Udlændighed 2.0

emigrantesI 1960’erne måtte mange spaniere fra landdistrikterne søge til de større byer i Spanien eller til udlandet, især Tyskland og Schweiz, for at tjene til livets ophold for sig selv, ofte også for familien.  Under mit ophold i Extremadura træffer vi ikke sjældent den tids emigranter, der efter et langt arbejdsliv er vendt tilbage til hjemegnen. De fortæller om, hvordan de i mange år kun så familien en gang eller to om året, og vi må huske, at det var før internet og skype osv. Typisk har de arbejdet i industri og byggeri, og ofte har de kunnet spare sammen til at bygge et stort godt hus på hjemegnen  til sig selv og børneflokken, incl. sviger- og børnebørn…

Nu udgår der fra Spanien en ny bølge denne gang af højtuddannede unge, som der er ikke plads til på landets arbejdsmarked. Bølgen har ramt Danmark, det kan vi læse på internet-fora for spaniere i udlandet.

Nogle kalder det den spanske lavine, krisens ‘desperados‘.

Hvordan er de så, når man møder dem her?

Næsten ingen af dem taler dansk. Mange mener, at de kan klare sig på engelsk, indtil de opdager, at deres engelsk til husbehov er næsten uforståeligt. Det er langt fra at slå til, når det gælder om at klare dagen og vejen.

De har hørt om de nordiske landes fortrin, men næsten ingen har fortalt dem om skyggesiderne.

Vores lave arbejdsløshedstal kan de udenad, og de sammenligner dem med de spanske. Det høje danske lønniveau får dem også til at tro, at de vil vinde ved at flytte, at de snart vil finde et godt job, at de vil kunne klare sig, for “i Danmark lever man godt”.

De fleste hævder, at de “er villige til at tage hvad som helst”, og de kan desværre heller ikke forvente noget bedre. De kommer hertil uden en uddannelse, der kan kvalificere dem til et job på det danske arbejdsmarked, allerede i Spanien holdt de sig flydende med forefaldende arbejde, og det har de også tænkt sig til en start her i Danmark. Andre satser på at fortsætte deres hjemlige løbebane, og de taler ikke gerne om, at de “foreløbig” gør rent eller arbejder på et lager. Nogle “heldige” finder plads på det danske arbejdsmarked, fordi de taler godt engelsk, kommer med en højere teknisk uddannelse og relevant erhvervserfaring, og den gruppe kan regne med en særdeles god løn. Deres eksempler er gode historier, som spredes fra mund til mund, bliver endnu bedre undervejs og skaber håb hos en ny lavine af desperate spaniere. Men de vil opdage, at konkurrencen er hård, at det som regel er absolut nødvendigt at kunne dansk, og at det vrimler med udlændinge af alle nationaliteter, der kun taler deres modersmål og mangler de kompetencer og kvalifikationer, som efterspørges her.

Alle emigranterne har de samme tre rejsekammerater: hjemlængsel, håb og ensomhed.

aventura
Danmark lyder anderledes, lugter anderledes, smager anderledes. Selv de, som forlod Spanien i vrede, selv de kan undertiden ved frokostens kolde rugbrødsmadder længes efter duften af moders gode landsuppe med det hele. En dag kommer de hjem fra jobbet og mærker, at der mangler noget: lyden af sportsreportagen i TV, naboerskernes stemmer i gården, duften af stegt fisk, der strømmer ud fra andre lejligheder i opgangen…  Nogle ryster hjemveen af sig, andre finder trøst i den skive skinke, de har haft med fra Spanien, den flaske sidra, der lå beskyttet mellem t-shirts i kufferten, den plade turrón, som familien har sendt med posten.

Det bliver til skatte, nydt i små portioner, og højtideligt budt til landsmænd, der kommer på besøg.  Og lækkerierne falder på et tørt sted! For i denne stund hos en anden spanier, der er havnet her tillands, føler man sig i et par timer atter hjemme, man er på ny 100% sig selv, og hjemveen slumrer hen.

Da kufferten blev pakket med kurs med det kolde Nord, kom der også drømme med i bagagen, samt planer og masser af opsamlet håb. “Jeg tager af sted, i starten må jeg tage, hvad jeg kan få, men når jeg først får lært dansk, skal jeg nok finde noget i min egen branche”. “Jeg finder bestemt noget at lave, det kan aldrig blive værre end i Spanien”. “Der mangler garanteret spansklærere, spansk er jo på mode”. Nogle har ganske konkrete planer. Nogle har en idé om, hvor de skal tage fat, de har undersøgt sagen på nettet, de ved, hvor det sner. Nogle tager af sted på lykke og fromme. Man har sparet op til en start, man kender nogen, en ven er allerede deroppe… For nogle lykkes det, andre bruger alle sparepengene op og må vende hjem til Spanien med mere eller mindre oprejst pande, atter andre klarer sig, omend på ingen måde efter planen. Nogle affinder sig med tingenes tilstand, andre forbander deres skæbne, adskillige har prøvet i årevis og vil nu vende hjem, så godt var der alligevel ikke i Norden.

adiosBag sig har de efterladt familie, venner, kontakter, og her kender de så godt som ingen; det er svært at få venner i Danmark. Sproget er den første barriere, den anden ligger i, at danskerne kommer sammen på andre måder. Ensomhedens lille abe sætter sig på skulderen. Den dukker op den dag, hvor man sidder derhjemme og ikke ved, hvem man skal fortælle om, hvad der er hændt én, og hvad man så følte. Man ringede hjem i går, og de gamle venner fatter ikke, hvordan det er her. Eller man får trang til at gå ud og få sig en øl, men hvem kan man mødes med? Det er måske søndag eftermiddag, i morgen kalder arbejdet, og nu har man lyst at gå i biografen eller se dagens  fodboldkamp sammen med nogen. Men det er danske hold, der spiller, kommentaren er på dansk, og nok er supermarkedets øl fortrinlig, men det er hverken San Miguel eller Estrella Galicia, og hvad er der ved at drikke alene?

Så griber man måske telefonen og ringer til den der herboende spanier, som man kender gennem internettet, som man mødte til en sammenkomst med 15 andre, og som virkede sej. Man fortæller hele sin livshistorie, og det er som om man har kendt hinanden altid, og hvis man ellers har råd i dette land, hvor alt koster dobbelt så meget som hjemme, så går man ud og får en øl sammen, der er kun et kvarter med S-toget ind til byen. Den lille ensomhedsabe falder i søvn et stykke tid. Men før eller siden vågner den igen. Den smuttede ubemærket med i kufferten, og den er ikke til at slippe af med.

Denne “lavine” af spaniere, drømmere, viljefaste, hårdtarbejdende, vindere og tabere, drevet af håb eller fortvivlelse, plaget af hjemve… Har vi plads til dem? Eller skal vi hellere spørge: Kan vi undvære dem?

Udenlandske videnarbejdere skaber vækst i danske virksomheder