CBS for viderekomne II

Måske husker nogle dette indlæg:

http://blogapp.binson.dk/?p=413

Nu er der gået over tre måneder, siden jeg skrev til hhv. rektor, studiechef og sekretariat på Copenhagen Business School for at bede om en forklaring og anmode om, at min sag blev slettet.

Jeg forventede ærlig talt ingen forklaring på, at jeg optrådte som studerende ved CBS efter i to omgange at være blevet afvist, men jeg stolede dog på, at man ville slette min sag fra arkivet, sådan som man telefonisk havde forsikret mig om, at det ville ske.

Ikke desto mindre konstaterer jeg, efter at der er gået tre måneder uden svar fra nogen af de instanser, jeg henvendte mig til, at min sag aldeles ikke er slettet.

Begivenhederne tager nu en drejning, som gør denne sag stadig mere komisk og absurd, idet jeg modtager et brev om en spørgeskemaundersøgelse med titlen ”eurostudent”, iværksat af ministerierne for videnskab, undervisning og kultur. Man vil spørge mig – som europæisk studerende ved et dansk universitet ! – om min mening om de danske undervisningsinstitutioner og deres studerende.

I følgebrevet står der: “Vi har i øvrigt fået dine kontaktoplysninger af din uddannelsesinstitution”.

Dette kan kun betyde, at jeg stadig er registreret som aktuel eller tidligere studerende ved CBS København, idet jeg aldrig har søgt eller fået optagelse på nogen anden uddannelsesinstitution i dette land.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig kan undre mig. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal stille op, når jeg allerede såvel skriftligt som telefonisk har prøvet at få fejlen rettet. Jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende mig til, når jeg hverken har kunnet få et svar fra rektor, studiechefen eller sekretariatet.

Her står jeg så, endnu en dag fastholdt i min status som spøgelsesstuderende ved CBS København.

Alt kan købes for penge

Spanien tabte den første kamp i VM, imod al forventning. Så da vi satte os til rette for at se kampen  mod Honduras i mandags, var vi nervøse. Skulle europamestrene forlade verdensmesterskaberne efter bare to kampe?

I kampens 17. minut scorer David Villa det første mål, så er vi i salveten og ånder lettet op.  1-0, ikke ringe.

Kilde: AP

I begyndelsen af anden halvleg får vi igen nervøse knopper. 1-0 kan nemt gå hen at blive til uafgjort. Og så ville det være ude med os.

I 57. minut gør Villa det igen. Mååål og… hvad er den af? Triumferer manden ikke som en tyrefægter?

For at fejre målet gør Villa en usædvanlig gestus, noget som han aldrig før har gjort, han hilser publikum som en sejrende toreador. OK, det ser rigtig godt ud, typisk spansk, måske er det derfor, han gør det, det er måske en tribut til den tidligere Barcelona-spiller Luis Enrique, som også stoltserede over sine mål på den måde… hm.

Vi vinder kampen! Spanien går videre i VM.

Men medierne beskæftiger sig ikke nær så meget med selve sejren som med Villas tyrefægterpositur.

Sportsavisen Marca hævder, ifølge mere eller mindre troværdige kilder, at Barcelona-tilhængerne ikke bryder sig om det, på grund af den omstridte lov om at forbyde tyrefægtning i Catalonien. Men nu raser diskussionen på mange fronter – tilhængere over for modstandere af tyrefægtning, tilhængere af Cataloniens selvstændighed, nationalister, spaniolister, der er modsætninger nok at piske op.

Til syvende og sidst er det helt hen i vejret, for i det øjeblik, Villa scorede det mål, der gav landsholdet håb om at blive i VM, kredsede hans tanker såmænd om en McDonalds-reklame.

David Villa er hovedpersonen i en reklamekampagne for McDonalds, hvor han laver boldtricks med en burger-pose formet som en bold. I det øjeblik han scorer, fejrer han det ved at hilse “tilskuerne” med et McDonaldsglas i hånden muligvis på samme måde, som en tyrefægter ville hilse sine tilhængere rundt om arenaen muligvis, som Villa selv hævder, en skål til ære for tilskuerne. Kampagnens slogan lyder: Celebra igual que Villa, sus goles en SudÁfrica (Gør som Villa, når I fejrer hans mål i Sydafrika).

Spilleren scorer mål, løber rundt på banen, og hans tanker går ikke ud til de spanske tilhængere, der jubler og hopper i vejret af glæde over landsholdets sejrrige spil, mens de synger Villas navn, heller ikke til holdkammeraterne, der har kæmpet hele kampen for denne anden målchance, ej heller til familien i Asturien, der følger knægtens præstationer via TV. Nej, han holder hovedet koldt, husker, hvem der betaler ham, og fejrer målet nøjagtig som i reklamen, så dens slogan bliver opfyldt.

Vi ved jo godt, at fodbold er business, men alligevel er vi skuffede. Vi føler os jo som en nation, mens vi overværer kampen, og tænker, at dem dernede på banen er vores repræsentanter, at sejren er ærefuld for vores land, – men nu er det som et slag i ansigtet at se, at spillerne er der slet og ret for pengenes skyld, drevet af den tarveligste grådighed. Det er ikke nok med millionkontrakter hos hjemmeholdene (Villa har lige skrevet en kontrakt på 7 millioner euros om året med Barcelona), det er for lidt, at den spanske fodboldunions bonus’er for vundne kampe og målscoringer er de højeste i verden, nej, nej, man må holde hovedet koldt, mens det indre kasseapparat løber løbsk, fordi man fejrer sit mål på den måde, som sponsorerne har bestemt.

Alt kan købes for penge.

Til næste VM skulle vi måske erstatte nationalmelodien med “I’m lovin’ it”, men selvfølgelig kun hvis der først bliver betalt ved kasse 1.

Kilder:
http://blogs.elpais.com/trending-topics/2010/06/mcdonalds-patrocina-los-goles-de-espana.html
http://es.eurosport.yahoo.com/23062010/47/mundial-2010-carnaza-celebraciones-villa.html
http://www.puromarketing.com/9/7502/la-publicidad-salta-terreno-juego-durante-mundial-goles-villa.html
http://www.latrinchera.org/foros/showthread.php?29316-Gesto-por-celebraci%F3n-de-Gol-obra-de-Mac-Donald.
http://www.youtube.com/watch?v=px74ALDIZ1g

Ordskred

Mediemaskinen forvandler medfølelse til hån

Jyllandsposten online bringer d. 24. juni en uhyggelig overskrift: »Spansk minister håner togofre«.
Ordvalget i artiklen underbygger billedet af en nærmest skadefro moralprædikant. Jeg citerer ordret:

»De skulle have vidst bedre. “Man går aldrig, aldrig, aldrig over togspor”. Sådan siger den spanske minister for togsikkerhed, Jose Blanco (…) “Alt tyder på slendrian,” siger ministeren, der‚ ifølge nyhedsbureauet AP‚ håber, at tragedien vil få andre passagerer til at forstå, at de skal overholde reglerne. « Citat slut.

Hvad er det så, der står hos AP – Associated Press ? Jeg citerer:

»Development Minister Jose Blanco denied claims the underpass was poorly marked, and insisted that passengers should have known that “you never, never, never cross the tracks.”

“Everything pointed to negligence,” Blanco added, saying he hoped the tragedy would make riders understand that they must obey station rules.«

AP skildrer altså Blanco som en, der peger på, at regler må overholdes, men ikke som en iskold udeltagende skolemester. Læg mærke til, at der bruges ordet “tragedie” om ulykken.

Lad os nu se på de spanske mediers beretninger om, hvordan ministeren og regeringen handlede og udtalte sig.

Fuente: La Sexta noticias

Det drejer sig om den værste spanske togulykke i syv år. Lidt før midnat onsdag d. 23. juni havde mange mennesker taget lokaltoget ud for at fejre Sankt Hans i den populære badeby Castelldefels sydvest for Barcelona.

Der er en tunnelpassage fra perronen over til stranden, men det var mørkt, passagen var muligvis ikke klart afmærket – og der var kø. Så mange passagerer valgte at gå lige over togsporet. I det samme kom et gennemkørende Alaris-intercity-tog. Det ramte 30-40 mennesker, og 12 blev dræbt. Hovedparten af de berørte er fra Sydamerika.

Spaniens regeringschef udtrykker torsdag sin deltagelse med de efterladte og lover, at regeringen vil støtte de sårede.

Minister for erhverv og offentlige arbejder, José Blanco udtrykker sin medfølelse og solidaritet med ofrene og deres familier, og begiver sig til Castelldefels for at møde de efterladte og de sårede på hospitalet.

Han vil iværksætte en undersøgelse, der skal opklare alle omstændigheder ved ulykken. Men han siger, at alt tyder på, at det skyldes uforsigtighed, idet man ikke har benyttet den underjordiske passage, men er gået direkte over sporet, noget der er totalt forbudt. “Vi ved allesammen, at man ikke kan gå over en motorvej, og man må være lige så forsigtig med togspor”.

Dette udsagn har Jyllandsposten via AP’s referat gjort til, at ministeren håner ofrene. Ikke et ord om hans kondolence og omgående deltagelse på ulykkesstedet! Hvordan havde det set ud, hvis Jyllandspostens redaktion havde haft direkte adgang til spanske medier?

Kilder:
http://www.elmundo.es/elmundo/2010/06/24/barcelona/1277333218.html
http://www.20minutos.es/noticia/746340/0/blanco/imprudencia/castelldefels/
http://www.elpais.com/videos/espana/Blanco/accidente/produjo/causa/imprudencia/cometida/parte/victimas/elpepunac/20100624elpepunac_9/Ves/#
http://hosted.ap.org/dynamic/stories/E/EU_SPAIN_TRAIN_FATALITIES?SITE=ALMON&SECTION=HOME&TEMPLATE=DEFAULT

http://jp.dk/udland/europa/article2109005.ece

CEMCUDD III

Jessie Willcox-Smith - Books in Winter

Imagen: Jessie Willcox-Smith - Books in Winter

El sistema de bibliotecas

Durante mucho tiempo, la maleta que volvía de España siempre traía un pesado fondo de libros: Novelas, libros de historia, ensayos psicológicos, volúmenes sobre atención al cliente o comunicación corporativa, cuentos… Aunque las ruedas de mi equipaje aún sufre bajo el peso de las lecturas destinadas a los meses por venir, cada vez un poquito menos gracias al fantástico sistema de bibliotecas danés.

Vivo en un pueblecito pequeño, tan pequeño que no se permite el lujo de tener biblioteca, pero la verdad es que no la necesita porque, aún sin ella, tengo a mi disposición cualquier libro que se encuentre en cualquier biblioteca pública danesa. ¿Cómo es posible?

Los catálogos de todas las bibliotecas de Dinamarca están accesibles a través de una única dirección de Internet: www.bibliotek.dk. En su página principal está a disposición del usuario el habitual formulario de búsqueda por autor, título, tema, idioma, formato, etc… Una vez localizado  el libro a adquirir en préstamo, con un simple click se obtiene una lista de las bibliotecas que cuentan con dicho volumen entre sus fondos. Si hay suerte, estará disponible en la biblioteca de tu ciudad con lo que se puede reservar e ir a recoger allí. Pero, ¿y si ese ejemplar sólo se encuentra disponible en una ciudad a 300 kilómetros de tu casa? No hay problema, lo reservas igualmente y desde allí lo envían a tu localidad para que puedas ir a recogerlo y disfrutar de él del mismo modo que lo harías con un libro perteneciente a los fondos locales.

¿Y los que vivimos en pueblecitos pequeños, tan pequeños que no se pueden permitir el lujo de tener biblioteca? Para nosotros hay un bibliobus, que viene cada día, donde podemos recoger, entregar y encargar los libros que deseemos.

Todo el servicio es gratuito y no existe ningún límite en la cantidad de libros que puedes tener en préstamo. El paraíso para los lectores compulsivos que no sabemos dormir sin nuestra ración diaria de historias y vidas ajenas, de evasión a otros mundos, de relatos llenos de magia, poesía, belleza o realismo desgarrador que nos hacen pensar o nos ayudan a soñar.

Cuando aprobar resulta rentable

Aprobar sin estudiar, el sueño de todo alumno perezoso, parece posible en Dinamarca gracias a una ley que otorga dinero a las universidades en función de los alumnos que superan un examen.

Fuente: dpa/tmn

Una encuesta realizada en Dinamarca entre 500 profesores universitarios ha revelado que un tercio de los mismos aprueban a estudiantes que no tienen el nivel o los conocimientos necesarios para pasar la prueba. Dicen hacerlo presionados por los rectores de las universidades que priman los intereses económicos por encima del nivel educativo. Estos mismos docentes aseguran haber reducido el nivel de exigencia de sus asignaturas para que un mayor número de alumnos se presente y supere los exámenes.

La polémica ley se llama “taxameterordning” y fue establecida en 1993 como sistema de financiación de las universidades danesas que reciben dinero cada vez que un alumno supera un examen. La ley relacionaba directamente la calidad de la enseñanza con el número de licenciados, entendiendo esta cantidad como un índice de productividad al estilo empresarial. Pero lejos de derivar en un aumento cualitativo de la formación, ha llevado a que las instituciones intenten conseguir el mayor número posible de aprobados a cualquier precio, a costa del nivel de la enseñanza impartida y de la profesionalidad de los futuros médicos, ingenieros, farmacéuticos o periodistas que cada año salen de las aulas.

La encuesta, realizada por el periódico Jyllands Posten, destapa una realidad que ha minado la confianza en la calidad de la enseñanza universitaria en el país y que pone en entre dicho su sistema educativo.

Sin embargo, resulta paradójico que, tanto a pie de calle como a nivel empresarial, se tiene el convencimiento de que la educación danesa es muy superior a la que se puede recibir en cualquier otro país. Por ello, en muchos casos, se prefiere contratar a aquellos que ostentan títulos locales frente a la contratación de inmigrantes por muy abultado que resulte su currículum o muy prestigiosa que sea la universidad que firma sus licenciaturas. Es más, el instituto encargado de convalidar los títulos extranjeros tiene una tendencia patológica de calificar “a la baja”. Así es normal encontrarse con licenciaturas que son homologadas como bachelors o ingenieros, químicos o informáticos a los que no se reconoce su título por no tener esta o esa otra asignatura de idioma danés, como si se fuera menos arquitecto o biólogo en otros idiomas.

Y con todo este jaleo, viendo cómo las universidades reducen su nivel de exigencia y conceden aprobados a alumnos que objetivamente no han sido capaces de pasar su examen, con mi título universitario español en la mano, que tantas horas de estudio y tanto esfuerzo me dio obtener en una universidad dónde no regalan nada, un título que cuesta convalidar o al menos que sea reconocido como algo más que un trozo de papel de colores llamativos… hay un pensamiento que no deja de rondarme la cabeza: ¿Debería sacarme un título danés? Parece tan fácil…

Fuentes:

Dansk Erhverv forsvarer taxameterordning
Aamund om universiteter: Jeg er oprørt
Tankens fabrik
Ministeren står fast på taxameterordning
Uegnede studerende får lov at bestå

Yes, we want

Madrid-regionens præsident Esperanza Aguirre har lagt sig i selen for at indføre “tosprogede” skoler i området, dvs. at børnene fra ganske små skal undervises på både engelsk og spansk. Et reklamebureau er sat på opgaven med at udbrede kendskabet til dette tilbud. Kampagnen føres under slogan’et “Yes, we want”.

Desværre har nogle pedantiske engelsk-kyndige påpeget en grammatisk fejl – det burde hedde “Yes we want to”. De omtalte kværulanter spørger, hvordan de pædagogiske sagkyndige dog har kunnet godkende denne ukorrekte formulering. Kritikken preller imidlertid totalt af på de ansvarlige, – man er uhæmmet begejstret for at ligge i baghjulet på Obama med en slagkraftig overskrift for en kickstart til den opvoksende ungdom. Man mener åbenbart, at engelskkundskaber, uanset korrekthed, vil være en styrke i den globaliserede verden, hvor eleverne skal udfolde sig efter skolen.

Ret beset har eksotiske handelsfolk jo også lige siden kolonitiden haft kommerciel succes ved at tale pidgin-engelsk. Bemærk, at “pidgin” er englændernes foragtelige efterligning af kinesernes udtale af ordet “business”. I betragtning af udviklingen i kinesisk økonomi og politiks hegemoni er spørgsmålet bare, om det ikke ville være en bedre start for de små, hvis pædagogerne i den tosprogede skole talte kinesisk frem for engelsk?

Kilde: El País

Kilde: blogs.publico.es/apuntesperipateticos

Porno disfrazado de reality o todo lo contrario

Tríos, desnudos integrales masculinos y femeninos, relaciones lésbicas, sexo explícito en cada episodio… Bienvenidos a Paradise Hotel, el reality show de moda en Dinamarca.

Foto: Ekstra bladet (Rasmus Flindt Pedersen)

Paradise Hotel se emite de lunes a jueves, a las diez de la noche, en una de las cadenas convencionales danesas. El programa consiste en un grupo mixto de jóvenes que conviven por un tiempo en un hotel de lujo en México formando parejas, que se alían y traicionan constantemente para continuar o no en el programa,  y dónde al final sólo quedará la pareja ganadora. Los concursantes son forzudos despampanantes que se pasean en bañador junto a bellezas nórdicas de grandes pechos y estrechas cinturas que siempre visten ligeras de ropa. Una delicia para los sentidos.

Dado que el roce hace el cariño, no ha sido extraño que, a base de compartir la misma habitación y dormir en la misma cama, se generan parejas en este show que no sólo se propiciaran arrumacos sino que en ocasiones, cubiertos de la mejor manera posible por las sábanas, practicaran el sexo. Es más, el sexappeal  o la habilidad para mercadear con el encanto personal se han utilizado como arma a la hora de crear alianzas aunque esto implicara una cierta traición o infidelidad dentro de las parejas formadas al albor del show. En la edición anterior, uno de los que se perfilaban como vencedores, y sin duda el que adquirió un nivel de fama mayor, fue un chico, experto en compartir su cariño, que pudo alardear de ser el primero en tirarse a tres mujeres diferentes a lo largo del programa.

Kilde: TV3

Este año llegamos a la novena edición y los participantes han entrado con una lección aprendida, el sexo abre puertas, crea alianzas, genera fama. Por ello, cada edición del programa se convierte en una bacanal romana, especialmente después de las fiestas nocturnas en las que se abre la barra libre y el nivel etílico sube entre los concursantes. En ese momento, entre bailes más o menos provocadores y desnudos más o menos integrales, se puede ver a mujeres besándose a tornillo con la esperanza de provocar a sus compañeros masculinos, parejas follando en los sofás mientras otros disfrutan del espectáculo, chicas que deciden permitir que uno de sus compañeros disfrute de sus encantos a dúo, sexo explícito más o menos convencional con más o menos sábanas de por medio… Incluso algunos concursantes ofrecen abiertamente sexo a cambio de votos para mantenerse en el show.

Los participantes aseguran que no se comportan dentro del hotel de manera diferente a como lo hacen en la vida real. Por tanto hemos de suponer que cuando Peter, uno de los favoritos, alardea de ser el primero en el reality de haber estado dos veces “entre dos pares de tetas de silicona”, no se debe a una actuación sino que en su día a día también considera que una mujer no es más que sus pechos. Si cada una de las participantes femeninas practica o intenta practicar el sexo con un determinado concursante una y otra vez como apuesta para seguir en el show, será que están convencidas de que vender sus encantos es una buena manera de conseguir sus objetivos. Tan normal, tan normal, son estos comportamientos que, cuando alguien califica el hotel de burdel o la oferta sexual como moneda de cambio para continuar en el show de prostitución, hay quien se lleva las manos a la cabeza y dice que así son los jóvenes y que el mismo espectáculo se ve en cualquier playa.

Curioso alarde de exhibicionismo, promiscuidad y sexo vacío de sentimientos para conseguir algo tan efímero, tan impalpable como la fama. El ansia de “ser conocido” más allá de todo límite.

Algunos momentos del programa:

http://ekstrabladet.tv/flash/article1324959.ece
http://ekstrabladet.tv/flash/article1319100.ece
http://ekstrabladet.tv/flash/article1315618.ece

Un par de artículos críticos con el programa (en danés):

Paradise: Der er noget om Porno-snakken
Paradise er prostitution og kneppe-tv
Paradise er en verden, der ikke eksisterer

CBS for viderekomne

Hvordan jeg ikke blev, og dog blev, men endte med ikke at blive optaget på CBS

Ganske vist er formålet med denne blog ikke at berette om mit privatliv, men nu har jeg været ude for noget så absurd, at jeg ikke kan forbigå det i tavshed.

Min historie begynder for et år siden, da jeg besluttede at søge ind på cand.ling.merc.-studiet ved CBS i København. For at blive optaget skulle jeg have 30 ECTS-point i spansk sprog og mindst 7 i hver delprøve til studieprøven for udlændinge.

Jeg søgte optagelse på baggrund af en kandidateksamen i kommunikation (Licenciatura en Ciencias de la Información) fra universitetet i Salamanca. Efter et femårigt studium skriver man et speciale, og går derpå til eksamen i hele stoffet fra alle fem år. I studietiden er man i talrige praktikophold ved forskellige nyhedsmedier. Efter universitetet har jeg opbygget mere end ti års professionel erfaring inden for marketing, kommunikation og PR i Spanien.

Kilde: Xavier977 trivago.com

Kilde: Xavier977 trivago.com

På ansøgningstidspunktet var jeg i gang med forberedelserne til studieprøven, og jeg tvivlede ikke på, at jeg nok skulle bestå den, eftersom jeg havde været i stand til at studere merkonom-modulet: ”virksomhedskommunikation” på lige fod med danske kursister, og opnåede karakteren 12 til eksamen, der bestod i en mundtlig fremlæggelse af min projektopgave.

Derfor blev jeg meget forundret, da jeg modtog et brev fra CBS, hvori jeg fik afslag på ansøgningen, fordi jeg ikke havde de nødvendige 30 ECTS-point i spansk. Jeg antog, at der forelå en fejltagelse, at man måske ikke havde læst/forstået den medsendte dokumentation, som i alle detaljer var oversat til dansk, eller at den var gået tabt undervejs i administrationen. Jeg kunne ikke forestille mig, at et 5-årigt sprogligt baseret studium ved et spansk universitet blev vurderet til mindre end 30 ECTS-point! Jeg vidste jo, at det virksomhedsmodul, som kunne tages på et halvt år i fritiden, talte for 10 ECTS-point!

Som en ekstra lille ”artighed” var afslaget vedlagt en brochure med titlen “Welcome”, der bød mig velkommen på campus og oplyste om alle faciliteterne.

Jeg sendte en klage over denne uforståelige afgørelse til rektor, den eneste klageinstans, hvis egenmægtige afgørelse reelt ikke kan ankes.

Til dette formål samlede jeg al mulig dokumentation og anvendte Cirius’ tabeller for omregning af udenlandsk merit. I klagen redegjorde jeg desuden detaljeret for, hvorledes jeg år for år under mit studium havde haft kurser i skriftlig og mundtlig fremstilling, spansk lingvistik, Spaniens historie og samfundsforhold, litteratur osv.

Jeg modtog et fornyet afslag, hvor rektor bekræftede, at jeg ikke opfyldte betingelserne for optagelse. I dette svar var de 30 ECTS-points i spansk pludselig blevet fordoblet til 60 ECTS-points i spansk lingvistik, hvilket man altså ikke mente, jeg havde, og min 5-årige kandidateksamen blev gang på gang benævnt bachelor.

Jeg mangler ord for at beskrive min krænkelse og afmagt ved læsningen af dette brev. Men jeg indså, at her var intet at stille op, og jeg besluttede at glemme sagen og tage til efterretning, at sådan træffes der åbenbart afgørelser her til lands…

Kilde: CBS.dk

Kilde: CBS.dk

Men det blev ikke enden på min historie med CBS. For kort tid siden modtog jeg et brev, hvori man underrettede mig om, at jeg var blevet udmeldt af cand.ling.merc, fordi jeg havde forsømt at tilmelde mig til andet semester. Andet semester? Jeg kom jo slet ikke ind på første semester… På magisk vis har jeg ikke desto mindre hele efteråret figureret som studerende på det studium, hvorfra jeg to gange var blevet afvist. Mit navn har altså stået på holdlisten, og til en række semesterprøver er jeg “ikke fremmødt”. Tænk en gang!

Det er ubegribeligt. Hvordan går det til, at jeg har stået som tilmeldt i al den tid? Hvordan kan det lade sig gøre at ingen på noget tidspunkt har kontaktet mig for at spørge, hvorfor jeg ikke mødte op til undervisningen, hvorfor jeg ikke afleverede opgaver og hvorfor jeg ikke mødte op til prøverne?

Sekretariatet har mundtligt bekræftet, at det er taget til efterretning, at jeg har fået afslag. De har forsikret, at jeg vil blive slettet fra deres arkiver. Men jeg har efterhånden ikke skyggen af tillid til CBS og deres arbejdsrutiner, og derfor har jeg sendt dem en anmodning om skriftlig bekræftelse af, at min sag er slettet, så jeg ikke for fremtiden risikerer prædikatet “forsømmer undervisningen”.

Det er vel ikke urimeligt at forvente, at en læreanstalt, der profilerer sig som Copenhagen Business School, lever op til de strengeste krav til kvalitet og ordentlig embedsførelse. At såvel administration som ledelse er på niveau med store europæiske universiteter, der behandler enhver studerende seriøst og ud fra gennemsigtige, objektive kriterier. Hvor administrationen bestræber sig på at formindske fejl så vidt det er muligt, og råder bod på fejl på en effektiv og respektfuld måde.

Desværre giver mine erfaringer med forretningsgangen på CBS mig grund til at mene, at der er lang vej, før de når op i den topklasse, regeringen sætter som mål for det danske uddannelsessystem.

Siestaen – et nationalt klenodie?

I Spanien går bølgerne højt omkring fænomenet tyrefægtning. Regionen Catalonien har flertal for at afskaffe “la Fiesta Brava” – til gengæld arbejder Madrid-regionens præsident Esperanza Aguirre for at tyrefægtning bliver anerkendt som ‘Bien de Interés Cultural’ – en bevaringsværdig tradition.
Det er blevet advokaten Daniel Dorado for meget. Han er specialist i dyrebeskyttelse og har nu indgivet en ansøgning om at få Siesta, det berømte sydlandske middagshvil, anerkendt som ‘Bien de Interés Cultural’. Han anser sine begrundelser for mindst lige så vægtige som tyrefægter-entusiasternes.

Dorado anfører, at siestaen er et kulturelt fænomen af ganske særlig relevans og betydning, en kunstart, der fortjener beskyttelse. Siden tidernes morgen har den haft sin plads i spansk såvel som international kultur, nobelpristageren Camilo José Cela kaldte den for “iberisk yoga” og understregede, at den skulle udføres “i pyjamas, med Fadervor og natpotte” – og store mænd som Albert Einstein og Winston Churchill dyrkede også middagshvilet.
“Desværre trues siestaen i vore dage af et afsindigt tempo. Men hvis den forsvinder, vil vort land vakle og geråde i kaos” hævder advokat Dorado.
Han anfører ligeledes, at udøverne træffes såvel i Madrid-regionen som i resten af Spanien, hvormed lovgivningens betingelser for at opnå status som ‘Bien de Interés Cultural’ er opfyldt.
I givet fald vil det påhvile regionalregeringen at lette borgernes adgang til at holde siesta, f.eks. ved at opstille lejer på offentlig vej. Ligeledes må ‘iberisk yoga’ indgå i skolernes undervisning.
Når det offentlige skal tage stilling til, om en aktivitet, der går ud på at dræbe tyrene efter at have tilføjet dem og de øvrige dyr i arenaen uhyrlige lidelser, kan ophøjes til ‘Bien de Interés Cultural’ – så mener Dorado, at der er så meget desto mere grund til at tildele siestaen denne status, i betragtning af, at siestaen ikke skader noget individ, der kan føle smerte eller velvære.

Dorado tager udgangspunkt i det aktuelle lettere groteske initiativ vedr. tyrefægtningen, men hans ærinde er bredere: han anklager forbrugersamfundet for, at talløse dyr fører et kort, trist liv, før de lider en smertefuld død i slagtehallen. Således kunne han gøre fælles sag med den sidste nye parti-dannelse her i landet – FOKUS-partiet.

Kilde: http://www.20minutos.es/noticia/651059/0/siesta/cultura/madrid/

Et saligt smil

I samarbejde med Unesco har det spanske Justitsministeriums særlige fond for mangfoldighed og sameksistens netop udgivet en bog med titlen “La sonrisa divina” (det guddommelige smil).
Ideen til bogen opstod i 2007, da det tvær-religiøse “Parlamento de las Religiones” forsamledes i Alicante. I en kaffepause begyndte nogen at fortælle vittigheder. Der opstod en varm afslappet stemning af broderskab, mens man lo ad hinandens indforståede vittigheder om religiøse emner, og man gik i gang med at indsamle bidrag til den nyudgivne bog, med illustrationer af José Luis Martín, redaktør af det satiriske ugeblad “El Jueves“.

Dios y sus colegas

Dios y sus colegas

Et eksempel på jødisk selvironi:

En søn spørger sin far, der er forretningsmand :
– far, hvad er etik?
– Det skal jeg forklare dig. Etik det er sådan her: forestil dig, at der kommer en kunde her i butikken. Hun køber et par cowboybukser til 50 euro, men hun betaler ved en fejltagelse med en 100-euro-seddel. Det etiske problem er nu: skal jeg fortælle det til min kompagnon eller ej?

En katolsk vittighed:

Tre præster diskuterer problemet med flagermus i kirkerne, og hvordan man råder bod på det.
Den første siger:
– Jeg tog et gevær og skød løs på dem, men opnåede bare at gennemhulle murene.
Den anden siger:
– Jeg lagde gift for dem, og de forsvandt for en tid, men nu er kirken igen fuld af flagermus.
Den tredje smiler:
– Her er løsningen. Jeg døbte dem, indlemmede dem i menigheden og fortalte dem om det med at betale tiende. Siden har jeg ikke set noget til dem!

Få er så optagne af religiøse emner som de, der ikke tror på Gud, og derfor er der mange ateistiske vittigheder.

To ateister mødes, og den ene siger:
– Forleden dag var jeg henne på biblioteket hvor jeg faldt over en bog, der hedder “Bibelen”.
– Nåh, og hvad handler den så om?
– Jo, altså, der var en der hed Jesus, og han havde en ven, der hed Lazarus. En dag, da Jesus var bortrejst, gik Lazarus hen og døde. Så da Jesus kommer hjem til landsbyen, har Lazarus været begravet i tre dage. Jesus går hen og åbner graven, tager pulsen på sin ven, giver ham kunstigt åndedræt og hjertemassage, får gang i en hjertestarter, tilkalder ambulance, så han i en fart kan komme på hospitalet, hvor de giver ham væske og… Lazarus bliver vakt til live!
Den anden ateist siger:
– Det tror jeg ikke på!
– Ikke det? Nå, men så skal jeg fortælle dig, hvordan det stod i bogen…

Det salige smil kan også omkranse buddhistiske læber, som i denne lille anekdote:

En zen-munk bliver spurgt:
– Mester, De som er viis, sig os, hvad er der efter døden?
– Det ved jeg ikke, svarer den vise mand.
– Åh. Vi troede ellers, De var viis.
– Viis er jeg måske nok, men ikke død.

Bogen er som sagt produceret under det spanske justitsministeriums initiativ for mangfoldighed og sameksistens, og den overordnede pointe er, at man har lov at lave sjov med sin egen religion, men ingen har håneret over andres tro. Således er det et alvorligt kulturelt fejlgreb at publicere karrikaturer af profeten Muhammed i en sekulær, evt. let protestantisk tonet, dansk avis. Den slags misforstået udtryksfrihed fremmer ikke pluralisme og sameksistens. Men de begreber er jo heller ikke i det politiske højsæde i dagens Danmark. Og dog pibler det her og der frem, at mangfoldighed må der til – for at styrke konkurrenceevnen! Så kan man måske i tilgift få noget menneskelig trivsel og fredelig omgang med naboerne derhjemme i opgangen?

Kilder:
Dagbladet El País, 20.12.09
http://www.seriesblog.es/2009/10/dios-miode-la-revista-el-jueves-se-convertira-en-serie-de-television-con-actores-reales/
http://www.mangfoldighed.dk/