Den spanske syge

Businessman-in-airport-with-smartphoneMin spanske ven Rubén betalte det hvide ud af øjnene for sin telefonregning. Han fører ikke mange samtaler på sin smartphone, men han har et højt data-forbrug, fordi han kommunikerer med omverdenen via Whatsapp, Facebook, Twitter osv. Og det var netop dér, at det blev dyrt.

Som den praktisk indstillede fyr, han er, besluttede Rubén at undersøge markedet, og fandt ud af, at han kunne få en bedre aftale til en fjerdedel af prisen hos et konkurrerende mobilselskab. Han ringede derfor omgående til sin udbyder for at opsige abonnementet. En elskværdig telefondame spurgte ham, hvorfor han ville forlade dem, hvilket hun noterede sig, samtidig med, at hun oplyste ham om, at hun ville indlede proceduren med at overføre hans telefonnummer. Dette burde være enden på den historie, men sådan fungerer tingene altså ikke i Spanien.

Få timer senere blev han ringet op fra sit nu forhenværende mobil-selskab med et fristende abonnements-tilbud: hvis du fortsætter hos os, vil vi give dig den samme tarif som konkurrenten, og oven i købet forærer vi dig en Samsung Galaxy S (til en værdi af 3.700 kr); tænk lige over det.

Rubén skiftede til konkurrenten.

Her vil mere en én udbryde: Sikke et fjols! – fordi han ikke sagde ja til at få en lækker smartphone helt gratis, men sagen er den, at Rubén følte sig personligt krænket af sin mobiludbyder.

I Spanien forholder det sig åbenbart sådan, at den trofaste mobilkunde, som samvittighedsfuldt betaler sine regninger og abonnerer på adskillige tjenester, og derfor betaler høje ydelser, bliver ikke værdsat.  Han eller hun fortjener hverken slagtilbud, lodtrækninger eller belønninger for sin trofasthed.

Den, der kører med klatten, er personen, der ringer og truer med at forlade selskabet, og som under bordet forhandler sig til en billigere og bedre kontrakt, et særtilbud, som ingen andre får, kort sagt den, der viser baghjul til de “tumpede” ærlige forbrugere. Det er om at følge de alternative spanske spilleregler, hvor kontrakter skrives under bordet, hvor der indgås eksklusivaftaler, og hvor kun et mindretal kommer indenfor i varmen.

Corrupción

Den almindelige gennemsnitsborger praktiserer såmænd også, omend i mindre skala, de små fiflerier, som i sidste ende karakteriserer dén politiske klasse, der repræsenterer folket. Dem med de lyssky aftaler og forretninger, alternative betalinger, sorte penge, kontanter i dokumentmapper og kuverter, – alt det, vi kalder korruption, og som får os til at dåne af forargelse.

Det forholder sig bare sådan, at hele sygdomskomplekset, omfattende politisk korruption, bankkonti i udlandet og kuverter der går fra hånd til hånd fyldt med kontanter, er udviklet i det Spanien, hvor gennemsnitsborgeren opfattes som “tumpet”, hvis han ikke kan opnå en fortrinsstilling med mere eller mindre lovlige midler, og på det frækkeste udnytter huller og sprækker i ethvert tilbud eller ydelse, som han møder på sin vej.

corrupcion-politicaI disse tider udfolder fænomenet sig grelt i Spanien, men det gælder overalt, at der er grobund for korruption i samme øjeblik den enkelte borger uden betænkning betaler eller indkasserer betaling uden regning for at spare momsen; ringer til en bekendt eller et familiemedlem for at få en tid hos den bedste speciallæge; altid møver sig frem i køen, og smutter fra regningen; kun udlejer værelser eller sommerhus hvis lejeren opgiver adresse andetsteds; når ”enlige” mødre reelt bor sammen med en partner og allligevel indkasserer forhøjede offentlige ydelser;  når man misbruger forretningernes byttegaranti til at bruge det erhvervede ved en særlig lejlighed, hvorpå det leveres tilbage med krav om at få pengene retur; når man bedrager forsikringsselskabet med ordene “man skal da have noget ud af at være forsikret”… Og personen gør det uden at rødme, tværtimod med stolthed over at være så snedig, og det ikke så meget som strejfer den pågældende, hvordan disse handlinger påvirker det omgivende samfund, fornedrer det og forvandler det til en syg nation, med underhåndsaftaler, svindel og misbrug, alt sammen mere omfattende, jo højere på magtstigen svinestregerne begås.

Tags: .

Én tweet: 2 år i skyggen

I Spanien syder gaderne i protest. Unge såvel som ældre, arbejdere såvel som gymnasieelever går på gaden for at demonstrere mod krisen, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de sociale ydelser, i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, og imod den nye arbejdsmarkedsreform, der totalt lader arbejderne i stikken, uden ret til sygefravær, men tvangsindlagt til at acceptere en løn-nedgang hvornår det skal være.

Regeringen formår ikke at standse protesterne eller bringe dem til tavshed. Dens image blegner, vælgertilslutningen daler og ved udsigten til at miste bare en brøkdel af den magt, som man var så ivrig for at opnå, har man besluttet at sætte hårdt mod hårdt.

I en kommende lovgivningsreform skal begrebet attentat mod myndighederne også omfatte passiv modstand mod myndighederne. Det skal regnes for et strafbart udslag af tilhør til en kriminel organisation, hvis man indkalder til demonstration via Internet. At sammenkalde til protest gennem et socialt netværk skal medføre en minimumsstraf på to år.

Disse ekstreme midler er kun to af en række forholdsregler, som man håber vil dæmme op for flodbølgen af protester. De skal få selv fredelige protester til at forstumme, bringe dem til tavshed, der ikke flytter sig, når politiet kommer for at fjerne dem, med støvlespark, gummikugler og knippelsuppe i skønsom blanding.

Nu bliver det til en forbrydelse i Spanien at sætte sig med et skilt i hånden, at gøre fredelig modstand på den ikke-voldelige måde, som Gandhi gjorde verdenskendt. Du vil blive betragtet som en forbryder, hvis du sammen med dine venner bruger Facebook til at aftale, hvor og hvornår I vil vise jeres indignation og harme over tingenes tilstand.

Påskuddet for disse nye forholdsregler er de voldelige elementer, der afgjort findes. Det begrænsede antal lovløse individer, der benytter lejligheden til at smadre butiksruder og afbrænde containere. De udgør en iøjnefaldende, men dog ubetydelig minoritet, i sammenligning med de hundredtusinder af mennesker, der er gået i fredelig protest mod arbejdsmarkedsreformen, mod manglen på opvarmning i Valencia-regionens vinterkolde skoler, mod den trøstesløse fremtid, der venter landets unge; en ungdomsarbejdsløshedsprocent på 45 virker som et forræderi mod en generation, der har adlydt parolen om, at uddannelse er betingelsen for et godt liv. Men alle de, der sætter sig i protest, de, som bærer skilte og bannere, de, som blogger, de, som råber slagord eller går i optog i gaderne, de kan og vil allesammen fra nu af blive betragtet som kriminelle.

Hvor mange flere frihedsrettigheder kan spanierne berøves med krisen som påskud? Den nye arbejdsmarkedsreform har bombet arbejderbevægelsen 100 år tilbage, og den nye straffelov vil næsten forvandle forsamlingsretten til en forbrydelse. Hvad bliver det næste? Ytringsfriheden? Ikke utænkeligt. Så håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at protestere på dansk. Men pas på, venner, hvis I bidrager med en kommentar, bliver I måske anset for medsammensvorne i min lille kriminelle organisation af vikinger og tyrefægtere.

Kilde:
Interior considerará la resistencia pasiva un atentado a la autoridad
Convocar algaradas por internet llevará a la carcel a sus promotores

“Bedstefløjterne” – Yayoflautas

Kampen for et bedre samfund har ingen øvre aldersgrænse. Det gælder i særlig høj grad, når landet er i dyb krise, som det er tilfældet i Spanien, hvor arbejdsløshed, stop for offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser og tilskud berører alle. En gruppe abuelos indignados, dvs. oprørte  bedsteforældre, de selvsamme som kæmpede for friheden under Francos diktatur, og som har gennemlevet tre års blodig borgerkrig, efterkrigstidens sult og diktaturets undertrykkelse,  der  endelig efterfulgtes af demokrati. Disse garvede samfundsborgere har fundet sammen og besluttet igen at gå på gaden for at kræve retfærdighed: at deres børn og børnebørn kan få en fremtid og ikke skal arve en dårligere verden end den, de selv har kendt.

De kalder sig Yayoflautas, – “Bedstefløjterne”, og deres bevægelse er inspireret af  Los Indignados, der slog lejr på Puerta del Sol i Madrid d. 15. maj sidste år, i protest mod regeringens opgivende holdning til finansverdenens kynisme.

De ældre medborgere har valgt navnet Yayoflautas med henvisning til den nedsættende betegnelse for de unge demonstranter:   perroflautas – “Hundefløjter”. Udtrykket skal fremkalde billedet af  hjemløse tiggere, der ligger i byens gader,  omgivet af langhårede hunde, og spiller på et musikinstrument, – ja hvorfor ikke: en fløjte.

Bedsteforældrene i Yayoflautas-bevægelsen har kæmpet livet igennem. Nogle har siddet i diktaturets fængsel, fordi de var republikanere, andre har har ført an i arbejdernes kamp for bedre vilkår, atter andre demonstrerede mod Franco i deres studietid. I 1960’erne og 1970’erne kæmpede de for de samme mærkesager, som nu har bragt dem tilbage på barrikaderne: offentlig sygesikring, offentlig uddannelse, et ligeværdigt samfund. “Det er ikke til at fatte, at vi skal stille de samme krav 40 år efter”, sukker de.

Deres valgsprog lyder: “Vi er flere, vi har tid og vi glemmer ikke” og de »vil ikke stiltiende se til, mens man nedbryder det velfærdssamfund, de har kæmpet for hele livet«. Derfor demonstrerer de, derfor slutter de sig sammen og holder møder, og mindst en gang om måneden gennemfører de en fælles aktion.

Foto: EFE

Den 1. februar besatte de en bus i  Barcelona for at understrege deres modstand mod nedskæringerne i mængden af offentlig transport, højere billetpriser og den lavere løn til bus-chaufførerne.

Klokken ti om formiddagen stod “bedsterne” i vinterkulden og ventede på bus nr. 47. De steg op i god ro og orden, betalte for deres billetter, og så snart alle var inde i bussen, blev de medbragte bannere foldet ud, og passagerne blev informeret om demonstranternes krav. De blev i bussen til klokken tre om eftermiddagen, kørte tur efter tur gennem byen i fortsat protest.

“Bedstefløjterne” har også besat ambulatoriet i Bellvitge-kvarteret i Barcelona. De vil forhindre, at det bliver lukket, for så vil der kun være ét sundhedscenter i et kvarter med 35.000 indbyggere. I praksis vil det betyde en ventetid på 2 uger for konsultation hos den alment praktiserende læge, og mere end et år hos en speciallæge.

Besættelsen er blot den mest opsigtsvækkende af yayoflautas ‘ protestaktioner mod de nedskæringer, som de frygter vil føre til en reel privatisering af det offentlige sundhedsvæsen. De demonstrerer specielt imod den planlagte “én recept – én euro”-afgift, der vil lægge en euro oven i prisen på al receptpligtig medicin. De ved, at det over en bred bank vil ramme dem, der har nået en alder, hvor næsten alle må tage medicin for det ene og det andet.

Man kan nemt følge med i disse bedsteforældres initiativer, støtte dem eller gå med i kampen, fordi “bedsterne” har erobret de sociale medier. De har deres egen Twitter (#iaioflautas),  deres eget profil på facebook og deres egen blog, alle på såvel spansk som catalansk og engelsk.

De kæmper for deres børns og børnebørns fremtid, og for selve velfærdssamfundet ,og de holder ikke inde, for de er dybt engagerede, de råder over deres egen tid, og de glemmer ikke den lange vej, de selv er gået for at opbygge det, som nu risikerer at blive sønderrevet i krisens storm.

Yayoflautas’ blog: http://www.iaioflautas.org/

Kilder:
Un grupo de jubilados ocupa un autobus contra los recortes y la subida de billetes
Yayo flautas de cataluña
Unos jubilados ocupan autobus para protestar por los recortes

Tilbage til 120 km/t på de spanske motorveje

I marts måned besluttede den spanske regering at nedsætte den maksimale hastighedsgrænse på motorveje til 110 km/t for at spare brændstof. Den gang nåede oliepriserne historiske højder: $ 110 for en tønde råolie, og det kunne landets økonomi ikke bære.

I de fire måneder med den lavere hastighedsgrænse er der sparet 450 millioner euro, benzinforbruget er faldet med næsten 6% i forhold til de samme måneder sidste år, og der har været færre trafikulykker. Ikke desto mindre har regeringen besluttet at ophæve denne forholdsregel, selv om de anerkender dens succes. Hvordan kan det dog være?

Foto: Alberto Dilolli, elmundo.es

Ifølge indenrigsminister Alfredo Pérez Rubalcaba “giver det ikke længere mening”, fordi “omstændighederne har ændret sig”. Prisen på råolie er nede på $ 106 pr. tønde, og man forudser et yderligere fald.

Det er værd at notere sig, at prisfaldet skyldes, at Det Internationale Energi Agentur (IEA) har besluttet at udbyde 60 millioner tønder olie fra deres strategiske reserver for at opveje manglen på olie fra Libyen. Det er kun tredje gang i IEA’s historie, at det har været nødvendigt at bruge af reserverne, og dette skridt giver aldeles ikke grund til optimisme.

I øvrigt må man tage i betragtning, at den almindelige forbruger ikke mærker svingningerne i prisen pr. tønde råolie. For ham eller hende er det benzintankens pris, der tæller. Ifølge officielle EU-kilder kostede en liter 95 oktan-benzin i Spanien 1,284 euro i uge 8, og i denne uge 26 solgtes den til 1,323 euro. Diesel er steget fra 1,247 til 1,272 euro. I dag koster det altså mere at tanke op end den gang i marts, da vi måtte til at sænke hastigheden.

For den nuværende regering har nedsættelsen af den maksimale hastighed på motorvejene været et af de mest upopulære initiativer. For få dage siden viste en rundspørge fra det spanske trafiksikkerhedsråd (Fundación Española para la Seguridad Vial), at 55% af bilisterne var imod at forlænge begrænsningen. En af de vigtigste grunde var, at bilisterne ikke kunne se nogen tydelig hensigt eller formål med hastighedsbegrænsningen.

Cambio de señales de tráfico

Fuente: Autoescuela Gong

Det er uden tvivl en grundlæggende svaghed, at de almindelige borgere aldrig har fattet, hvorfor de skulle køre langsommere, de har bare set beslutningen som et lune eller en fiks idé fra regeringens side.

Det er heller ikke så nemt at se meningen, for vi taler om økonomiske facts, som man skal være lidt af en specialist for at analysere.

Ifølge industriminister Miguel Sebastián “forbløder den spanske økonomi” på grund af afhængigheden af importeret brændstof. Olieimporten tegner sig for 25 milliarder euro, dvs. 62%  af underskuddet på den spanske handelsbalance.

Mariano Marzo, geologi-professor ved instituttet for energi-ressourcer på Universitetet i Barcelona, oplyser, at de fem europæiske lande, hvor udlandsgælden er vokset mest, er præcis dem, der er mest afhængige af olieimporten. Vi taler om  Irland, Grækenland, Spanien, Portugal og Italien. I Spanien står olie og benzin for 50% af energiforsyningen, mens gennemsnittet i EU er på 37%.

Hvis nedsættelsen af maksimums-hastigheden var blevet ledsaget af en bevidstgørende oplysningskampagne, kunne initiativet måske være fortsat, som al fornuft tilsiger. Tallene viser tydeligt dets succes, og alligevel tør den regering, som snart står til valg, ikke stå ved denne beslutning, der er lige så omstridt som anti-tobaks-loven. Det er åbenbart vigtigere at gøre sig gode venner med vælgerne end at spare på valutaen og den fossile energi.

Desværre tyder alt på, at vi endnu en gang kommer til at se, hvordan den sunde fornuft og hensynet til trafiksikkerhed, miljø og ressourcer, taber kampen mod de politiske interesser, specielt nu hvor alle ruster sig til parlamentsvalget.

Kilder:

Pérdida de una oportunidad
Un gobierno dividido decide volver a los 120 por hora pese al ahorro
El gobierno se inclina por levantar el límite de 110 por la caída del petróleo
El aumento de las multas de tráfico confirma el frenazo del efecto de los 110
El 55% de los conductores están en contra de que se prorrogue la limitación de velocidad a 110
El gobierno decide establecer nuevamente el límite de velocidad a 120
España no puede soportar un barril de petróleo a 100 dolares
Zapatero apela a la reducción de accidentes para justificar el nuevo límite de velocidad
El gobierno da marcha atrás: la velocidad máxima vuelve a 120 km/h
“Como la medida ha funcionado bien, la suprimimos”

Spaniens enhed og tyrefægtningen

Nu har Cataloniens parlament i en meget ophedet afstemning vedtaget at forbyde tyrefægtning. I fremtiden vil Barcelonas arena “la Monumental” aldrig mere fyldes af pasodoble-musik, tofarvede kapper og guld- og sølvbroderede dragter for at afholde det spanske nationalskue frem for noget – en tyrefægtning.

De som er og altid har været modstandere af tyrefægtning, la “Fiesta nacional”, er begejstrede. Alle de, som synes det er en barbarisk forestilling, en form for langsom tortur af et forsvarsløst dyr, de, som kæmper for dyrevelfærd, ser det som det første skridt ind i en fremtid, hvor kamptyre ikke længere skal være et blodigt objekt for massernes forlystelsessyge. De håber, at Cataloniens eksempel vil brede sig ud over det spanske land, og at tyrefægtninger som sådan snart vil høre fortiden til.

Bag debatten og afstemningen ligger imidlertid andet end medfølelse med tyrene. Striden  repræsenterer en konflikt mellem forskellige gruppers modsatrettede interesser, og dybest set er den en trussel imod selve den spanske enhed; selve ånden i den demokratiske grundlov af 1978 er en stræben efter, at de 18 selvstyrende regioner sameksisterer på et fælles nationalt fundament. Denne smukke vision fik nylig symbolsk udtryk gennem fodboldverdensmesterskabet og prisen for fair play – hvor spillere fra forskellige spanske regioner realiserede et samspil under det spanske flag.

Forbudet mod tyrefægtning er imidlertid kommet til at symbolisere kampagnen for Cataloniens uafhængighed. Hvis der er noget, der kan betragtes som ægte spansk, så er det tyrefægtningerne, de kaldes faktisk  la “Fiesta nacional”. Så kan catalanerne mere tydeligt tage afstand fra Spaniens kultur end ved at forbyde tyrefægtning?

Mange har noteret afskaffelsen af tyrefægtning i Catalonien som et vundet slag i  kampen for uafhængighed, og mange andre har udnyttet den som en anledning til at nære segregationsbålet og hadet mod dem, som trods alt stadig er deres landsmænd i dagens Spanien.

Fuente: EFE

Det er sørgeligt at se konfliktens flammer blusse op såvel i den ene som den anden lejr, og trist at være vidne til de midler, stridens parter anvender, når de bærer ved til bålet.

Som et eksempel på dette så vi Jaime Mayor Oreja, som er ordfører for det centralistiske PP (Partido Popular) i Europa-parlamentet, udtale, at beslutningen om at forbyde tyrefægtning er gengæld for den spanske sejr i fodbold-verdensmesterskabet. En absurd ytring med en tydelig undertekst: catalanerne er ikke længere spaniere, og verdensmesterskabet repræsenterer en sejr for den rival, man hader; derfor søger man at gøre gengæld ved at såre rivalen dér, hvor det gør ondt – i dette tilfælde ved at forbyde “la Fiesta Nacional”, tyrefægtning.

Dette syn på Catalonien og den catalanske selvstændighedstrang er ikke bare trist og begrædeligt; det gør det endnu tristere, at det udtrykkes af en, som repræsenterer hele Spanien, Catalonien medregnet, i forhold til den Europæiske Union.

Skridt for skridt, pind efter pind, tilintetgøres den integrations-baserede model for sameksistens mellem de forskellige spanske regioner, der blev skabt i overgangen fra diktatur til demokrati. Alt tyder på, at dens levetid bliver lige så smuk som kortvarig.

Kilde:
Mayor Oreja: “La prohibición refleja una profunda crisis nacional”
“La identificación de los toros con los valores nacionales es lamentable”
Forfatter Fernando Savater, Vuelve el Santo Oficio
El principio del fin
Cataluña: la fractura

Spansk politik, et spil for to

Stadig oftere og oftere ser man den politiske debat i Spanien reduceret til en konfrontation mellem to politikker, eller retter to politikere, en kamp, hvor det drejer sig om at kåre en vinder og udnævne en taber.

Handlingsprogrammer og eller planer for at regere landet kommer i bedste fald i anden række, og det politiske liv reduceres til et spil om at diskvalificere modstanderen og lægge strategier for at udmatte ham og slå ham definitivt.

Det drejer sig kort sagt om at udpege en vinder, det sejrende hold, som kan repræsentere det “gode” på bekostning af taberholdet, der skal stå for alt det “onde”.

I disse dage holder den spanske kongres sine sidste parlamenteriske forsamlinger inden sommerferien i august. Som det er skik og brug afholdes også en “Debat om nationens tilstand”, hvor regeringen gør status over det forløbne år, og de forholdsregler, man fremover vil tage, bliver fremlagt til oppositionens kritiske undersøgelse.

I år lægges særdeles alvorlige emner frem til debat: den økonomiske krise, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de offentlige udgifter, Cataloniens status inden for den spanske nationalstat, fremtidens pensioner… I betragtning af sagernes alvor ville man forvente en seriøs debat af forslag til fremtidige løsninger, som ville blive diskuteret af de forskellige politiske grupperinger, indtil man nåede til enighed omkring en plan for at arbejde for en økonomisk genopretning af landet. Men det er meget langt fra, hvad vi blev vidner til.

På ny måtte vi nøjes med en showpræget kamp mellem højre og venste, Partido Popular mod socialistpartiet PSOE, hvor parterne stillede op for at vinde over modstanderen med latterliggørende strategier, som skal fange vælgernes opmærksomhed med barnagtigheder frem for politiske argumenter. Og hvordan kan det være anderledes, når vælgerne til syvende og sidst er overbevist om, at det hele går ud på, at ens favorithold skal vinde, og der er kun to hold i spil?

Efter debatten om nationens tilstand stillede medierne kun det ene spørgsmål: Hvem vandt debatten, regeringschefen Zapatero eller oppositionens leder Mariano Rajoy? Man arrangerede rundspørger blandt læserne og omtalte resultatet af debatten i fodbold-vendinger: “Rajoy scorer mål”.

Fuente: La Razón

Det afhang af den enkelte avis’ politiske tilhørsforhold, hvem der blev kåret som vinder, og kun undtagelsesvis blev kåringen begrundet. Der var ingen overvejelser omkring regeringschefens plan for at komme ud af krisen, man forholdt sig ikke kritisk til hans argumentation, og man slog ikke ned på problemer, som han måske havde undgået at tage stilling til. Var oppositionens forslag måske mere effektive eller realistiske, har Rajoy bedre talegaver eller er hans regeringsalternativ indlysende overlegent? Det ved vi ikke, og det er åbenbart også uvedkommende. Det eneste, det drejer sig om, er at vinde, så ens egne tilhængere, ens fans, som også er fanatiske hooligans, vil hylde en som sejrherren, den, der scorer målene og vinder debatten. Uanset om holdet er til højre eller til venstre, så skal det med djævelens vold og magt slå modstanderne, som er roden til alt ondt.

Der er nu gået et stykke tid siden debatten, det politiske liv er tilbage i de vante folder, men dag ud og dag ind er strategien den samme. Uanset hvilken avis, man åbner, finder man eksempler på tidsrøvende forsøg på at diskvalificere de politiske modstandere, dvs. at der bliver mindre tid til at søge løsninger på de alvorlige problemer, landet står over for.

For nogle dage siden anklagede første vicepræsident María Teresa Fernández de la Vega modstanderne, Partido Popular, for at have ønsket nederlag for “de røde” – det rødklædte fodboldlandshold. Denne anklage bragte oppositionen i harnisk. Kunne man finde et bedre våben mod sine politiske rivaler end at anklage dem for ikke at holde med de verdensmestre, vi netop er så stolte over? Kunne man finde en mere populistisk måde at appellere til “manden på gaden”?

Samme dag kom PP’s ordfører, Soraya Sáenz de Santamaría, på banen. Hun citerede nogle vers fra det kendte skuespil “Don Juan Tenorio”, ikke blot for at illustrere sin pointe på en festlig og farverig måde, men især for at sætte sin politiske modpart María Teresa Fernández de la Vega i skammekrogen: hun havde nemlig citeret en sætning fra Don Juan-stykket forkert i en avis. Det er selvfølgelig en alvorlig fejl i regeringsførelsen, som må påtales fra parlamentets talerstol. Er det dog ikke langt mere kritisabelt end regeringens økonomiske program eller dens indstilling til, hvordan Catalonien kan og skal styres?

Fuente: Afp

Så længe offentlighedens opmærksomhed holdes fangen i denne kamp mellem to fløje, dette spil, som er opfundet af deltagerne selv, og hvor man nødsages til at vælge den ene banehalvdel, så bliver søgelyset flyttet fra de væsentlige problemer, og det sløres, at de, som burde arbejde for at løse problemerne, er uduelige eller ligeglade.

Hvis det lykkes at overbevise vælgerne om, at der kun er to mulige alternativer, vil spillet altid være behersket af de samme spillere, som bare skal skifte banehalvdel med regelmæssige mellemrum, i dag som opposition, i morgen som regering.

Det er unægtelig nemmere at finde på platte vitser, skjulte fornærmelser, satiriske rim eller rette slag under bæltestedet, end at udarbejde en planlægning for økonomi, socialpolitik og arbejdsmarked, når man vil regere landet.

Hvor genialt at reducere politik til en konfrontation mellem to spillere, hvor det kun kan gavne de to.

Vinderen af debatten:
El 70% de los internautas de La Razón creen que Rajoy ganó
Zapatero ganó a Rajoy en el Debate sobre el estado de la nación según el CIS
Rajoy gana por la mínima
La mayoría de españoles cree que ni Zapatero ni Rajoy ganaron el debate
Zapatero versus Rajoy: un debate sin ganador
Zapatero ganó el Debate sobre el estado de la nación por quinta vez
Zapatero ganó el debate a Rajoy por 4,8 puntos
¿Quién ha ganado el debate?

Indlæg i parlamentet:
Zapatero asegura que pedirá “nuevos esfuerzos” en los Presupuestos

Pinligt forsidestof

Danmark modtager en henvendelse fra fremtrædende spaniere inden for kulturlivet, forskning og miljøbeskyttelse.
Årsagen: isolationsfængslingen af fire Greenpeace-aktivister for aktionen ved Klimatopmødemiddagen på Christiansborg. Heriblandt lederen af Greenpeace, Spanien, Juan José López de Uralde.

Risiko for Danmarks internationale omdømme
Uraldes hustru, Koro Castellano, Internet Managing Director for mediegruppen UNIDAD EDITORIAL er en magtfuld opinionsdanner. Hendes indsats som redaktør af avisen El Mundo’s online-udgave skaffede den en position som førende gratis spansk internetavis. Fra 2006 til 2008 var hun præsident for OPA: Online Publishers Association Europe, der bl.a. omfatter International Herald Tribune, Le Monde, La Repubblica, Corriere della sera.

Når hun nu står i centrum for overrækkelsen af et brev til Brian Mikkelsen med 50.000 underskrifter til støtte for de fire isolerede Greenpeace-aktivister, har han en sag, der ikke bør syltes.

Det spanske udenrigsministerium opfordrer justisminister Caamaño til at henvende sig til sin danske kollega med anmodning om, at de fire aktivister omgående sættes på fri fod.

Et Greenpeacemedlem blogger fra København om at føle sig hensat til Alices “Eventyrland” og citerer Lewis Carroll’s absurde klassiker: “No, no!” said the Queen. “Sentence first – verdict afterwards”.
Og på elmundo.es er et portræt af Uralde valgt som ugens foto med overskriften: Justicia a la “danèse”

Sikke et lys det kaster over vor nation.

Kilder:

http://www.greenpeace.org/espana/

http://greenpeaceblong.wordpress.com/2009/12/29/en-copenhague-juantxo-en-el-pais-de-las-maravillas/

http://www.elmundo.es/elmundo/2009/12/29/lafotodelasemana/1262107778.html

http://www.20minutos.es/noticia/597170/0/greenpeace/firmas/liberacion/

http://www.elmundo.es/elmundo/2006/06/13/comunicacion/1150185688.html

http://www.opa-europe.org/

Uduelige pak, i ødelægger Spanien

I spansk politik er det efterhånden kommet på mode at bruge hverdagsudtryk, undertiden ret grove, i politiske debatindlæg. Man prøver at være folkelig ved at tale samme sprog som “den brede vælgermasse”. Man låner formuleringer fra populære komikere, vendinger og talemåder, desværre ofte hverken dækkende eller korrekt formuleret, fængende punchlines, til og med rene fornærmelser er ved at blive hverdagskost.

Fuente: Publico.es

Fuente: Publico.es

Forleden dag fik -politikeren fra PP (Partido Popular) Cristóbal Montoro, som var finansminister i den forrige regering, stående bifald fra et helt stadion ved råbende at karakterisere det nuværende regeringsparti med ordene: “Uduelige pak, i ødelægger Spanien”.

Ifølge avisen El Mundo blev det højdepunktet på hans indlæg til partifællerne. Jeg håber så sandelig, det er ironisk ment, når artiklen tilføjer: “En stjerne er født, en lille taler af format”.

Denne måde at “argumentere” på minder fuldstændig om de kulørte magasinprogrammer, der florerer på spansk TV. Her diskuterer ”berømte” deres affærer, konflikter og utroskab med såkaldte journalister som “ordstyrere”. Disse “debatter” skal først og fremmest fastholde seerne, og de foregår under skrig og skrål, deltagerne sviner hinanden til, anklager hinanden for at lyve og manipulere. De laver scener, forlader oprørte studiet, og vender alligevel tilbage næste gang eller i et tilsvarende program på den konkurrerende kanal. Disse programmer stiller ikke de store intellektuelle krav, – og de har høje seertal.

Det er måske årsagen til, at politiske debatter og de politiske lederes optræden mere og mere ligner talkshows. Man oplever, at slagord kopieret direkte fra damefrisøren nede på hjørnet “fremmer forståelsen” af ens politiske meninger.

Vi ser således et skilt, under Montoros mikrofon, med teksten: “Mindre skatter og flere arbejdspladser” med reference til to emner, der står højt på den politiske dagsorden i øjeblikket. Regeringen bebuder skattestigninger, og arbejdsløsheden er steget til over 18%. Montoro anklager regeringen for at “dræne alle borgeres pengekasser”, han siger, at de burde gemme hovedet under bordet og at krisen fælder vores ungdom. Han erklærer, at hvis hans parti var ved magten, så ville regeringen sænke skatterne, og der ville ikke være nogen krise, de ville få Spanien op fra sumpen ligesom de gjorde i 1996. Ikke et ord om, hvordan det skulle ske, ikke antydning af analyse eller detaljerede planer.

Den tidligere finansminister leverede ikke andet end tomme ord, fraser og klicheer, udtryk i de mest banale hverdagsvendinger. Han redegjorde ikke for fremtidige regeringsplaner, han forklarede ikke, hvilke af den nuværende regerings tiltag der er ved at ruinere Spanien, vi fik heller ikke at vide, hvorfor skatterne skal sænkes i stedet for at hæves, eller hvilken handlingsplan der skal få Spanien op af sumpen. Råbet “Uduelige pak, i ødelægger Spanien” var nok til at slå hans synspunkt fast og sætte mod i forsamlingen.

Cristóbal Montoro er ikke et enestående tilfælde. Der er mange, som følger den nye mode i håb om at gøre sig populære hos befolkningen og partifællerne, i stil med de talkshows, hvor vinderen er den, der råber højest og sviner modstanderen til med de groveste udtryk. Hvis man taler på sin egen TV-kanal, er man også sikker på bifald.

Fuente: http:disenodepaginasweb.net

Fuente: http:disenodepaginasweb.net

Det værste er, at denne stil ser ud til at give bonus. PP-tilhængerne hyldede Montoro, og hver eneste nyhed fra regeringen giver anledning til hundredvis af kommentarer af typen: “Store idioter”, “Zapatero må gå af”, “Tyveknægte, I aner ikke, hvad I gør”… Hvis det ikke længere er nødvendigt at informere vælgerne, men de blot har det med politik som med fodbold, dvs. de holder ubetinget med deres eget hold og skælder ud på dommeren, jamen så er det da klart, hvad vej man vil gå. Ud med information, på banen med kraftudtrykkene.

Men måske alligevel ikke: mange vælgere har jo ikke glemt, at målet for den politiske debat ikke er at skaffe stemmer for enhver pris, men at finde frem til den bedste måde at regere landet på, så man sikrer bedst mulige livsbetingelser for borgerne. Og det kræver ikke fængende punchlines, men konkrete politiske handlingsplaner over for de problemer, Spanien må slås med. Man må også håbe, at de politikere, der nu står i spidsen for nationen, de som tidligere gjorde det, og de som håber at komme til det, vil være i stand til at debattere ordentligt, med rationelle argumenter, og ikke mindst med respekt for modparten. Det drejer sig ikke om at skildre de politiske modstanderes reelle eller påståede fejl, nej, man må opstille alternativer i form af sociale, økonomiske og politiske strategier.

Det, der er ved at ske med det politiske sprogbrug i Spanien truer med at ødelægge den demokratiske dialog i selve dens grundvold, eftersom der knap præsenteres strategier eller initiativer, som det er værd at drøfte. Dermed er det umuligt at nå til enighed og kompromis, man griber til den gamle kunst at “regere omvendt” – dvs. gøre lige det modsatte af det, de andre har gjort.

Til slut en advarsel til dem, der måske læser dette med et overbærende smil, stolte over at bo i Danmark, hvor “den slags ikke sker”. I Spanien er det ikke sket fra den ene dag til den næste. Det begyndte med, at en politiker spontant brugte et folkeligt udtryk, der tog kegler, med at en partipolitiker deltog i en TV-debat fast besluttet på at forhindre alle andre i at få ordet, og med at nogle fik den lyse idé at indlemme “manden på gadens” fordomme og lave instinkter i deres partiprogrammer. Er Danmark immun over for en sådan udvikling?

Kilde: Montoro al gobierno: pedazo de inútiles, estáis arruinando España.

Om den politiske debat i Danmark:
Farvede ord ødelægger den politiske debat
Spindoktor: Politikere er jo ikke som Martin fra X Factor!

Tags: , .