Hos frisøren

I disse krisetider gør min mors frisør en særlig indsats for at fylde salonen, også på de normalt “stille dage”. Fra mandag til onsdag er der 50% rabat på alt. Således betalte jeg under mit sidste besøg i Spanien kun 9 € (67 kr) for at blive klippet og føntørret, alle mine krøller blev glattet ud og mit skulderlange hår skinnede som silke, da jeg forlod salonen.

De 9 € var godt givet ud, ikke blot fordi mit hår kom til at se vidunderligt ud, men også fordi det er en enestående oplevelse at gå til frisør i Spanien.

peluqueria

Man går til frisøren for at snakke. Der er ikke én, der tier stille, hverken frisøren, du eller de andre kunder, hvad enten du kender dem eller ej. Henne fra venteområdet,  fra permanenterne og ondulationerne under tørrehjelmene, fra stolene, hvor der klippes og trimmes, høres udtømmende kommentarer til tidens begivenheder: alt bliver endevendt, lige fra politikernes moral til krisen, fra de kendtes udenomsægteskabelige affærer til ens egne børnebørns skarnsstreger. Sådan går det til, at du opdager, at frisøren kommer fra nabolandsbyen til din barndoms ferieparadis.  Hun kan fortælle dig, om din yndlingsrestaurant stadig holder åbent, og I beklager samstemmende, at der kommer færre turister, eller at floden ikke længere er så ren som før i tiden, og mens børsten glider gennem håret, bliver I næsten bysbørn.

Hendes kollega har hørt din beskrivelse af en jammerlig klipning i en anden salon, og dermed går det op for dig, at hun har arbejdet der, hvor du har svoret aldrig mere at sætte dine ben, og med dæmpet stemme beretter hun nogle saftige detaljer fra baglokalet, som du med påtaget forundring gotter dig over at få indblik i.

peluqueraI samtalens løb har du ladet et ord falde om, at du nu bor i Danmark, hvor man ikke så meget som ville hilse på dig for 9 €, at det koster dig en formue at få glattet krøllerne ud, og at der bliver så langt mellem besøgene hos frisøren, så når du kommer hjem til Spanien, når håret ned til hælene.

– Hvordan er det så i Danmark? Er der meget koldt?
– Man lever såmænd slet ikke så dårligt, men der er hundekoldt.

Ovre ved vaskekummerne  sidder en dame og læser i et blad med håret indsmurt i en dryppende klæbrig substans; nu tager hun hul på sin udgave af en historie, som man hører stadig oftere i krisens Spanien: Hendes søn er arbejdsløs. Han er ingeniør, har mange års erhvervserfaring og et imponerende CV, en mastergrad, mange kurser og specialer, men han kan ikke finde arbejde. Det firma, hvor han arbejdede, måtte dreje nøglen om, og nu går tiden bare. Den meget begrænsede ledigheds-understøttelse slipper snart op, og han har to børn at forsørge. Konen har skaffet sig et skod-job, hvor hun arbejder mange timer til en lav løn. Nu overvejer de at emigrere.

 – Min søn kan engelsk, tror du, at han kunne finde arbejde i et land som Danmark eller Tyskland?

Jeg kigger over på hende og ser en mors ængstelse, den samme, som møder mig hos mange andre mødre, hustruer og bedstemødre i dette krise-Spanien. De ængstes for fremtiden, de aner ikke, hvordan deres kære skal overleve. Jeg vil gerne give hende et håb; selv om ikke alt hvad jeg siger er helt sandt, ønsker jeg at dæmpe angsten i hendes blik:

– Han skal da prøve. I Europa er der brug for veluddannede, flittige og engagerede ingeniører. Han skal oversætte sit CV til engelsk og sende det i alle retninger. Jeg er sikker på, at der et eller andet sted vil være bud efter hans erfaring og kvalifikationer.

Hun takker mig med et forsigtigt, lettet smil. Jeg smiler tilbage, og med et længselsfuldt ”vi ses”, der besvares fra alle sider med ”god rejse” og ”tag noget med fra Danmark næste gang”, tager jeg afsked med salonens mikrokosmos for denne gang.

“Bedstefløjterne” – Yayoflautas

Kampen for et bedre samfund har ingen øvre aldersgrænse. Det gælder i særlig høj grad, når landet er i dyb krise, som det er tilfældet i Spanien, hvor arbejdsløshed, stop for offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser og tilskud berører alle. En gruppe abuelos indignados, dvs. oprørte  bedsteforældre, de selvsamme som kæmpede for friheden under Francos diktatur, og som har gennemlevet tre års blodig borgerkrig, efterkrigstidens sult og diktaturets undertrykkelse,  der  endelig efterfulgtes af demokrati. Disse garvede samfundsborgere har fundet sammen og besluttet igen at gå på gaden for at kræve retfærdighed: at deres børn og børnebørn kan få en fremtid og ikke skal arve en dårligere verden end den, de selv har kendt.

De kalder sig Yayoflautas, – “Bedstefløjterne”, og deres bevægelse er inspireret af  Los Indignados, der slog lejr på Puerta del Sol i Madrid d. 15. maj sidste år, i protest mod regeringens opgivende holdning til finansverdenens kynisme.

De ældre medborgere har valgt navnet Yayoflautas med henvisning til den nedsættende betegnelse for de unge demonstranter:   perroflautas – “Hundefløjter”. Udtrykket skal fremkalde billedet af  hjemløse tiggere, der ligger i byens gader,  omgivet af langhårede hunde, og spiller på et musikinstrument, – ja hvorfor ikke: en fløjte.

Bedsteforældrene i Yayoflautas-bevægelsen har kæmpet livet igennem. Nogle har siddet i diktaturets fængsel, fordi de var republikanere, andre har har ført an i arbejdernes kamp for bedre vilkår, atter andre demonstrerede mod Franco i deres studietid. I 1960’erne og 1970’erne kæmpede de for de samme mærkesager, som nu har bragt dem tilbage på barrikaderne: offentlig sygesikring, offentlig uddannelse, et ligeværdigt samfund. “Det er ikke til at fatte, at vi skal stille de samme krav 40 år efter”, sukker de.

Deres valgsprog lyder: “Vi er flere, vi har tid og vi glemmer ikke” og de »vil ikke stiltiende se til, mens man nedbryder det velfærdssamfund, de har kæmpet for hele livet«. Derfor demonstrerer de, derfor slutter de sig sammen og holder møder, og mindst en gang om måneden gennemfører de en fælles aktion.

Foto: EFE

Den 1. februar besatte de en bus i  Barcelona for at understrege deres modstand mod nedskæringerne i mængden af offentlig transport, højere billetpriser og den lavere løn til bus-chaufførerne.

Klokken ti om formiddagen stod “bedsterne” i vinterkulden og ventede på bus nr. 47. De steg op i god ro og orden, betalte for deres billetter, og så snart alle var inde i bussen, blev de medbragte bannere foldet ud, og passagerne blev informeret om demonstranternes krav. De blev i bussen til klokken tre om eftermiddagen, kørte tur efter tur gennem byen i fortsat protest.

“Bedstefløjterne” har også besat ambulatoriet i Bellvitge-kvarteret i Barcelona. De vil forhindre, at det bliver lukket, for så vil der kun være ét sundhedscenter i et kvarter med 35.000 indbyggere. I praksis vil det betyde en ventetid på 2 uger for konsultation hos den alment praktiserende læge, og mere end et år hos en speciallæge.

Besættelsen er blot den mest opsigtsvækkende af yayoflautas ‘ protestaktioner mod de nedskæringer, som de frygter vil føre til en reel privatisering af det offentlige sundhedsvæsen. De demonstrerer specielt imod den planlagte “én recept – én euro”-afgift, der vil lægge en euro oven i prisen på al receptpligtig medicin. De ved, at det over en bred bank vil ramme dem, der har nået en alder, hvor næsten alle må tage medicin for det ene og det andet.

Man kan nemt følge med i disse bedsteforældres initiativer, støtte dem eller gå med i kampen, fordi “bedsterne” har erobret de sociale medier. De har deres egen Twitter (#iaioflautas),  deres eget profil på facebook og deres egen blog, alle på såvel spansk som catalansk og engelsk.

De kæmper for deres børns og børnebørns fremtid, og for selve velfærdssamfundet ,og de holder ikke inde, for de er dybt engagerede, de råder over deres egen tid, og de glemmer ikke den lange vej, de selv er gået for at opbygge det, som nu risikerer at blive sønderrevet i krisens storm.

Yayoflautas’ blog: http://www.iaioflautas.org/

Kilder:
Un grupo de jubilados ocupa un autobus contra los recortes y la subida de billetes
Yayo flautas de cataluña
Unos jubilados ocupan autobus para protestar por los recortes