Spansk politik, et spil for to

Stadig oftere og oftere ser man den politiske debat i Spanien reduceret til en konfrontation mellem to politikker, eller retter to politikere, en kamp, hvor det drejer sig om at kåre en vinder og udnævne en taber.

Handlingsprogrammer og eller planer for at regere landet kommer i bedste fald i anden række, og det politiske liv reduceres til et spil om at diskvalificere modstanderen og lægge strategier for at udmatte ham og slå ham definitivt.

Det drejer sig kort sagt om at udpege en vinder, det sejrende hold, som kan repræsentere det “gode” på bekostning af taberholdet, der skal stå for alt det “onde”.

I disse dage holder den spanske kongres sine sidste parlamenteriske forsamlinger inden sommerferien i august. Som det er skik og brug afholdes også en “Debat om nationens tilstand”, hvor regeringen gør status over det forløbne år, og de forholdsregler, man fremover vil tage, bliver fremlagt til oppositionens kritiske undersøgelse.

I år lægges særdeles alvorlige emner frem til debat: den økonomiske krise, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de offentlige udgifter, Cataloniens status inden for den spanske nationalstat, fremtidens pensioner… I betragtning af sagernes alvor ville man forvente en seriøs debat af forslag til fremtidige løsninger, som ville blive diskuteret af de forskellige politiske grupperinger, indtil man nåede til enighed omkring en plan for at arbejde for en økonomisk genopretning af landet. Men det er meget langt fra, hvad vi blev vidner til.

På ny måtte vi nøjes med en showpræget kamp mellem højre og venste, Partido Popular mod socialistpartiet PSOE, hvor parterne stillede op for at vinde over modstanderen med latterliggørende strategier, som skal fange vælgernes opmærksomhed med barnagtigheder frem for politiske argumenter. Og hvordan kan det være anderledes, når vælgerne til syvende og sidst er overbevist om, at det hele går ud på, at ens favorithold skal vinde, og der er kun to hold i spil?

Efter debatten om nationens tilstand stillede medierne kun det ene spørgsmål: Hvem vandt debatten, regeringschefen Zapatero eller oppositionens leder Mariano Rajoy? Man arrangerede rundspørger blandt læserne og omtalte resultatet af debatten i fodbold-vendinger: “Rajoy scorer mål”.

Fuente: La Razón

Det afhang af den enkelte avis’ politiske tilhørsforhold, hvem der blev kåret som vinder, og kun undtagelsesvis blev kåringen begrundet. Der var ingen overvejelser omkring regeringschefens plan for at komme ud af krisen, man forholdt sig ikke kritisk til hans argumentation, og man slog ikke ned på problemer, som han måske havde undgået at tage stilling til. Var oppositionens forslag måske mere effektive eller realistiske, har Rajoy bedre talegaver eller er hans regeringsalternativ indlysende overlegent? Det ved vi ikke, og det er åbenbart også uvedkommende. Det eneste, det drejer sig om, er at vinde, så ens egne tilhængere, ens fans, som også er fanatiske hooligans, vil hylde en som sejrherren, den, der scorer målene og vinder debatten. Uanset om holdet er til højre eller til venstre, så skal det med djævelens vold og magt slå modstanderne, som er roden til alt ondt.

Der er nu gået et stykke tid siden debatten, det politiske liv er tilbage i de vante folder, men dag ud og dag ind er strategien den samme. Uanset hvilken avis, man åbner, finder man eksempler på tidsrøvende forsøg på at diskvalificere de politiske modstandere, dvs. at der bliver mindre tid til at søge løsninger på de alvorlige problemer, landet står over for.

For nogle dage siden anklagede første vicepræsident María Teresa Fernández de la Vega modstanderne, Partido Popular, for at have ønsket nederlag for “de røde” – det rødklædte fodboldlandshold. Denne anklage bragte oppositionen i harnisk. Kunne man finde et bedre våben mod sine politiske rivaler end at anklage dem for ikke at holde med de verdensmestre, vi netop er så stolte over? Kunne man finde en mere populistisk måde at appellere til “manden på gaden”?

Samme dag kom PP’s ordfører, Soraya Sáenz de Santamaría, på banen. Hun citerede nogle vers fra det kendte skuespil “Don Juan Tenorio”, ikke blot for at illustrere sin pointe på en festlig og farverig måde, men især for at sætte sin politiske modpart María Teresa Fernández de la Vega i skammekrogen: hun havde nemlig citeret en sætning fra Don Juan-stykket forkert i en avis. Det er selvfølgelig en alvorlig fejl i regeringsførelsen, som må påtales fra parlamentets talerstol. Er det dog ikke langt mere kritisabelt end regeringens økonomiske program eller dens indstilling til, hvordan Catalonien kan og skal styres?

Fuente: Afp

Så længe offentlighedens opmærksomhed holdes fangen i denne kamp mellem to fløje, dette spil, som er opfundet af deltagerne selv, og hvor man nødsages til at vælge den ene banehalvdel, så bliver søgelyset flyttet fra de væsentlige problemer, og det sløres, at de, som burde arbejde for at løse problemerne, er uduelige eller ligeglade.

Hvis det lykkes at overbevise vælgerne om, at der kun er to mulige alternativer, vil spillet altid være behersket af de samme spillere, som bare skal skifte banehalvdel med regelmæssige mellemrum, i dag som opposition, i morgen som regering.

Det er unægtelig nemmere at finde på platte vitser, skjulte fornærmelser, satiriske rim eller rette slag under bæltestedet, end at udarbejde en planlægning for økonomi, socialpolitik og arbejdsmarked, når man vil regere landet.

Hvor genialt at reducere politik til en konfrontation mellem to spillere, hvor det kun kan gavne de to.

Vinderen af debatten:
El 70% de los internautas de La Razón creen que Rajoy ganó
Zapatero ganó a Rajoy en el Debate sobre el estado de la nación según el CIS
Rajoy gana por la mínima
La mayoría de españoles cree que ni Zapatero ni Rajoy ganaron el debate
Zapatero versus Rajoy: un debate sin ganador
Zapatero ganó el Debate sobre el estado de la nación por quinta vez
Zapatero ganó el debate a Rajoy por 4,8 puntos
¿Quién ha ganado el debate?

Indlæg i parlamentet:
Zapatero asegura que pedirá “nuevos esfuerzos” en los Presupuestos

Uduelige pak, i ødelægger Spanien

I spansk politik er det efterhånden kommet på mode at bruge hverdagsudtryk, undertiden ret grove, i politiske debatindlæg. Man prøver at være folkelig ved at tale samme sprog som “den brede vælgermasse”. Man låner formuleringer fra populære komikere, vendinger og talemåder, desværre ofte hverken dækkende eller korrekt formuleret, fængende punchlines, til og med rene fornærmelser er ved at blive hverdagskost.

Fuente: Publico.es

Fuente: Publico.es

Forleden dag fik -politikeren fra PP (Partido Popular) Cristóbal Montoro, som var finansminister i den forrige regering, stående bifald fra et helt stadion ved råbende at karakterisere det nuværende regeringsparti med ordene: “Uduelige pak, i ødelægger Spanien”.

Ifølge avisen El Mundo blev det højdepunktet på hans indlæg til partifællerne. Jeg håber så sandelig, det er ironisk ment, når artiklen tilføjer: “En stjerne er født, en lille taler af format”.

Denne måde at “argumentere” på minder fuldstændig om de kulørte magasinprogrammer, der florerer på spansk TV. Her diskuterer ”berømte” deres affærer, konflikter og utroskab med såkaldte journalister som “ordstyrere”. Disse “debatter” skal først og fremmest fastholde seerne, og de foregår under skrig og skrål, deltagerne sviner hinanden til, anklager hinanden for at lyve og manipulere. De laver scener, forlader oprørte studiet, og vender alligevel tilbage næste gang eller i et tilsvarende program på den konkurrerende kanal. Disse programmer stiller ikke de store intellektuelle krav, – og de har høje seertal.

Det er måske årsagen til, at politiske debatter og de politiske lederes optræden mere og mere ligner talkshows. Man oplever, at slagord kopieret direkte fra damefrisøren nede på hjørnet “fremmer forståelsen” af ens politiske meninger.

Vi ser således et skilt, under Montoros mikrofon, med teksten: “Mindre skatter og flere arbejdspladser” med reference til to emner, der står højt på den politiske dagsorden i øjeblikket. Regeringen bebuder skattestigninger, og arbejdsløsheden er steget til over 18%. Montoro anklager regeringen for at “dræne alle borgeres pengekasser”, han siger, at de burde gemme hovedet under bordet og at krisen fælder vores ungdom. Han erklærer, at hvis hans parti var ved magten, så ville regeringen sænke skatterne, og der ville ikke være nogen krise, de ville få Spanien op fra sumpen ligesom de gjorde i 1996. Ikke et ord om, hvordan det skulle ske, ikke antydning af analyse eller detaljerede planer.

Den tidligere finansminister leverede ikke andet end tomme ord, fraser og klicheer, udtryk i de mest banale hverdagsvendinger. Han redegjorde ikke for fremtidige regeringsplaner, han forklarede ikke, hvilke af den nuværende regerings tiltag der er ved at ruinere Spanien, vi fik heller ikke at vide, hvorfor skatterne skal sænkes i stedet for at hæves, eller hvilken handlingsplan der skal få Spanien op af sumpen. Råbet “Uduelige pak, i ødelægger Spanien” var nok til at slå hans synspunkt fast og sætte mod i forsamlingen.

Cristóbal Montoro er ikke et enestående tilfælde. Der er mange, som følger den nye mode i håb om at gøre sig populære hos befolkningen og partifællerne, i stil med de talkshows, hvor vinderen er den, der råber højest og sviner modstanderen til med de groveste udtryk. Hvis man taler på sin egen TV-kanal, er man også sikker på bifald.

Fuente: http:disenodepaginasweb.net

Fuente: http:disenodepaginasweb.net

Det værste er, at denne stil ser ud til at give bonus. PP-tilhængerne hyldede Montoro, og hver eneste nyhed fra regeringen giver anledning til hundredvis af kommentarer af typen: “Store idioter”, “Zapatero må gå af”, “Tyveknægte, I aner ikke, hvad I gør”… Hvis det ikke længere er nødvendigt at informere vælgerne, men de blot har det med politik som med fodbold, dvs. de holder ubetinget med deres eget hold og skælder ud på dommeren, jamen så er det da klart, hvad vej man vil gå. Ud med information, på banen med kraftudtrykkene.

Men måske alligevel ikke: mange vælgere har jo ikke glemt, at målet for den politiske debat ikke er at skaffe stemmer for enhver pris, men at finde frem til den bedste måde at regere landet på, så man sikrer bedst mulige livsbetingelser for borgerne. Og det kræver ikke fængende punchlines, men konkrete politiske handlingsplaner over for de problemer, Spanien må slås med. Man må også håbe, at de politikere, der nu står i spidsen for nationen, de som tidligere gjorde det, og de som håber at komme til det, vil være i stand til at debattere ordentligt, med rationelle argumenter, og ikke mindst med respekt for modparten. Det drejer sig ikke om at skildre de politiske modstanderes reelle eller påståede fejl, nej, man må opstille alternativer i form af sociale, økonomiske og politiske strategier.

Det, der er ved at ske med det politiske sprogbrug i Spanien truer med at ødelægge den demokratiske dialog i selve dens grundvold, eftersom der knap præsenteres strategier eller initiativer, som det er værd at drøfte. Dermed er det umuligt at nå til enighed og kompromis, man griber til den gamle kunst at “regere omvendt” – dvs. gøre lige det modsatte af det, de andre har gjort.

Til slut en advarsel til dem, der måske læser dette med et overbærende smil, stolte over at bo i Danmark, hvor “den slags ikke sker”. I Spanien er det ikke sket fra den ene dag til den næste. Det begyndte med, at en politiker spontant brugte et folkeligt udtryk, der tog kegler, med at en partipolitiker deltog i en TV-debat fast besluttet på at forhindre alle andre i at få ordet, og med at nogle fik den lyse idé at indlemme “manden på gadens” fordomme og lave instinkter i deres partiprogrammer. Er Danmark immun over for en sådan udvikling?

Kilde: Montoro al gobierno: pedazo de inútiles, estáis arruinando España.

Om den politiske debat i Danmark:
Farvede ord ødelægger den politiske debat
Spindoktor: Politikere er jo ikke som Martin fra X Factor!

Tags: , .