Penge lugter ikke

I Katalonien er der en trehundrede år gammel tradition for, at en rigtig julekrybbe med den hellige familie, okse, æsel, hyrder og engle osv. også skal omfatte en person, der forretter sin nødtørft. Som regel stilles “skiderikken” diskret i et hjørne af krybben. Man mener, at hans opgave er at gøde jorden, og dermed bringe velstand og held i det nye år. Det må bemærkes, at den katolske kirke fuldtud accepterer, at der således trædes af på naturens vegne i det religiøse tableau.

Traditionelt er det en bonde iført den typiske katalanske klædedragt og hue. Men i de senere år laver man små figurer som forestiller kendte personer, f.eks. politikere eller sportsfolk, og det kan ligefrem betragtes som en ære at blive anbragt rundt omkring i julekrybberne med bukserne nede om haserne. Der er derfor altid spænding om, hvem der bliver årets største “caganer” (“skiderik”)

Her er en lille video med præsentation af bestselleren 2009, nemlig hovedmanden for en stor bedrageri-skandale i Barcelona, Fèlix Millet, lederen af den fond, der driver “Palau de la Música Catalana”. Han er anklaget for at have tilegnet sig mellem 25 og 31 millioner euros af fondens midler. Andre af dette års populære “caganers” er fodboldstjernerne Cristiano Ronaldo og Iniesta, og Madrids borgmester Gallardón, som i København forgæves anbefalede sin by som vært for de olympiske lege.

Se fotos af det store udvalg af “skiderikker” på hjemmesiden www.caganer.com

August-tomater

Fuente: Tania Castro - El País

Fuente: Tania Castro - El País

I 64 år har den lille by Buñol ved Valencia fejret festen: “Tomatina” den sidste onsdag i august. I  år blev der kastet 100 tons tomater i den festlige anledning.

Når deltagerne med større eller mindre held har ramt deres lystige kampfæller, og hele skytset på 100.000 kg tomater er opbrugt, affyres et kanonslag, og nu har man en time til at tage fotos, plaske rundt i den tomatsaft, der driver i gaderne og på byens torve, eller deltage i den såkaldte “t-shirt-krig”. Når den time er gået, tager byens rengøringspatruljer fat, og festen må fortsætte andre steder.

Efterhånden er denne fest så kendt, at deltagere fra hele kloden strømmer til i stadig større omfang. I år mener man, at det kom op på 40.000 tomatkastere, endnu flere end sidste år, hvor to japanere fotograferede sig selv midt i “Tomatsunamien”.

Religiøse skikke i A-influenzaens tid

Den 15. august fejrer man overalt i Spanien jomfru Marias himmelfart i de mange forskellige kirker og valfartskapeller, der er indviet til Guds Moder. I nogle af helligdommene er der tradition for at kysse Maria-figurens fødder eller hænder eller en medalje, som forestiller den hellige jomfru.

Denne ældgamle skik er i år truet af A-influenza-kampagnerne. De troende og præster, provster, biskopper, ærkebiskopper og processionsbroderskaber stod over for det vanskelige valg mellem enten at værne om traditionen og vidne om den kristne tro, eller tage forholdsregler mod A-influenza.

Reaktionerne har varieret fra kirke til kirke. Således anbefalede ærkebiskoppen af Toledo, at man undlod at kysse billedet af den Hellige Jomfru, og ved siden af billedet blev der opsat plakater: “Kys ikke medaljerne, berør dem med hånden. Af  hygiejniske hensyn og efter lægelig anbefaling”.

På dette videoklip fra avisen ElMundo’s netudgave siger forskellige spaniere deres mening om forholdsreglerne – og til slut ser vi Kong Juan Carlos kysse helgenens fødder!

Anderledes i regionen Extremadura; i Cáceres ville hverken processionsbroderskaberne for  “Cristo de las Batallas” eller  “Cristo Negro” (Kampenes Kristus og den sorte Kristus)  ændre noget ved traditionen med at kysse de hellige figurer, med mindre sundhedsmyndighederne udtrykkeligt forbød det. Og 3.000 personer kyssede hænderne på la Virgen de la Piedad, den sørgende jomfru Maria i valfartskapellet ved den lille by Almendralejo. Frygten for smitte med influenza A måtte vige for hengivenheden for Madonnaen.

I domkirken i Santiago de Compostela, som besøges af flokkevis af pilgrimme fra hele verden, udviser de kirkelige myndigheder langt større forsigtighed end kollegerne i Extremadura. Ikke blot fraråder man at kysse Apostlen Jakobs statue, som det hidtil har været tradition, man har også tømt vievandskarrene, fordi de kan være en smittekilde.

Over for dilemmaet finder vi altså såvel en gruppe der i år forsigtigt viser deres tro med markeringer på sikker afstand, og en anden, for hvem tro og tradition er vigtigere end frygten for smitte og truslen om pandemi. Som en kvinde siger: “Hvis den influenza er på vej, så betyder et kys  nok hverken fra eller til.” Et udtryk for det, som man kunne kalde den spanske resignation: “det som skal ske, vil ske”.