Uduelige pak, i ødelægger Spanien

I spansk politik er det efterhånden kommet på mode at bruge hverdagsudtryk, undertiden ret grove, i politiske debatindlæg. Man prøver at være folkelig ved at tale samme sprog som “den brede vælgermasse”. Man låner formuleringer fra populære komikere, vendinger og talemåder, desværre ofte hverken dækkende eller korrekt formuleret, fængende punchlines, til og med rene fornærmelser er ved at blive hverdagskost.

Fuente: Publico.es

Fuente: Publico.es

Forleden dag fik -politikeren fra PP (Partido Popular) Cristóbal Montoro, som var finansminister i den forrige regering, stående bifald fra et helt stadion ved råbende at karakterisere det nuværende regeringsparti med ordene: “Uduelige pak, i ødelægger Spanien”.

Ifølge avisen El Mundo blev det højdepunktet på hans indlæg til partifællerne. Jeg håber så sandelig, det er ironisk ment, når artiklen tilføjer: “En stjerne er født, en lille taler af format”.

Denne måde at “argumentere” på minder fuldstændig om de kulørte magasinprogrammer, der florerer på spansk TV. Her diskuterer ”berømte” deres affærer, konflikter og utroskab med såkaldte journalister som “ordstyrere”. Disse “debatter” skal først og fremmest fastholde seerne, og de foregår under skrig og skrål, deltagerne sviner hinanden til, anklager hinanden for at lyve og manipulere. De laver scener, forlader oprørte studiet, og vender alligevel tilbage næste gang eller i et tilsvarende program på den konkurrerende kanal. Disse programmer stiller ikke de store intellektuelle krav, – og de har høje seertal.

Det er måske årsagen til, at politiske debatter og de politiske lederes optræden mere og mere ligner talkshows. Man oplever, at slagord kopieret direkte fra damefrisøren nede på hjørnet “fremmer forståelsen” af ens politiske meninger.

Vi ser således et skilt, under Montoros mikrofon, med teksten: “Mindre skatter og flere arbejdspladser” med reference til to emner, der står højt på den politiske dagsorden i øjeblikket. Regeringen bebuder skattestigninger, og arbejdsløsheden er steget til over 18%. Montoro anklager regeringen for at “dræne alle borgeres pengekasser”, han siger, at de burde gemme hovedet under bordet og at krisen fælder vores ungdom. Han erklærer, at hvis hans parti var ved magten, så ville regeringen sænke skatterne, og der ville ikke være nogen krise, de ville få Spanien op fra sumpen ligesom de gjorde i 1996. Ikke et ord om, hvordan det skulle ske, ikke antydning af analyse eller detaljerede planer.

Den tidligere finansminister leverede ikke andet end tomme ord, fraser og klicheer, udtryk i de mest banale hverdagsvendinger. Han redegjorde ikke for fremtidige regeringsplaner, han forklarede ikke, hvilke af den nuværende regerings tiltag der er ved at ruinere Spanien, vi fik heller ikke at vide, hvorfor skatterne skal sænkes i stedet for at hæves, eller hvilken handlingsplan der skal få Spanien op af sumpen. Råbet “Uduelige pak, i ødelægger Spanien” var nok til at slå hans synspunkt fast og sætte mod i forsamlingen.

Cristóbal Montoro er ikke et enestående tilfælde. Der er mange, som følger den nye mode i håb om at gøre sig populære hos befolkningen og partifællerne, i stil med de talkshows, hvor vinderen er den, der råber højest og sviner modstanderen til med de groveste udtryk. Hvis man taler på sin egen TV-kanal, er man også sikker på bifald.

Fuente: http:disenodepaginasweb.net

Fuente: http:disenodepaginasweb.net

Det værste er, at denne stil ser ud til at give bonus. PP-tilhængerne hyldede Montoro, og hver eneste nyhed fra regeringen giver anledning til hundredvis af kommentarer af typen: “Store idioter”, “Zapatero må gå af”, “Tyveknægte, I aner ikke, hvad I gør”… Hvis det ikke længere er nødvendigt at informere vælgerne, men de blot har det med politik som med fodbold, dvs. de holder ubetinget med deres eget hold og skælder ud på dommeren, jamen så er det da klart, hvad vej man vil gå. Ud med information, på banen med kraftudtrykkene.

Men måske alligevel ikke: mange vælgere har jo ikke glemt, at målet for den politiske debat ikke er at skaffe stemmer for enhver pris, men at finde frem til den bedste måde at regere landet på, så man sikrer bedst mulige livsbetingelser for borgerne. Og det kræver ikke fængende punchlines, men konkrete politiske handlingsplaner over for de problemer, Spanien må slås med. Man må også håbe, at de politikere, der nu står i spidsen for nationen, de som tidligere gjorde det, og de som håber at komme til det, vil være i stand til at debattere ordentligt, med rationelle argumenter, og ikke mindst med respekt for modparten. Det drejer sig ikke om at skildre de politiske modstanderes reelle eller påståede fejl, nej, man må opstille alternativer i form af sociale, økonomiske og politiske strategier.

Det, der er ved at ske med det politiske sprogbrug i Spanien truer med at ødelægge den demokratiske dialog i selve dens grundvold, eftersom der knap præsenteres strategier eller initiativer, som det er værd at drøfte. Dermed er det umuligt at nå til enighed og kompromis, man griber til den gamle kunst at “regere omvendt” – dvs. gøre lige det modsatte af det, de andre har gjort.

Til slut en advarsel til dem, der måske læser dette med et overbærende smil, stolte over at bo i Danmark, hvor “den slags ikke sker”. I Spanien er det ikke sket fra den ene dag til den næste. Det begyndte med, at en politiker spontant brugte et folkeligt udtryk, der tog kegler, med at en partipolitiker deltog i en TV-debat fast besluttet på at forhindre alle andre i at få ordet, og med at nogle fik den lyse idé at indlemme “manden på gadens” fordomme og lave instinkter i deres partiprogrammer. Er Danmark immun over for en sådan udvikling?

Kilde: Montoro al gobierno: pedazo de inútiles, estáis arruinando España.

Om den politiske debat i Danmark:
Farvede ord ødelægger den politiske debat
Spindoktor: Politikere er jo ikke som Martin fra X Factor!

Tags: , .

Leave a Reply

*