Nu har Cataloniens parlament i en meget ophedet afstemning vedtaget at forbyde tyrefægtning. I fremtiden vil Barcelonas arena “la Monumental” aldrig mere fyldes af pasodoble-musik, tofarvede kapper og guld- og sølvbroderede dragter for at afholde det spanske nationalskue frem for noget – en tyrefægtning.
De som er og altid har været modstandere af tyrefægtning, la “Fiesta nacional”, er begejstrede. Alle de, som synes det er en barbarisk forestilling, en form for langsom tortur af et forsvarsløst dyr, de, som kæmper for dyrevelfærd, ser det som det første skridt ind i en fremtid, hvor kamptyre ikke længere skal være et blodigt objekt for massernes forlystelsessyge. De håber, at Cataloniens eksempel vil brede sig ud over det spanske land, og at tyrefægtninger som sådan snart vil høre fortiden til.
Bag debatten og afstemningen ligger imidlertid andet end medfølelse med tyrene. Striden repræsenterer en konflikt mellem forskellige gruppers modsatrettede interesser, og dybest set er den en trussel imod selve den spanske enhed; selve ånden i den demokratiske grundlov af 1978 er en stræben efter, at de 18 selvstyrende regioner sameksisterer på et fælles nationalt fundament. Denne smukke vision fik nylig symbolsk udtryk gennem fodboldverdensmesterskabet og prisen for fair play – hvor spillere fra forskellige spanske regioner realiserede et samspil under det spanske flag.
Forbudet mod tyrefægtning er imidlertid kommet til at symbolisere kampagnen for Cataloniens uafhængighed. Hvis der er noget, der kan betragtes som ægte spansk, så er det tyrefægtningerne, de kaldes faktisk la “Fiesta nacional”. Så kan catalanerne mere tydeligt tage afstand fra Spaniens kultur end ved at forbyde tyrefægtning?
Mange har noteret afskaffelsen af tyrefægtning i Catalonien som et vundet slag i kampen for uafhængighed, og mange andre har udnyttet den som en anledning til at nære segregationsbålet og hadet mod dem, som trods alt stadig er deres landsmænd i dagens Spanien.
Fuente: EFE
Det er sørgeligt at se konfliktens flammer blusse op såvel i den ene som den anden lejr, og trist at være vidne til de midler, stridens parter anvender, når de bærer ved til bålet.
Som et eksempel på dette så vi Jaime Mayor Oreja, som er ordfører for det centralistiske PP (Partido Popular) i Europa-parlamentet, udtale, at beslutningen om at forbyde tyrefægtning er gengæld for den spanske sejr i fodbold-verdensmesterskabet. En absurd ytring med en tydelig undertekst: catalanerne er ikke længere spaniere, og verdensmesterskabet repræsenterer en sejr for den rival, man hader; derfor søger man at gøre gengæld ved at såre rivalen dér, hvor det gør ondt – i dette tilfælde ved at forbyde “la Fiesta Nacional”, tyrefægtning.
Dette syn på Catalonien og den catalanske selvstændighedstrang er ikke bare trist og begrædeligt; det gør det endnu tristere, at det udtrykkes af en, som repræsenterer hele Spanien, Catalonien medregnet, i forhold til den Europæiske Union.
Skridt for skridt, pind efter pind, tilintetgøres den integrations-baserede model for sameksistens mellem de forskellige spanske regioner, der blev skabt i overgangen fra diktatur til demokrati. Alt tyder på, at dens levetid bliver lige så smuk som kortvarig.
Kilde:
Mayor Oreja: “La prohibición refleja una profunda crisis nacional”
“La identificación de los toros con los valores nacionales es lamentable”
Forfatter Fernando Savater, Vuelve el Santo Oficio
El principio del fin
Cataluña: la fractura
Posted in Dansk, Politik, Traditioner by Sonia -
Stadig oftere og oftere ser man den politiske debat i Spanien reduceret til en konfrontation mellem to politikker, eller retter to politikere, en kamp, hvor det drejer sig om at kåre en vinder og udnævne en taber.
Handlingsprogrammer og eller planer for at regere landet kommer i bedste fald i anden række, og det politiske liv reduceres til et spil om at diskvalificere modstanderen og lægge strategier for at udmatte ham og slå ham definitivt.
Det drejer sig kort sagt om at udpege en vinder, det sejrende hold, som kan repræsentere det “gode” på bekostning af taberholdet, der skal stå for alt det “onde”.
I disse dage holder den spanske kongres sine sidste parlamenteriske forsamlinger inden sommerferien i august. Som det er skik og brug afholdes også en “Debat om nationens tilstand”, hvor regeringen gør status over det forløbne år, og de forholdsregler, man fremover vil tage, bliver fremlagt til oppositionens kritiske undersøgelse.
I år lægges særdeles alvorlige emner frem til debat: den økonomiske krise, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de offentlige udgifter, Cataloniens status inden for den spanske nationalstat, fremtidens pensioner… I betragtning af sagernes alvor ville man forvente en seriøs debat af forslag til fremtidige løsninger, som ville blive diskuteret af de forskellige politiske grupperinger, indtil man nåede til enighed omkring en plan for at arbejde for en økonomisk genopretning af landet. Men det er meget langt fra, hvad vi blev vidner til.
På ny måtte vi nøjes med en showpræget kamp mellem højre og venste, Partido Popular mod socialistpartiet PSOE, hvor parterne stillede op for at vinde over modstanderen med latterliggørende strategier, som skal fange vælgernes opmærksomhed med barnagtigheder frem for politiske argumenter. Og hvordan kan det være anderledes, når vælgerne til syvende og sidst er overbevist om, at det hele går ud på, at ens favorithold skal vinde, og der er kun to hold i spil?
Efter debatten om nationens tilstand stillede medierne kun det ene spørgsmål: Hvem vandt debatten, regeringschefen Zapatero eller oppositionens leder Mariano Rajoy? Man arrangerede rundspørger blandt læserne og omtalte resultatet af debatten i fodbold-vendinger: “Rajoy scorer mål”.
Fuente: La Razón
Det afhang af den enkelte avis’ politiske tilhørsforhold, hvem der blev kåret som vinder, og kun undtagelsesvis blev kåringen begrundet. Der var ingen overvejelser omkring regeringschefens plan for at komme ud af krisen, man forholdt sig ikke kritisk til hans argumentation, og man slog ikke ned på problemer, som han måske havde undgået at tage stilling til. Var oppositionens forslag måske mere effektive eller realistiske, har Rajoy bedre talegaver eller er hans regeringsalternativ indlysende overlegent? Det ved vi ikke, og det er åbenbart også uvedkommende. Det eneste, det drejer sig om, er at vinde, så ens egne tilhængere, ens fans, som også er fanatiske hooligans, vil hylde en som sejrherren, den, der scorer målene og vinder debatten. Uanset om holdet er til højre eller til venstre, så skal det med djævelens vold og magt slå modstanderne, som er roden til alt ondt.
Der er nu gået et stykke tid siden debatten, det politiske liv er tilbage i de vante folder, men dag ud og dag ind er strategien den samme. Uanset hvilken avis, man åbner, finder man eksempler på tidsrøvende forsøg på at diskvalificere de politiske modstandere, dvs. at der bliver mindre tid til at søge løsninger på de alvorlige problemer, landet står over for.
For nogle dage siden anklagede første vicepræsident María Teresa Fernández de la Vega modstanderne, Partido Popular, for at have ønsket nederlag for “de røde” – det rødklædte fodboldlandshold. Denne anklage bragte oppositionen i harnisk. Kunne man finde et bedre våben mod sine politiske rivaler end at anklage dem for ikke at holde med de verdensmestre, vi netop er så stolte over? Kunne man finde en mere populistisk måde at appellere til “manden på gaden”?
Samme dag kom PP’s ordfører, Soraya Sáenz de Santamaría, på banen. Hun citerede nogle vers fra det kendte skuespil “Don Juan Tenorio”, ikke blot for at illustrere sin pointe på en festlig og farverig måde, men især for at sætte sin politiske modpart María Teresa Fernández de la Vega i skammekrogen: hun havde nemlig citeret en sætning fra Don Juan-stykket forkert i en avis. Det er selvfølgelig en alvorlig fejl i regeringsførelsen, som må påtales fra parlamentets talerstol. Er det dog ikke langt mere kritisabelt end regeringens økonomiske program eller dens indstilling til, hvordan Catalonien kan og skal styres?
Fuente: Afp
Så længe offentlighedens opmærksomhed holdes fangen i denne kamp mellem to fløje, dette spil, som er opfundet af deltagerne selv, og hvor man nødsages til at vælge den ene banehalvdel, så bliver søgelyset flyttet fra de væsentlige problemer, og det sløres, at de, som burde arbejde for at løse problemerne, er uduelige eller ligeglade.
Hvis det lykkes at overbevise vælgerne om, at der kun er to mulige alternativer, vil spillet altid være behersket af de samme spillere, som bare skal skifte banehalvdel med regelmæssige mellemrum, i dag som opposition, i morgen som regering.
Det er unægtelig nemmere at finde på platte vitser, skjulte fornærmelser, satiriske rim eller rette slag under bæltestedet, end at udarbejde en planlægning for økonomi, socialpolitik og arbejdsmarked, når man vil regere landet.
Hvor genialt at reducere politik til en konfrontation mellem to spillere, hvor det kun kan gavne de to.
Vinderen af debatten:
El 70% de los internautas de La Razón creen que Rajoy ganó
Zapatero ganó a Rajoy en el Debate sobre el estado de la nación según el CIS
Rajoy gana por la mínima
La mayoría de españoles cree que ni Zapatero ni Rajoy ganaron el debate
Zapatero versus Rajoy: un debate sin ganador
Zapatero ganó el Debate sobre el estado de la nación por quinta vez
Zapatero ganó el debate a Rajoy por 4,8 puntos
¿Quién ha ganado el debate?
Indlæg i parlamentet:
Zapatero asegura que pedirá “nuevos esfuerzos” en los Presupuestos
Posted in Dansk, Politik by Sonia -
Danmark modtager en henvendelse fra fremtrædende spaniere inden for kulturlivet, forskning og miljøbeskyttelse.
Årsagen: isolationsfængslingen af fire Greenpeace-aktivister for aktionen ved Klimatopmødemiddagen på Christiansborg. Heriblandt lederen af Greenpeace, Spanien, Juan José López de Uralde.
Risiko for Danmarks internationale omdømme
Uraldes hustru, Koro Castellano, Internet Managing Director for mediegruppen UNIDAD EDITORIAL er en magtfuld opinionsdanner. Hendes indsats som redaktør af avisen El Mundo’s online-udgave skaffede den en position som førende gratis spansk internetavis. Fra 2006 til 2008 var hun præsident for OPA: Online Publishers Association Europe, der bl.a. omfatter International Herald Tribune, Le Monde, La Repubblica, Corriere della sera.
Når hun nu står i centrum for overrækkelsen af et brev til Brian Mikkelsen med 50.000 underskrifter til støtte for de fire isolerede Greenpeace-aktivister, har han en sag, der ikke bør syltes.
Det spanske udenrigsministerium opfordrer justisminister Caamaño til at henvende sig til sin danske kollega med anmodning om, at de fire aktivister omgående sættes på fri fod.
Et Greenpeacemedlem blogger fra København om at føle sig hensat til Alices “Eventyrland” og citerer Lewis Carroll’s absurde klassiker: “No, no!” said the Queen. “Sentence first – verdict afterwards”.
Og på elmundo.es er et portræt af Uralde valgt som ugens foto med overskriften: Justicia a la “danèse”
Sikke et lys det kaster over vor nation.
Kilder:
http://www.greenpeace.org/espana/
http://greenpeaceblong.wordpress.com/2009/12/29/en-copenhague-juantxo-en-el-pais-de-las-maravillas/
http://www.elmundo.es/elmundo/2009/12/29/lafotodelasemana/1262107778.html
http://www.20minutos.es/noticia/597170/0/greenpeace/firmas/liberacion/
http://www.elmundo.es/elmundo/2006/06/13/comunicacion/1150185688.html
http://www.opa-europe.org/
Posted in Dansk, Politik by Eva -
I spansk politik er det efterhånden kommet på mode at bruge hverdagsudtryk, undertiden ret grove, i politiske debatindlæg. Man prøver at være folkelig ved at tale samme sprog som “den brede vælgermasse”. Man låner formuleringer fra populære komikere, vendinger og talemåder, desværre ofte hverken dækkende eller korrekt formuleret, fængende punchlines, til og med rene fornærmelser er ved at blive hverdagskost.
Fuente: Publico.es
Forleden dag fik -politikeren fra PP (Partido Popular) Cristóbal Montoro, som var finansminister i den forrige regering, stående bifald fra et helt stadion ved råbende at karakterisere det nuværende regeringsparti med ordene: “Uduelige pak, i ødelægger Spanien”.
Ifølge avisen El Mundo blev det højdepunktet på hans indlæg til partifællerne. Jeg håber så sandelig, det er ironisk ment, når artiklen tilføjer: “En stjerne er født, en lille taler af format”.
Denne måde at “argumentere” på minder fuldstændig om de kulørte magasinprogrammer, der florerer på spansk TV. Her diskuterer ”berømte” deres affærer, konflikter og utroskab med såkaldte journalister som “ordstyrere”. Disse “debatter” skal først og fremmest fastholde seerne, og de foregår under skrig og skrål, deltagerne sviner hinanden til, anklager hinanden for at lyve og manipulere. De laver scener, forlader oprørte studiet, og vender alligevel tilbage næste gang eller i et tilsvarende program på den konkurrerende kanal. Disse programmer stiller ikke de store intellektuelle krav, – og de har høje seertal.
Det er måske årsagen til, at politiske debatter og de politiske lederes optræden mere og mere ligner talkshows. Man oplever, at slagord kopieret direkte fra damefrisøren nede på hjørnet “fremmer forståelsen” af ens politiske meninger.
Vi ser således et skilt, under Montoros mikrofon, med teksten: “Mindre skatter og flere arbejdspladser” med reference til to emner, der står højt på den politiske dagsorden i øjeblikket. Regeringen bebuder skattestigninger, og arbejdsløsheden er steget til over 18%. Montoro anklager regeringen for at “dræne alle borgeres pengekasser”, han siger, at de burde gemme hovedet under bordet og at krisen fælder vores ungdom. Han erklærer, at hvis hans parti var ved magten, så ville regeringen sænke skatterne, og der ville ikke være nogen krise, de ville få Spanien op fra sumpen ligesom de gjorde i 1996. Ikke et ord om, hvordan det skulle ske, ikke antydning af analyse eller detaljerede planer.
Den tidligere finansminister leverede ikke andet end tomme ord, fraser og klicheer, udtryk i de mest banale hverdagsvendinger. Han redegjorde ikke for fremtidige regeringsplaner, han forklarede ikke, hvilke af den nuværende regerings tiltag der er ved at ruinere Spanien, vi fik heller ikke at vide, hvorfor skatterne skal sænkes i stedet for at hæves, eller hvilken handlingsplan der skal få Spanien op af sumpen. Råbet “Uduelige pak, i ødelægger Spanien” var nok til at slå hans synspunkt fast og sætte mod i forsamlingen.
Cristóbal Montoro er ikke et enestående tilfælde. Der er mange, som følger den nye mode i håb om at gøre sig populære hos befolkningen og partifællerne, i stil med de talkshows, hvor vinderen er den, der råber højest og sviner modstanderen til med de groveste udtryk. Hvis man taler på sin egen TV-kanal, er man også sikker på bifald.
Fuente: http:disenodepaginasweb.net
Det værste er, at denne stil ser ud til at give bonus. PP-tilhængerne hyldede Montoro, og hver eneste nyhed fra regeringen giver anledning til hundredvis af kommentarer af typen: “Store idioter”, “Zapatero må gå af”, “Tyveknægte, I aner ikke, hvad I gør”… Hvis det ikke længere er nødvendigt at informere vælgerne, men de blot har det med politik som med fodbold, dvs. de holder ubetinget med deres eget hold og skælder ud på dommeren, jamen så er det da klart, hvad vej man vil gå. Ud med information, på banen med kraftudtrykkene.
Men måske alligevel ikke: mange vælgere har jo ikke glemt, at målet for den politiske debat ikke er at skaffe stemmer for enhver pris, men at finde frem til den bedste måde at regere landet på, så man sikrer bedst mulige livsbetingelser for borgerne. Og det kræver ikke fængende punchlines, men konkrete politiske handlingsplaner over for de problemer, Spanien må slås med. Man må også håbe, at de politikere, der nu står i spidsen for nationen, de som tidligere gjorde det, og de som håber at komme til det, vil være i stand til at debattere ordentligt, med rationelle argumenter, og ikke mindst med respekt for modparten. Det drejer sig ikke om at skildre de politiske modstanderes reelle eller påståede fejl, nej, man må opstille alternativer i form af sociale, økonomiske og politiske strategier.
Det, der er ved at ske med det politiske sprogbrug i Spanien truer med at ødelægge den demokratiske dialog i selve dens grundvold, eftersom der knap præsenteres strategier eller initiativer, som det er værd at drøfte. Dermed er det umuligt at nå til enighed og kompromis, man griber til den gamle kunst at “regere omvendt” – dvs. gøre lige det modsatte af det, de andre har gjort.
Til slut en advarsel til dem, der måske læser dette med et overbærende smil, stolte over at bo i Danmark, hvor “den slags ikke sker”. I Spanien er det ikke sket fra den ene dag til den næste. Det begyndte med, at en politiker spontant brugte et folkeligt udtryk, der tog kegler, med at en partipolitiker deltog i en TV-debat fast besluttet på at forhindre alle andre i at få ordet, og med at nogle fik den lyse idé at indlemme “manden på gadens” fordomme og lave instinkter i deres partiprogrammer. Er Danmark immun over for en sådan udvikling?
Kilde: Montoro al gobierno: pedazo de inútiles, estáis arruinando España.
Om den politiske debat i Danmark:
Farvede ord ødelægger den politiske debat
Spindoktor: Politikere er jo ikke som Martin fra X Factor!
Posted in Dansk, Politik by Sonia -
