obligatoria es Roskilde, una pequeña ciudad al noroeste de la capital a la que es posible llegar en a penas 25 minutos en tren.
Roskilde guarda dos tesoros turísticos de gran valor: el museo vikingo, en el que podemos ver los barcos rescatados del fondo del fiordo y sus reconstrucciones, y la catedral, una impresionante edificación en ladrillo rojo, declarada patrimonio de la humanidad, que sirve como mausoleo para los reyes daneses.
Quizás otro día te cuente porqué merece la pena coger el tren hasta Roskilde y visitar su museo, pero hoy quiero hablarte de la magnífica catedral de un estilo a medio camino entre el románico y el gótico, impregnada de los detalles únicos de la arquitectura nórdica.
Su signo distintivo, lo que la hace diferente a todo lo que hayas visto antes, es su condición de mausoleo. Las capillas que hace siglos, en sus orígenes católicos, guardaban santos y altares, se han convertido en majestuosos monumentos funerarios que marcan el paso del tiempo a través de los cambios de estilo arquitectónico y escultural desde el s.XV hasta nuestros días. De hecho, la catedral ya tiene un espacio reservado para el sarcófago de la actual reina de Dinamarca, Margarita II, y en él se exhibe un boceto del trabajo en cristal y oro que guardará sus restos mortales.
Merece la pena tomar de la mano el folleto que te entregan junto a la entrada y realizar la visita, en la medida de lo posible, en orden cronológico. Disfrutarás de un viaje en el tiempo por el mundo del arte y la historia de Dinamarca. Desde Harald Blåtand cuyos restos se cree que están guardados en uno de los cuatro pilares del altar mayor, pasando por la gran reina Margarita I que consiguió tener bajo su dominio Dinamarca, Noruega y Suecia, hasta Federico IX, padre de la reina actual, quien descansa en una sencilla tumba de piedra en el exterior junto a la puerta principal.
Fuente: www.kulturarv.dk
Si además eres de los que disfrutan del lado misterioso de los grandes edificios históricos y te gusta conocer sus leyendas y curiosidades, la catedral de Roskilde también guarda algunos secretos. Aquí te dejo cuatro de las muchas historias que se cuentan para añadir así un poquito de sal y pimienta a tu paseo entre sus muros centenarios.
Disfruta de la visita, merece la pena.
La tumba del caballo fantasma
La girola de la catedral de Roskilde guarda desde el siglo XIV la tumba del caballo fantasma, una losa negra pulida que sobresale del suelo.
Antiguamente la gente solía escupir sobre ella para espantar la mala suerte dado que las leyendas cuentan que un caballo fantasma es un ser de tres piernas y ojos de carbón incandescente que anuncia la muerte y la mala suerte. Cruzarse con un caballo fantasma, Helhest, es una sentencia de muerte segura.
Tanta superstición rodeaba la tumba que en 1970 fue abierta para descubrir su contenido. Sorprendentemente, en lugar del esqueleto de un equino, aparecieron huesos pertenecientes a varias personas. Quienes son, porqué están enterrados allí o porqué esta tumba está rodeada de tan negra leyenda es un misterio.
Jep Heye, el cantante de la catedral
Uno de los epitafios más curiosos de las losas funerarias del suelo de la catedral de Roskilde es el que cuenta la historia del cantante de la catedral Jep Heye.
La leyenda en relieve relata su repentina e inesperada muerte cuando fue a visitar a Klaus Daa en la localidad de Ravnstrup. Allí se emborrachó a base de hidromiel y aguardiente con pimienta y al volver a casa le sorprendió una gran tormenta con lluvia frío y viento. Por este motivo, decidió tumbarse dentro del carro a dormir esperando que pasara la tormenta y cayó en un sueño tan profundo que no se le pudo despertar, ni siquiera haciendo sonar todas las campanas de la catedral. Por eso todavía sigue sumido en el sueño al resguardo de la Catedral de Roskilde.
Søren Olsen
En otra de las lápidas del suelo de la catedral podemos encontrar grabado un esqueleto rodado por una serpiente y que sostiene entre las manos un reloj de arena.
Una leyenda dice que la losa se corresponde a la tumba de la hija de un canónigo que murió por su propia vanidad y egoísmo.
Su padre debía viajar al extranjero y antes de irse le entregó una importante suma de dinero para que, en caso de que muriera durante el viaje, lo diera en su nombre como limosna para los necesitados. El canónigo falleció y su hija, movida por la codicia, decidió emplear el dinero destinado a los pobres en un collar para sí misma. En cuando lo colgó de su cuello, el collar se transformó en una serpiente que comía todos los alimentos que la chica intentaba llevarse a la boca. Así, después de dos días, la hija del canónigo moría de inanición.
Sin embargo, no parece haber nada de cierto en esta leyenda ya que la tumba pertenece al propio canónigo, Søren Olsen, y el símbolo del esqueleto con el reloj de arena era muy común en el siglo XVI, época de la que data la tumba.
Botín de guerra
El monumento funerario de Christian III que se encuentra en la capilla de los tres reyes magos estuvo en 1576 en manos de las tropas españolas.
Estas lo tomaron como botín de guerra en la conquista de la ciudad holandesa de Antwerpen, lugar dónde residía el escultor al que se había encargado la obra.
Su viuda tuvo que pagar 1000 florines cómo rescate y así poder entregar la escultura a los reyes daneses.
El otro día me acerqué hasta el Lidl y lo encontré inusualmente abarrotado. Dos de las tres cajas estaban abiertas y en ambas había una cola considerable. Por primera vez en mucho tiempo, me tocó esperar un buen rato para poder pagar y volver a casa. ¿A qué se debía esta muchedumbre?
En cuanto miré a mis compañeros en la fila me di cuenta del motivo que había arrastrado a tanta gente hasta este super que suele estar solitario: una oferta de pizzas congeladas estilo americano.
Fuente: blog Coma comos olhos
Casi todos a mi alrededor iban cargados con cuatro cajas de pizza “american style”, el máximo que la oferta permitía por cliente, y en algunos casos se trataba de grupos que se habían puesto de acuerdo para poder comprar una mayor cantidad. Delante de mi, una señora con su padre utilizaba este truco para llevar a casa ocho cajas de pizza, en la fila de al lado, cuatro amigos se habían juntado para volver con un cargamento de 16 pizzas congeladas.
La verdad es que no salía de mi asombro dado que desconocía el amor de los daneses, o al menos de los habitantes de mi ciudad, por las pizzas congeladas. Un amor que los había llevado a acudir en masa, el primer día de la oferta, organizando grupillos para poder llevarse el mayor número posible de cajas a casa. ¿Tan deliciosas son estas pizzas?
No, no he caído en la tentación de las 8.47 kr (1.13 €) que cuesta cada unidad y no las he probado, pero mi experiencia me dice que se suele tratar de un masa que se queda demasiado tiesa después de pasar por el horno, una salsa de tomate y un queso rallado en cantidades insuficientes y unos ingredientes esparcidos para llenar la superficie sin llegar a conseguirlo.
Si descartamos la posibilidad de que estemos hablando de un manjar delicioso a precio de ganga, quizás la razón para que tantos se animen a comprar es lo simple que resulta en esos días de desgana, dónde no apetece ponerse ante los fogones ni para hacer una simple tortilla francesa, encender el horno, dejar caer dentro la pizza y esperar 20 minutillos para tener la cena lista. Claro que yo esos días prefiero llamar al pizzero, aunque me va a costar al menos cinco veces más, y así llevarme a la boca algo sabroso y con la mezcla de ingredientes que a mí me gusta.
No es la mejor solución, lo reconozco. Simplemente deberíamos sacudirnos la desgana y preparar una buena ensalada, una opción mucho más sana teniendo en cuenta que sólo un cuarto de las “american style” tiene 200 kcal y un 6% de lo que comemos es grasa pura. Mientras con una buena y simple ensalada mixta, obtendremos la mitad de calorías y una buena dosis de vitaminas, eso incluso contando con un aliño de aceite de oliva.
Hablando de ello con mi querida compañera de blog, Eva apuntaba que quizás el misterio detrás de la avalancha compra-pizzas es una simple cuestión publicitaria.
Recibimos el folleto en casa dónde con grandes letras nos hablan de un precio increíble, una oportunidad única que no podemos dejar pasar, una oportunidad tan exclusiva que “sólo” podemos comprar cuatro unidades de ella. Por supuesto, no nos lo queremos perder y vamos corriendo al supermercado a comprarlas antes de que se agoten. Y además nos llevamos al abuelo para que él coja otras cuatro y aprovechar al máximo el ofertón. Y volvemos a casa orgullosos de nosotros mismos cargados con un botín de ocho cajas de pizza que a duras penas caben en el congelador.
Recordaremos este día meses después, quizás ya no tan orgullosos, cuando abramos el cajón del congelador y veamos todavía esperando la última pizza hawaiana. Esa que durante tanto tiempo hemos evitado comer después de acabar hartos del “american style” de siete pizzas anteriores. Pero la abriremos, la empujaremos dentro del horno y tendremos la cena lista en 20 minutillos. ¡Y a precio de ganga!