Én tweet: 2 år i skyggen

I Spanien syder gaderne i protest. Unge såvel som ældre, arbejdere såvel som gymnasieelever går på gaden for at demonstrere mod krisen, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de sociale ydelser, i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, og imod den nye arbejdsmarkedsreform, der totalt lader arbejderne i stikken, uden ret til sygefravær, men tvangsindlagt til at acceptere en løn-nedgang hvornår det skal være.

Regeringen formår ikke at standse protesterne eller bringe dem til tavshed. Dens image blegner, vælgertilslutningen daler og ved udsigten til at miste bare en brøkdel af den magt, som man var så ivrig for at opnå, har man besluttet at sætte hårdt mod hårdt.

I en kommende lovgivningsreform skal begrebet attentat mod myndighederne også omfatte passiv modstand mod myndighederne. Det skal regnes for et strafbart udslag af tilhør til en kriminel organisation, hvis man indkalder til demonstration via Internet. At sammenkalde til protest gennem et socialt netværk skal medføre en minimumsstraf på to år.

Disse ekstreme midler er kun to af en række forholdsregler, som man håber vil dæmme op for flodbølgen af protester. De skal få selv fredelige protester til at forstumme, bringe dem til tavshed, der ikke flytter sig, når politiet kommer for at fjerne dem, med støvlespark, gummikugler og knippelsuppe i skønsom blanding.

Nu bliver det til en forbrydelse i Spanien at sætte sig med et skilt i hånden, at gøre fredelig modstand på den ikke-voldelige måde, som Gandhi gjorde verdenskendt. Du vil blive betragtet som en forbryder, hvis du sammen med dine venner bruger Facebook til at aftale, hvor og hvornår I vil vise jeres indignation og harme over tingenes tilstand.

Påskuddet for disse nye forholdsregler er de voldelige elementer, der afgjort findes. Det begrænsede antal lovløse individer, der benytter lejligheden til at smadre butiksruder og afbrænde containere. De udgør en iøjnefaldende, men dog ubetydelig minoritet, i sammenligning med de hundredtusinder af mennesker, der er gået i fredelig protest mod arbejdsmarkedsreformen, mod manglen på opvarmning i Valencia-regionens vinterkolde skoler, mod den trøstesløse fremtid, der venter landets unge; en ungdomsarbejdsløshedsprocent på 45 virker som et forræderi mod en generation, der har adlydt parolen om, at uddannelse er betingelsen for et godt liv. Men alle de, der sætter sig i protest, de, som bærer skilte og bannere, de, som blogger, de, som råber slagord eller går i optog i gaderne, de kan og vil allesammen fra nu af blive betragtet som kriminelle.

Hvor mange flere frihedsrettigheder kan spanierne berøves med krisen som påskud? Den nye arbejdsmarkedsreform har bombet arbejderbevægelsen 100 år tilbage, og den nye straffelov vil næsten forvandle forsamlingsretten til en forbrydelse. Hvad bliver det næste? Ytringsfriheden? Ikke utænkeligt. Så håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at protestere på dansk. Men pas på, venner, hvis I bidrager med en kommentar, bliver I måske anset for medsammensvorne i min lille kriminelle organisation af vikinger og tyrefægtere.

Kilde:
Interior considerará la resistencia pasiva un atentado a la autoridad
Convocar algaradas por internet llevará a la carcel a sus promotores

“Bedstefløjterne” – Yayoflautas

Kampen for et bedre samfund har ingen øvre aldersgrænse. Det gælder i særlig høj grad, når landet er i dyb krise, som det er tilfældet i Spanien, hvor arbejdsløshed, stop for offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser og tilskud berører alle. En gruppe abuelos indignados, dvs. oprørte  bedsteforældre, de selvsamme som kæmpede for friheden under Francos diktatur, og som har gennemlevet tre års blodig borgerkrig, efterkrigstidens sult og diktaturets undertrykkelse,  der  endelig efterfulgtes af demokrati. Disse garvede samfundsborgere har fundet sammen og besluttet igen at gå på gaden for at kræve retfærdighed: at deres børn og børnebørn kan få en fremtid og ikke skal arve en dårligere verden end den, de selv har kendt.

De kalder sig Yayoflautas, – “Bedstefløjterne”, og deres bevægelse er inspireret af  Los Indignados, der slog lejr på Puerta del Sol i Madrid d. 15. maj sidste år, i protest mod regeringens opgivende holdning til finansverdenens kynisme.

De ældre medborgere har valgt navnet Yayoflautas med henvisning til den nedsættende betegnelse for de unge demonstranter:   perroflautas – “Hundefløjter”. Udtrykket skal fremkalde billedet af  hjemløse tiggere, der ligger i byens gader,  omgivet af langhårede hunde, og spiller på et musikinstrument, – ja hvorfor ikke: en fløjte.

Bedsteforældrene i Yayoflautas-bevægelsen har kæmpet livet igennem. Nogle har siddet i diktaturets fængsel, fordi de var republikanere, andre har har ført an i arbejdernes kamp for bedre vilkår, atter andre demonstrerede mod Franco i deres studietid. I 1960’erne og 1970’erne kæmpede de for de samme mærkesager, som nu har bragt dem tilbage på barrikaderne: offentlig sygesikring, offentlig uddannelse, et ligeværdigt samfund. “Det er ikke til at fatte, at vi skal stille de samme krav 40 år efter”, sukker de.

Deres valgsprog lyder: “Vi er flere, vi har tid og vi glemmer ikke” og de »vil ikke stiltiende se til, mens man nedbryder det velfærdssamfund, de har kæmpet for hele livet«. Derfor demonstrerer de, derfor slutter de sig sammen og holder møder, og mindst en gang om måneden gennemfører de en fælles aktion.

Foto: EFE

Den 1. februar besatte de en bus i  Barcelona for at understrege deres modstand mod nedskæringerne i mængden af offentlig transport, højere billetpriser og den lavere løn til bus-chaufførerne.

Klokken ti om formiddagen stod “bedsterne” i vinterkulden og ventede på bus nr. 47. De steg op i god ro og orden, betalte for deres billetter, og så snart alle var inde i bussen, blev de medbragte bannere foldet ud, og passagerne blev informeret om demonstranternes krav. De blev i bussen til klokken tre om eftermiddagen, kørte tur efter tur gennem byen i fortsat protest.

“Bedstefløjterne” har også besat ambulatoriet i Bellvitge-kvarteret i Barcelona. De vil forhindre, at det bliver lukket, for så vil der kun være ét sundhedscenter i et kvarter med 35.000 indbyggere. I praksis vil det betyde en ventetid på 2 uger for konsultation hos den alment praktiserende læge, og mere end et år hos en speciallæge.

Besættelsen er blot den mest opsigtsvækkende af yayoflautas ‘ protestaktioner mod de nedskæringer, som de frygter vil føre til en reel privatisering af det offentlige sundhedsvæsen. De demonstrerer specielt imod den planlagte “én recept – én euro”-afgift, der vil lægge en euro oven i prisen på al receptpligtig medicin. De ved, at det over en bred bank vil ramme dem, der har nået en alder, hvor næsten alle må tage medicin for det ene og det andet.

Man kan nemt følge med i disse bedsteforældres initiativer, støtte dem eller gå med i kampen, fordi “bedsterne” har erobret de sociale medier. De har deres egen Twitter (#iaioflautas),  deres eget profil på facebook og deres egen blog, alle på såvel spansk som catalansk og engelsk.

De kæmper for deres børns og børnebørns fremtid, og for selve velfærdssamfundet ,og de holder ikke inde, for de er dybt engagerede, de råder over deres egen tid, og de glemmer ikke den lange vej, de selv er gået for at opbygge det, som nu risikerer at blive sønderrevet i krisens storm.

Yayoflautas’ blog: http://www.iaioflautas.org/

Kilder:
Un grupo de jubilados ocupa un autobus contra los recortes y la subida de billetes
Yayo flautas de cataluña
Unos jubilados ocupan autobus para protestar por los recortes

Dem der trækker i trådene

Jeg er stadig målløs og min mave krymper sig af harme, efter at jeg endnu en gang har konstateret, hvor let det er at manipulere med os menige borgere. Vi har opnået en fantastisk adgang til information, og så er det oprørende at se, hvordan den i dag bruges imod os, for at bestemte økonomiske eller politiske grupper kan nå deres mål. Mål, som for resten er særdeles enkle, nemlig at tjene flere penge og/eller opnå større magt.

CNC – “Comisión Nacional de la Competencia”, som skal kontrollere konkurrencen på det spanske marked, har afsløret, at den stigning i fødevarepriserne, der fandt sted i Spanien i det sidste tredjedel år af 2007 ikke udelukkende skyldtes en stigning i råvarepriser. Bag de omtalte prisstigninger lå en aftale mellem fødevareindustriens organisationer om at gennemføre en pressekampagne, der kunne retfærdiggøre en generel stigning i priserne, og dermed højere profit til dem.

I tre måneder gik producentorganitionerne sammen om at udsende pressemeddelelser, hvor man omtalte prisstigninger for diverse råvarer, og følgelig forudså, at det ville betyde højere priser for visse produkter. På den måde formidlede man den opfattelse, at priserne uundgåeligt måtte stige, og forbrugerne blev forberedt på at acceptere det. Man lod Sorteper gå videre: det var ikke fødevareindustrien, der var skyld i prisstigningerne, nej, de var simpelthen nødt til at hæve priserne, fordi råvarerne blev dyrere.

Sammensværgelsen havde mange aktører: ikke blot den største gruppering inden for Spaniens nærings- og drikkevareindustri, FIAB, men også bagerlavet, producenterne af kyllinger og æg, pasta, chokolade og kakao-produkter, kage- og isfabrikanter m.fl.

Konkurrencerådet CNC har idømt disse organisationer bøder af forskellig størrelse, fordi det anses, at de “opmuntrede prisstigningen”. Dommen præciserer, at “indholdet, sprogbrugen og udbredelsen af pressemeddelelserne bidrog til at formidle den opfattelse, at de forøgede omkostninger uundgåeligt måtte føre til forhøjede priser på slutprodukterne, hvilket gav signal til at firmaerne kunne handle i samme retning og forbrugerne blev indstillet på at acceptere prisstigningerne”.

Jeg spørger mig selv, hvordan vi kan beskytte os mod kampagner som den omtalte. Vi opfatter producent-organisationerne som professionelle eksperter inden for deres felt, og det giver dem en høj grad af troværdighed i forbrugernes øjne, såvel som hos de medier, der bruger organisationerne som kilder til deres artikler. Derfor stiller man ikke spørgsmål ved den information, der bliver præsenteret, specielt ikke, når det drejer sig om lidt kryptiske økonomiske “facts”, som er svært tilgængelige for alle os, der ikke er eksperter på området. Om disse “facts” bliver behandlet eller udvalgt med et særligt formål, det er svært at se på kort sigt, eller måske er vi stadigvæk mere godtroende, end vi selv vil være ved.

I sidste instans må vi sætte vores lid til, at medierne ikke nøjes med at informere, men også forholder sig kritisk til deres kilder, så de kan gennemskue strategier som den, fødevareindustrien havde anlagt, så vi ikke også næste gang bliver manipuleret og fromt må finde os i mere eller mindre ubegrundede prisstigninger.

Kilder:
Multa al sector de la alimentación por alentar las subidas de precios