Glade gæs

Danmarks ærværdige Forening til dyrenes beskyttelse protesterer med rette, når de to madglade brødre Price, på TV priser delikatessen “Foie gras”. I et brev til brødrene erindrer foreningen dem om forholdene hos de gæs og ænder, som lægger krop til produktionen af  den berømte franske gåse- eller andelever.

Foreningen nærer dog ikke store illusioner. Man forventer, at opfordringen til at lade pakkerne med foie gras blive i butikkerne, vil prelle af på J & A Price – som vand på en gås.

Men det er slet ikke nødvendigt at spærre dyrene inde i små mørke båse og proppe slanger ned i halsen på dem, for at de på et par uger skal udvikle en delikat fedtlever.

Hos Eduardo Sousa i det sydlige Extremadura lever gæs og ænder i slaraffenland. De propper sig selv i sommertiden med al den rigelige og naturlige kost, de finder på de vidtstrakte områder, hvor de færdes frit: figner, agern, lupiner…

Egentlig skal gæssene bruge leverens fedtdepoter som energi til den krævende flyvetur til Afrika, men de har det så dejligt i deres store Extremadura-paradis, at de ikke følger med vildgæssene, når vinteren nærmer sig. De bliver altså slagtet – og en økologisk gåselever kan udtages og nydes med “god samvittighed”. Den er mindre end det franske industri-produkt, også mindre fed og med meget større smagsfylde!

Ekstrabladet har adskillige gange været ude med riven i forhold til Prinsgemalen, på grund af hans anprisning af foie gras. Man finder det ekstra upassende, fordi Hendes Majestæt Dronningen er protektor for Dyrenes Beskyttelse, men altså ikke kan gøre sin indflydelse gældende, når det kommer til gæs og ænder.

I efteråret 2011 var prins Henrik på jagt i Extremadura, – hvem ved, om han der har sat tænder i den naturlige foie gras fra Patería Sousa?

Kilder:
http://www.dyrenes-beskyttelse.dk/nyheder/dyrenes-beskyttelse-kritiserer-broedrene-price