Den spanske syge

Businessman-in-airport-with-smartphoneMin spanske ven Rubén betalte det hvide ud af øjnene for sin telefonregning. Han fører ikke mange samtaler på sin smartphone, men han har et højt data-forbrug, fordi han kommunikerer med omverdenen via Whatsapp, Facebook, Twitter osv. Og det var netop dér, at det blev dyrt.

Som den praktisk indstillede fyr, han er, besluttede Rubén at undersøge markedet, og fandt ud af, at han kunne få en bedre aftale til en fjerdedel af prisen hos et konkurrerende mobilselskab. Han ringede derfor omgående til sin udbyder for at opsige abonnementet. En elskværdig telefondame spurgte ham, hvorfor han ville forlade dem, hvilket hun noterede sig, samtidig med, at hun oplyste ham om, at hun ville indlede proceduren med at overføre hans telefonnummer. Dette burde være enden på den historie, men sådan fungerer tingene altså ikke i Spanien.

Få timer senere blev han ringet op fra sit nu forhenværende mobil-selskab med et fristende abonnements-tilbud: hvis du fortsætter hos os, vil vi give dig den samme tarif som konkurrenten, og oven i købet forærer vi dig en Samsung Galaxy S (til en værdi af 3.700 kr); tænk lige over det.

Rubén skiftede til konkurrenten.

Her vil mere en én udbryde: Sikke et fjols! – fordi han ikke sagde ja til at få en lækker smartphone helt gratis, men sagen er den, at Rubén følte sig personligt krænket af sin mobiludbyder.

I Spanien forholder det sig åbenbart sådan, at den trofaste mobilkunde, som samvittighedsfuldt betaler sine regninger og abonnerer på adskillige tjenester, og derfor betaler høje ydelser, bliver ikke værdsat.  Han eller hun fortjener hverken slagtilbud, lodtrækninger eller belønninger for sin trofasthed.

Den, der kører med klatten, er personen, der ringer og truer med at forlade selskabet, og som under bordet forhandler sig til en billigere og bedre kontrakt, et særtilbud, som ingen andre får, kort sagt den, der viser baghjul til de “tumpede” ærlige forbrugere. Det er om at følge de alternative spanske spilleregler, hvor kontrakter skrives under bordet, hvor der indgås eksklusivaftaler, og hvor kun et mindretal kommer indenfor i varmen.

Corrupción

Den almindelige gennemsnitsborger praktiserer såmænd også, omend i mindre skala, de små fiflerier, som i sidste ende karakteriserer dén politiske klasse, der repræsenterer folket. Dem med de lyssky aftaler og forretninger, alternative betalinger, sorte penge, kontanter i dokumentmapper og kuverter, – alt det, vi kalder korruption, og som får os til at dåne af forargelse.

Det forholder sig bare sådan, at hele sygdomskomplekset, omfattende politisk korruption, bankkonti i udlandet og kuverter der går fra hånd til hånd fyldt med kontanter, er udviklet i det Spanien, hvor gennemsnitsborgeren opfattes som “tumpet”, hvis han ikke kan opnå en fortrinsstilling med mere eller mindre lovlige midler, og på det frækkeste udnytter huller og sprækker i ethvert tilbud eller ydelse, som han møder på sin vej.

corrupcion-politicaI disse tider udfolder fænomenet sig grelt i Spanien, men det gælder overalt, at der er grobund for korruption i samme øjeblik den enkelte borger uden betænkning betaler eller indkasserer betaling uden regning for at spare momsen; ringer til en bekendt eller et familiemedlem for at få en tid hos den bedste speciallæge; altid møver sig frem i køen, og smutter fra regningen; kun udlejer værelser eller sommerhus hvis lejeren opgiver adresse andetsteds; når ”enlige” mødre reelt bor sammen med en partner og allligevel indkasserer forhøjede offentlige ydelser;  når man misbruger forretningernes byttegaranti til at bruge det erhvervede ved en særlig lejlighed, hvorpå det leveres tilbage med krav om at få pengene retur; når man bedrager forsikringsselskabet med ordene “man skal da have noget ud af at være forsikret”… Og personen gør det uden at rødme, tværtimod med stolthed over at være så snedig, og det ikke så meget som strejfer den pågældende, hvordan disse handlinger påvirker det omgivende samfund, fornedrer det og forvandler det til en syg nation, med underhåndsaftaler, svindel og misbrug, alt sammen mere omfattende, jo højere på magtstigen svinestregerne begås.

Tags: .

Ren korruption?

I månedsvis har de spanske medier været optaget af korruptionsskandaler. Den mest omfattende er den såkaldte Gürtel-sag (hovedpersonen hedder Correa, hvilket betyder livrem – på tysk Gürtel). Det drejer sig om, at Correas event-firma har fået store kontrakter i kraft af personlige modydelser til højtplacerede politikere i oppositionspartiet PP, Partido Popular. Som et kuriosum kan nævnes, at præsidenten for den selvstyrende region Valencia tilsyneladende er faldet for fristelsen til at lade sig ekvipere hos en eksklusiv herreskrædder i Madrid!corrupcion

Denne sag får det ene politiske hoved efter det andet til at rulle – og i kølvandet oprulles et hav af lignende sager i kommuner over hele landet, hvor “venskabelige modydelser” har givet pote i form af byggekontrakter o.lign. I en lille landkommune med socialistisk flertal viser det sig, at man gennem længere tid har givet nødstedte borgere pro forma-ansættelser og dermed socialsikring og adgang til offentlig pension. Denne lille landkommune har en milliongæld (i euro) til staten for ikke-betalte socialsikringsbidrag. Og den nu forhenværende borgmester foreslår, at man undersøger, hvordan det står til i andre kommuner, han mener nemlig at vide, at det er ganske almindelig praksis. (Som i hans tilfælde var med til at sikre genvalg i flere år.)

En konsekvens af den megen opmærksomhed om disse sager er, at de politiske partier overvejer at sætte beløbsgrænser for “gaver” som forholdsregel mod korruption. Ikke mindst i en krisetid med toparbejdsløshed, også blandt nationens højtuddannede unge, må og skal politikerne holde deres sti ren – og som sagt bliver der muget ud for åbent tæppe, særligt hos PP.

Ak ja, de der korrupte sydlændinge, der ikke rigtig kan få demokratiet til at virke, tænkte man det ikke nok…!

Hvad er det egentlig for noget med kammerateri og vennetjenester, – hvor og hvornår kammer det over og bliver til korruption og grundlag for usaglige beslutninger, som holder andre og bedre aktører ude?

Det spurgte jeg mig selv om forleden dag. Jeg havde overværet en paneldebat på Christiansborg, hvor fem danske politikere forholdt sig til spørgsmålet: “Hvad kan politikerne gøre for højtuddannede nydanskere?”

Fuente: ciudadanos-cs.org

Fuente: ciudadanos-cs.org

Parti-surferen Naser Khader berettede om sin egen karriere og gav det råd at gå til sport og være med i foreningslivet. Dermed kunne man få nogle forbindelser, og når man så ansøgte om en stilling, var det en god idé at aflevere den personligt, – det kunne jo tænkes, at man mødte nogen, man kendte, og det kan åbne døre. Og han anførte, at størstedelen af job går til nogen, der kender nogen, der allerede arbejder på stedet.

Desværre var tiden udløbet, så der kom aldrig svar på et indlæg fra salen: en nydansker udtrykte sin skuffelse over at være kommet til et højt besunget nordisk demokrati, hvis det i virkeligheden forholder sig sådan, at personlige kontakter giver bedre chance for at komme til jobsamtale, end de faglige, objektive kompetencer og kvalifikationer.

Har Khader virkelig ret – er “netværksaktivitet” nødvendig for, at højtuddannede nydanskere kan bidrage til regeringens målsætning om at iklæde Danmark diverse “førertrøjer”? Risikerer vi ikke, at nogle rent professionelt set særdeles egnede stadig sidder ved kassen i Netto, i stedet for at flytte forskningens frontlinie? Og gys, hvis det skyldes, at de ikke har “charme” i dansk forstand.

Grundig spansk artikel om Gürtel-sagen: http://es.wikipedia.org/wiki/Caso_G%C3%BCrtel

Om korruption en landkommune: http://www.hoy.es/20091023/local/juzgado-investiga-alcalde-plasenzuela-200910231935.html