Hos frisøren

I disse krisetider gør min mors frisør en særlig indsats for at fylde salonen, også på de normalt “stille dage”. Fra mandag til onsdag er der 50% rabat på alt. Således betalte jeg under mit sidste besøg i Spanien kun 9 € (67 kr) for at blive klippet og føntørret, alle mine krøller blev glattet ud og mit skulderlange hår skinnede som silke, da jeg forlod salonen.

De 9 € var godt givet ud, ikke blot fordi mit hår kom til at se vidunderligt ud, men også fordi det er en enestående oplevelse at gå til frisør i Spanien.

peluqueria

Man går til frisøren for at snakke. Der er ikke én, der tier stille, hverken frisøren, du eller de andre kunder, hvad enten du kender dem eller ej. Henne fra venteområdet,  fra permanenterne og ondulationerne under tørrehjelmene, fra stolene, hvor der klippes og trimmes, høres udtømmende kommentarer til tidens begivenheder: alt bliver endevendt, lige fra politikernes moral til krisen, fra de kendtes udenomsægteskabelige affærer til ens egne børnebørns skarnsstreger. Sådan går det til, at du opdager, at frisøren kommer fra nabolandsbyen til din barndoms ferieparadis.  Hun kan fortælle dig, om din yndlingsrestaurant stadig holder åbent, og I beklager samstemmende, at der kommer færre turister, eller at floden ikke længere er så ren som før i tiden, og mens børsten glider gennem håret, bliver I næsten bysbørn.

Hendes kollega har hørt din beskrivelse af en jammerlig klipning i en anden salon, og dermed går det op for dig, at hun har arbejdet der, hvor du har svoret aldrig mere at sætte dine ben, og med dæmpet stemme beretter hun nogle saftige detaljer fra baglokalet, som du med påtaget forundring gotter dig over at få indblik i.

peluqueraI samtalens løb har du ladet et ord falde om, at du nu bor i Danmark, hvor man ikke så meget som ville hilse på dig for 9 €, at det koster dig en formue at få glattet krøllerne ud, og at der bliver så langt mellem besøgene hos frisøren, så når du kommer hjem til Spanien, når håret ned til hælene.

– Hvordan er det så i Danmark? Er der meget koldt?
– Man lever såmænd slet ikke så dårligt, men der er hundekoldt.

Ovre ved vaskekummerne  sidder en dame og læser i et blad med håret indsmurt i en dryppende klæbrig substans; nu tager hun hul på sin udgave af en historie, som man hører stadig oftere i krisens Spanien: Hendes søn er arbejdsløs. Han er ingeniør, har mange års erhvervserfaring og et imponerende CV, en mastergrad, mange kurser og specialer, men han kan ikke finde arbejde. Det firma, hvor han arbejdede, måtte dreje nøglen om, og nu går tiden bare. Den meget begrænsede ledigheds-understøttelse slipper snart op, og han har to børn at forsørge. Konen har skaffet sig et skod-job, hvor hun arbejder mange timer til en lav løn. Nu overvejer de at emigrere.

 – Min søn kan engelsk, tror du, at han kunne finde arbejde i et land som Danmark eller Tyskland?

Jeg kigger over på hende og ser en mors ængstelse, den samme, som møder mig hos mange andre mødre, hustruer og bedstemødre i dette krise-Spanien. De ængstes for fremtiden, de aner ikke, hvordan deres kære skal overleve. Jeg vil gerne give hende et håb; selv om ikke alt hvad jeg siger er helt sandt, ønsker jeg at dæmpe angsten i hendes blik:

– Han skal da prøve. I Europa er der brug for veluddannede, flittige og engagerede ingeniører. Han skal oversætte sit CV til engelsk og sende det i alle retninger. Jeg er sikker på, at der et eller andet sted vil være bud efter hans erfaring og kvalifikationer.

Hun takker mig med et forsigtigt, lettet smil. Jeg smiler tilbage, og med et længselsfuldt ”vi ses”, der besvares fra alle sider med ”god rejse” og ”tag noget med fra Danmark næste gang”, tager jeg afsked med salonens mikrokosmos for denne gang.

Én tweet: 2 år i skyggen

I Spanien syder gaderne i protest. Unge såvel som ældre, arbejdere såvel som gymnasieelever går på gaden for at demonstrere mod krisen, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de sociale ydelser, i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, og imod den nye arbejdsmarkedsreform, der totalt lader arbejderne i stikken, uden ret til sygefravær, men tvangsindlagt til at acceptere en løn-nedgang hvornår det skal være.

Regeringen formår ikke at standse protesterne eller bringe dem til tavshed. Dens image blegner, vælgertilslutningen daler og ved udsigten til at miste bare en brøkdel af den magt, som man var så ivrig for at opnå, har man besluttet at sætte hårdt mod hårdt.

I en kommende lovgivningsreform skal begrebet attentat mod myndighederne også omfatte passiv modstand mod myndighederne. Det skal regnes for et strafbart udslag af tilhør til en kriminel organisation, hvis man indkalder til demonstration via Internet. At sammenkalde til protest gennem et socialt netværk skal medføre en minimumsstraf på to år.

Disse ekstreme midler er kun to af en række forholdsregler, som man håber vil dæmme op for flodbølgen af protester. De skal få selv fredelige protester til at forstumme, bringe dem til tavshed, der ikke flytter sig, når politiet kommer for at fjerne dem, med støvlespark, gummikugler og knippelsuppe i skønsom blanding.

Nu bliver det til en forbrydelse i Spanien at sætte sig med et skilt i hånden, at gøre fredelig modstand på den ikke-voldelige måde, som Gandhi gjorde verdenskendt. Du vil blive betragtet som en forbryder, hvis du sammen med dine venner bruger Facebook til at aftale, hvor og hvornår I vil vise jeres indignation og harme over tingenes tilstand.

Påskuddet for disse nye forholdsregler er de voldelige elementer, der afgjort findes. Det begrænsede antal lovløse individer, der benytter lejligheden til at smadre butiksruder og afbrænde containere. De udgør en iøjnefaldende, men dog ubetydelig minoritet, i sammenligning med de hundredtusinder af mennesker, der er gået i fredelig protest mod arbejdsmarkedsreformen, mod manglen på opvarmning i Valencia-regionens vinterkolde skoler, mod den trøstesløse fremtid, der venter landets unge; en ungdomsarbejdsløshedsprocent på 45 virker som et forræderi mod en generation, der har adlydt parolen om, at uddannelse er betingelsen for et godt liv. Men alle de, der sætter sig i protest, de, som bærer skilte og bannere, de, som blogger, de, som råber slagord eller går i optog i gaderne, de kan og vil allesammen fra nu af blive betragtet som kriminelle.

Hvor mange flere frihedsrettigheder kan spanierne berøves med krisen som påskud? Den nye arbejdsmarkedsreform har bombet arbejderbevægelsen 100 år tilbage, og den nye straffelov vil næsten forvandle forsamlingsretten til en forbrydelse. Hvad bliver det næste? Ytringsfriheden? Ikke utænkeligt. Så håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at protestere på dansk. Men pas på, venner, hvis I bidrager med en kommentar, bliver I måske anset for medsammensvorne i min lille kriminelle organisation af vikinger og tyrefægtere.

Kilde:
Interior considerará la resistencia pasiva un atentado a la autoridad
Convocar algaradas por internet llevará a la carcel a sus promotores

Spansk politik, et spil for to

Stadig oftere og oftere ser man den politiske debat i Spanien reduceret til en konfrontation mellem to politikker, eller retter to politikere, en kamp, hvor det drejer sig om at kåre en vinder og udnævne en taber.

Handlingsprogrammer og eller planer for at regere landet kommer i bedste fald i anden række, og det politiske liv reduceres til et spil om at diskvalificere modstanderen og lægge strategier for at udmatte ham og slå ham definitivt.

Det drejer sig kort sagt om at udpege en vinder, det sejrende hold, som kan repræsentere det “gode” på bekostning af taberholdet, der skal stå for alt det “onde”.

I disse dage holder den spanske kongres sine sidste parlamenteriske forsamlinger inden sommerferien i august. Som det er skik og brug afholdes også en “Debat om nationens tilstand”, hvor regeringen gør status over det forløbne år, og de forholdsregler, man fremover vil tage, bliver fremlagt til oppositionens kritiske undersøgelse.

I år lægges særdeles alvorlige emner frem til debat: den økonomiske krise, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de offentlige udgifter, Cataloniens status inden for den spanske nationalstat, fremtidens pensioner… I betragtning af sagernes alvor ville man forvente en seriøs debat af forslag til fremtidige løsninger, som ville blive diskuteret af de forskellige politiske grupperinger, indtil man nåede til enighed omkring en plan for at arbejde for en økonomisk genopretning af landet. Men det er meget langt fra, hvad vi blev vidner til.

På ny måtte vi nøjes med en showpræget kamp mellem højre og venste, Partido Popular mod socialistpartiet PSOE, hvor parterne stillede op for at vinde over modstanderen med latterliggørende strategier, som skal fange vælgernes opmærksomhed med barnagtigheder frem for politiske argumenter. Og hvordan kan det være anderledes, når vælgerne til syvende og sidst er overbevist om, at det hele går ud på, at ens favorithold skal vinde, og der er kun to hold i spil?

Efter debatten om nationens tilstand stillede medierne kun det ene spørgsmål: Hvem vandt debatten, regeringschefen Zapatero eller oppositionens leder Mariano Rajoy? Man arrangerede rundspørger blandt læserne og omtalte resultatet af debatten i fodbold-vendinger: “Rajoy scorer mål”.

Fuente: La Razón

Det afhang af den enkelte avis’ politiske tilhørsforhold, hvem der blev kåret som vinder, og kun undtagelsesvis blev kåringen begrundet. Der var ingen overvejelser omkring regeringschefens plan for at komme ud af krisen, man forholdt sig ikke kritisk til hans argumentation, og man slog ikke ned på problemer, som han måske havde undgået at tage stilling til. Var oppositionens forslag måske mere effektive eller realistiske, har Rajoy bedre talegaver eller er hans regeringsalternativ indlysende overlegent? Det ved vi ikke, og det er åbenbart også uvedkommende. Det eneste, det drejer sig om, er at vinde, så ens egne tilhængere, ens fans, som også er fanatiske hooligans, vil hylde en som sejrherren, den, der scorer målene og vinder debatten. Uanset om holdet er til højre eller til venstre, så skal det med djævelens vold og magt slå modstanderne, som er roden til alt ondt.

Der er nu gået et stykke tid siden debatten, det politiske liv er tilbage i de vante folder, men dag ud og dag ind er strategien den samme. Uanset hvilken avis, man åbner, finder man eksempler på tidsrøvende forsøg på at diskvalificere de politiske modstandere, dvs. at der bliver mindre tid til at søge løsninger på de alvorlige problemer, landet står over for.

For nogle dage siden anklagede første vicepræsident María Teresa Fernández de la Vega modstanderne, Partido Popular, for at have ønsket nederlag for “de røde” – det rødklædte fodboldlandshold. Denne anklage bragte oppositionen i harnisk. Kunne man finde et bedre våben mod sine politiske rivaler end at anklage dem for ikke at holde med de verdensmestre, vi netop er så stolte over? Kunne man finde en mere populistisk måde at appellere til “manden på gaden”?

Samme dag kom PP’s ordfører, Soraya Sáenz de Santamaría, på banen. Hun citerede nogle vers fra det kendte skuespil “Don Juan Tenorio”, ikke blot for at illustrere sin pointe på en festlig og farverig måde, men især for at sætte sin politiske modpart María Teresa Fernández de la Vega i skammekrogen: hun havde nemlig citeret en sætning fra Don Juan-stykket forkert i en avis. Det er selvfølgelig en alvorlig fejl i regeringsførelsen, som må påtales fra parlamentets talerstol. Er det dog ikke langt mere kritisabelt end regeringens økonomiske program eller dens indstilling til, hvordan Catalonien kan og skal styres?

Fuente: Afp

Så længe offentlighedens opmærksomhed holdes fangen i denne kamp mellem to fløje, dette spil, som er opfundet af deltagerne selv, og hvor man nødsages til at vælge den ene banehalvdel, så bliver søgelyset flyttet fra de væsentlige problemer, og det sløres, at de, som burde arbejde for at løse problemerne, er uduelige eller ligeglade.

Hvis det lykkes at overbevise vælgerne om, at der kun er to mulige alternativer, vil spillet altid være behersket af de samme spillere, som bare skal skifte banehalvdel med regelmæssige mellemrum, i dag som opposition, i morgen som regering.

Det er unægtelig nemmere at finde på platte vitser, skjulte fornærmelser, satiriske rim eller rette slag under bæltestedet, end at udarbejde en planlægning for økonomi, socialpolitik og arbejdsmarked, når man vil regere landet.

Hvor genialt at reducere politik til en konfrontation mellem to spillere, hvor det kun kan gavne de to.

Vinderen af debatten:
El 70% de los internautas de La Razón creen que Rajoy ganó
Zapatero ganó a Rajoy en el Debate sobre el estado de la nación según el CIS
Rajoy gana por la mínima
La mayoría de españoles cree que ni Zapatero ni Rajoy ganaron el debate
Zapatero versus Rajoy: un debate sin ganador
Zapatero ganó el Debate sobre el estado de la nación por quinta vez
Zapatero ganó el debate a Rajoy por 4,8 puntos
¿Quién ha ganado el debate?

Indlæg i parlamentet:
Zapatero asegura que pedirá “nuevos esfuerzos” en los Presupuestos

¡¡¡¡¡Vivaaaa Españaaaaaa!!!!

Alt kan købes for penge

Spanien tabte den første kamp i VM, imod al forventning. Så da vi satte os til rette for at se kampen  mod Honduras i mandags, var vi nervøse. Skulle europamestrene forlade verdensmesterskaberne efter bare to kampe?

I kampens 17. minut scorer David Villa det første mål, så er vi i salveten og ånder lettet op.  1-0, ikke ringe.

Kilde: AP

I begyndelsen af anden halvleg får vi igen nervøse knopper. 1-0 kan nemt gå hen at blive til uafgjort. Og så ville det være ude med os.

I 57. minut gør Villa det igen. Mååål og… hvad er den af? Triumferer manden ikke som en tyrefægter?

For at fejre målet gør Villa en usædvanlig gestus, noget som han aldrig før har gjort, han hilser publikum som en sejrende toreador. OK, det ser rigtig godt ud, typisk spansk, måske er det derfor, han gør det, det er måske en tribut til den tidligere Barcelona-spiller Luis Enrique, som også stoltserede over sine mål på den måde… hm.

Vi vinder kampen! Spanien går videre i VM.

Men medierne beskæftiger sig ikke nær så meget med selve sejren som med Villas tyrefægterpositur.

Sportsavisen Marca hævder, ifølge mere eller mindre troværdige kilder, at Barcelona-tilhængerne ikke bryder sig om det, på grund af den omstridte lov om at forbyde tyrefægtning i Catalonien. Men nu raser diskussionen på mange fronter – tilhængere over for modstandere af tyrefægtning, tilhængere af Cataloniens selvstændighed, nationalister, spaniolister, der er modsætninger nok at piske op.

Til syvende og sidst er det helt hen i vejret, for i det øjeblik, Villa scorede det mål, der gav landsholdet håb om at blive i VM, kredsede hans tanker såmænd om en McDonalds-reklame.

David Villa er hovedpersonen i en reklamekampagne for McDonalds, hvor han laver boldtricks med en burger-pose formet som en bold. I det øjeblik han scorer, fejrer han det ved at hilse “tilskuerne” med et McDonaldsglas i hånden muligvis på samme måde, som en tyrefægter ville hilse sine tilhængere rundt om arenaen muligvis, som Villa selv hævder, en skål til ære for tilskuerne. Kampagnens slogan lyder: Celebra igual que Villa, sus goles en SudÁfrica (Gør som Villa, når I fejrer hans mål i Sydafrika).

Spilleren scorer mål, løber rundt på banen, og hans tanker går ikke ud til de spanske tilhængere, der jubler og hopper i vejret af glæde over landsholdets sejrrige spil, mens de synger Villas navn, heller ikke til holdkammeraterne, der har kæmpet hele kampen for denne anden målchance, ej heller til familien i Asturien, der følger knægtens præstationer via TV. Nej, han holder hovedet koldt, husker, hvem der betaler ham, og fejrer målet nøjagtig som i reklamen, så dens slogan bliver opfyldt.

Vi ved jo godt, at fodbold er business, men alligevel er vi skuffede. Vi føler os jo som en nation, mens vi overværer kampen, og tænker, at dem dernede på banen er vores repræsentanter, at sejren er ærefuld for vores land, – men nu er det som et slag i ansigtet at se, at spillerne er der slet og ret for pengenes skyld, drevet af den tarveligste grådighed. Det er ikke nok med millionkontrakter hos hjemmeholdene (Villa har lige skrevet en kontrakt på 7 millioner euros om året med Barcelona), det er for lidt, at den spanske fodboldunions bonus’er for vundne kampe og målscoringer er de højeste i verden, nej, nej, man må holde hovedet koldt, mens det indre kasseapparat løber løbsk, fordi man fejrer sit mål på den måde, som sponsorerne har bestemt.

Alt kan købes for penge.

Til næste VM skulle vi måske erstatte nationalmelodien med “I’m lovin’ it”, men selvfølgelig kun hvis der først bliver betalt ved kasse 1.

Kilder:
http://blogs.elpais.com/trending-topics/2010/06/mcdonalds-patrocina-los-goles-de-espana.html
http://es.eurosport.yahoo.com/23062010/47/mundial-2010-carnaza-celebraciones-villa.html
http://www.puromarketing.com/9/7502/la-publicidad-salta-terreno-juego-durante-mundial-goles-villa.html
http://www.latrinchera.org/foros/showthread.php?29316-Gesto-por-celebraci%F3n-de-Gol-obra-de-Mac-Donald.
http://www.youtube.com/watch?v=px74ALDIZ1g