Et saligt smil

I samarbejde med Unesco har det spanske Justitsministeriums særlige fond for mangfoldighed og sameksistens netop udgivet en bog med titlen “La sonrisa divina” (det guddommelige smil).
Ideen til bogen opstod i 2007, da det tvær-religiøse “Parlamento de las Religiones” forsamledes i Alicante. I en kaffepause begyndte nogen at fortælle vittigheder. Der opstod en varm afslappet stemning af broderskab, mens man lo ad hinandens indforståede vittigheder om religiøse emner, og man gik i gang med at indsamle bidrag til den nyudgivne bog, med illustrationer af José Luis Martín, redaktør af det satiriske ugeblad “El Jueves“.

Dios y sus colegas

Dios y sus colegas

Et eksempel på jødisk selvironi:

En søn spørger sin far, der er forretningsmand :
– far, hvad er etik?
– Det skal jeg forklare dig. Etik det er sådan her: forestil dig, at der kommer en kunde her i butikken. Hun køber et par cowboybukser til 50 euro, men hun betaler ved en fejltagelse med en 100-euro-seddel. Det etiske problem er nu: skal jeg fortælle det til min kompagnon eller ej?

En katolsk vittighed:

Tre præster diskuterer problemet med flagermus i kirkerne, og hvordan man råder bod på det.
Den første siger:
– Jeg tog et gevær og skød løs på dem, men opnåede bare at gennemhulle murene.
Den anden siger:
– Jeg lagde gift for dem, og de forsvandt for en tid, men nu er kirken igen fuld af flagermus.
Den tredje smiler:
– Her er løsningen. Jeg døbte dem, indlemmede dem i menigheden og fortalte dem om det med at betale tiende. Siden har jeg ikke set noget til dem!

Få er så optagne af religiøse emner som de, der ikke tror på Gud, og derfor er der mange ateistiske vittigheder.

To ateister mødes, og den ene siger:
– Forleden dag var jeg henne på biblioteket hvor jeg faldt over en bog, der hedder “Bibelen”.
– Nåh, og hvad handler den så om?
– Jo, altså, der var en der hed Jesus, og han havde en ven, der hed Lazarus. En dag, da Jesus var bortrejst, gik Lazarus hen og døde. Så da Jesus kommer hjem til landsbyen, har Lazarus været begravet i tre dage. Jesus går hen og åbner graven, tager pulsen på sin ven, giver ham kunstigt åndedræt og hjertemassage, får gang i en hjertestarter, tilkalder ambulance, så han i en fart kan komme på hospitalet, hvor de giver ham væske og… Lazarus bliver vakt til live!
Den anden ateist siger:
– Det tror jeg ikke på!
– Ikke det? Nå, men så skal jeg fortælle dig, hvordan det stod i bogen…

Det salige smil kan også omkranse buddhistiske læber, som i denne lille anekdote:

En zen-munk bliver spurgt:
– Mester, De som er viis, sig os, hvad er der efter døden?
– Det ved jeg ikke, svarer den vise mand.
– Åh. Vi troede ellers, De var viis.
– Viis er jeg måske nok, men ikke død.

Bogen er som sagt produceret under det spanske justitsministeriums initiativ for mangfoldighed og sameksistens, og den overordnede pointe er, at man har lov at lave sjov med sin egen religion, men ingen har håneret over andres tro. Således er det et alvorligt kulturelt fejlgreb at publicere karrikaturer af profeten Muhammed i en sekulær, evt. let protestantisk tonet, dansk avis. Den slags misforstået udtryksfrihed fremmer ikke pluralisme og sameksistens. Men de begreber er jo heller ikke i det politiske højsæde i dagens Danmark. Og dog pibler det her og der frem, at mangfoldighed må der til – for at styrke konkurrenceevnen! Så kan man måske i tilgift få noget menneskelig trivsel og fredelig omgang med naboerne derhjemme i opgangen?

Kilder:
Dagbladet El País, 20.12.09
http://www.seriesblog.es/2009/10/dios-miode-la-revista-el-jueves-se-convertira-en-serie-de-television-con-actores-reales/
http://www.mangfoldighed.dk/