Respekt og faglig kompetence

16 oktober, 2009 0 Af Eva

Undervisningsminister Ángel Gabilondo sagde for nylig med henvisning til sine 30 års undervisningserfaring, at den ægte respekt kommer, når eleverne fornemmer lærerens faglige kompetence og engagement.

Fuente: Hoy de Extremadura

Fuente: Hoy de Extremadura

Gymnasielæreren Ricardo Basco fra Trujillo er netop sådan en underviser, der opnår store resultater i kraft af sin faglighed og et smittende engagement. I år er det europæiske kreativitets- og innovationsår, og forleden modtog Basco sammen med en tidligere elev, Ana María Moreno, Europafondens pris for videnskab og teknologi- Prisen gives for de forskningsresultater, de har opnået på gymnasiets laboratorium, der iflg. sagens natur har yderst begrænset økonomi. Det er lykkedes dem at påvise, at visse stoffer, der forekommer i spildevandet fra kork-forarbejdning (en vigtig industri her i Extremadura), kan hæmme væksten i kræftceller. Basco og hans elever begyndte med at studere effekten på planteceller og mikroorganismer, og er nu fortsat med hvirvelløse dyr og kyllingefostre. Forsøgenes stigende omfang vidner om vedvarende entusiasme og videnskabelig grundighed hos lærer og elever, uanset at midlerne er små. Nu studerer Ana María veterinærvidenskab, og lektor Basco har ikke svært ved at inddrage nye elever i forsøgsrækkerne.

De studerendes aktive deltagelse i uddannelsen er en grundsætning for Bologna-planen, som nu implementeres her i Spanien, og Basco’s undervisning er et lovende perspektiv for spansk grundforskning. Ikke uventet beskæres bevillingerne til videnskabelig forskning i det nye statsbudget, der i lighed med andre europæiske lande er voldsomt ramt af den økonomiske krise. Man må bare håbe, at ”Basco-effekten” alligevel kan holde sig.

Kilde:
Dagbladet Hoy, 09.10-09; Un estudio previo contra el cáncer recibe el premio del Año de la Creatividad