Der er klima-topmøde i “Hopenhagen”, og en forsker fra DTU fortæller om betydningen af at mindske energiforbrug i bygningsmassen. Isolering må der til, og det har der siden 70′erne været forståelse for i Danmark. Men i “foregangslandet” USA har man i tider med rigelig og billig olie og god økonomi bygget stadig større huse uden at bekymre sig over udgifterne til opvarmning om vinteren og air condition om sommeren. Det må der ændres på, hvis stormagten USA skal nedsætte CO2-udslippet.
Hvordan står det til i Spanien?
I Extremadura, som er den egn af Spanien, jeg kender bedst, opføres “intelligente” nye boliger og offentlige bygninger, hvor elektronik-styring tænder for lyset, når man går ind på toilettet, og slukker, når man går ud, blænder vinduerne, når solen står på, åbner for gennemtræk, når der er ved at blive for varmt, osv.
Disse teknologiske foranstaltninger er åbenbart nødvendige, når man ikke længere kan regne med, at det enkelte menneske bærer sig intelligent ad, sådan som det er almindeligt i de traditionelle landhuse. “Min” lille landsbys boliger med metertykke stenvægge har flere etager: man opholder sig foroven om vinteren og søger ned i køligheden om sommeren. Husets vinduer er trukket ind i forhold til facaden, og man åbner og lukker skodder og persienner i takt med solens gang over himmelen. Rummene ventilerer man ved at åbne døre og vinduer. Nu i den kolde tid tænder man op på ildstedet eller brændeovnen, og her tilberedes “slow food” af bælgfrugter, kød og årstidens høst fra køkkenhaven.
Livet i dette gammeldags miljø præges af en omtanke, der forekommer nok så intelligent som det teknologiske fix, der skal sikre kontorhuse og store private boliger mod brugernes og beboernes skødesløshed og overforbrug.
Er der måske mere brug for besindelse end for opfindelser for at redde klimaet her på jorden?
I Spanien har man tradition for at tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. I et spansk hjem bor bedstemor eller bedstefar ofte sammen med sine børn og børnebørn og tager del i familiens dagligliv. De gamle flytter hjem til deres børn, når de føler, at helbredet svigter, eller ensomheden bliver for streng. Så lyder det: “hør nu, far, du må komme og bo hos os, der får du det bedre.” Det drejer sig ikke bare om, at man tager et ansvar på sig, man føler også at det er på tide at gengælde forældrenes omsorg i alle årene. Nu, hvor de bliver gamle og ikke kan klare sig selv, bliver rollerne byttet om, og børnene må tage sig af forældrene.
Fuente: Coastal.com
Der opstår imidlertid problemer, når bedstemors eller -fars helbred bliver konstant plejekrævende. Så er det, man må overveje, om han eller hun ville blive passet bedre på et plejehjem. Men der er mangel på offentlige plejehjem, og de private koster mere, end hvad en gennemsnitsfamilie har råd til. Derfor bliver mange plejekrævende gamle hos familien, og opgaverne som sygeplejerske/ledsager/personlig plejer varetages af familiens kvinder, som efterhånden er fuldtidsbeskæftiget med omsorgen for den gamle.
Dette grundlæggende træk i det spanske samfundsmønster blev taget i betragtning i den lov, der trådte i kraft i januar 2007: LAAD, Ley de Promoción de la Autonomía Personal y Atención a las Personas en situación de Dependencia (Lov om fremme af personlig selvstændighed og omsorg for plejekrævende personer). I denne lov figurerer de såkaldte “ikke-professionelle plejere/omsorgspersoner”. Men ville anerkende indsatsen fra disse mennesker, der tilbragte al deres tid med at tage sig af plejekrævende gamle eller handicappede, og således give dem adgang til en økonomisk kompensation i form af en slags beskeden løn med social- og sygesikringsbidrag. Tanken var, at denne ydelse skulle gælde i undtagelsestilfælde, hvor offentlig omsorg ikke var tilgængelig, f.eks. på landet, og desuden er den tidsbegrænset.
Nu, to år efter lovens ikrafttræden, viser det sig dog, at denne foranstaltning hverken er en undtagelse eller tidsbegrænset. Statistikken viser, at 51% af den støtte, der gives til plejekrævende personer, udbetales som løn til kvinder, der passer gamle i hjemmet.
Fuente: 60segundosrd.com
For den offentlige administration er denne “plejeløn” billigere end driften af en plejehjemsplads, og derfor udnyttes loven langt ud over sin bestemmelse i mange af Spaniens selvstyrende regioner. Faktisk har regionen Castilla y León beregnet, at hvis man dér gav samme antal ”plejelønninger” som landsgennemsnittet, ville man kunne spare 6.1 millioner euro om måneden.
Samtidig styrkes opfattelsen af kvinden som den, der skal passe og pleje hele familien. Montserrat Muñoz fra IU (venstrefløjspartiet Izquierda Unida) udtaler, at “de fleste af plejepersonerne er kvinder, hvilket fastholder dem i den rolle, de altid har haft”. Marisol Pérez, fra PSOE, udtaler, at “der endnu ikke er tilstrækkeligt med institutionspladser, men der eksisterer stadig en familiekultur: denne opgave udføres af mange kvinder, og nogle af dem ønsker at blive ved. Der skal et generationsskifte til for at ændre denne skik”.
Som næsten alle offentlige initiativer har støtten til familiens egne omsorgspersoner med tiden vist sig at have to facetter. Den positive side er, at der er blevet givet støtte til de mennesker, der har forladt arbejdsmarkedet og ofret deres fritid for at tage sig af deres kære, de gamle og de handicappede. Det beskedne plejevederlag er særdeles kærkomment for nogle familier, hvis økonomi er meget trængt. Bagsiden af medaljen viser, hvordan den smukke tradition med at tage sig af forældrene, når de bliver gamle, i flergenerationsfamilier, hvor de nye medlemmer beriges af de ældres erfaring og kundskaber, udnyttes af det offentlige til at spare penge og systemet placerer på ny kvinderne i traditionelle roller, som de åbenbart aldrig vil komme fri af.
Det er helt rart, når ens egen opfattelse bliver bekræftet: “Spanien er et lykkeligt sted”: Det amerikanske tidsskrift Forbes, som excellerer i rekorder, bringer en liste over verdens 10 lykkeligste byer, med Barcelona på 3. plads og Madrid som nr. 6; men der er minsandten hverken en dansk eller nordisk by med blandt de “10 lykkeligste byer”.
Kilde: Kompas travel
Barcelona, verdens 3. lykkeligste by, er blevet valgt, fordi den kan defineres som “den klassiske Middelhavs-by”. Man fremhæver det varme klima, det intense kulturliv – og en af verdens førende fodboldklubber. Madrid kommer ind på sjettepladsen takket være sin “vibrerende kultur” og høje levestandard.
Personligt undrer undersøgelsens ophavsmand Simon Anholt sig over, at der ikke kom en italiensk by på hitlisten, for han synes, at madrilenerne ser dystre ud! Men han bemærker også, at analysen redegør for, hvor man kunne forestille sig at leve. De lokale er ikke blevet spurgt, hvordan de har det med at bo, hvor de bor.
Kilde: Softguides
Jeg synes, det er helt berettiget, at Spanien figurerer to gange på top-10-listen, men helt personligt ville jeg ikke vælge en af de største spanske byer, hvor livskvaliteten i høj grad følger betalingsevnen. Jeg ville stemme på en historisk by som León i Castilien eller Cáceres i Extremadura, hvor mangfoldige kulturelle initiativer blomstrer, hvor man kan færdes afslappet i den imponerende historiske bymidte, og nyde spændende lokale specialiteter i de små barer, hvor ens venner også finder hen, og man kan snakke om løst og fast. Byer, hvor weekenden er rig på oplevelser for alle indbyggere, og hvor der stadig findes små specialbutikker, hvis indehavere rådgiver kunderne personligt og med en faglig stolthed og viden, som bunder i årtiers engagement i området. Og byer, der ikke er større, end at man hurtigt kommer ud i prægtige landskaber.
Listen over verdens 10 lykkeligste byer: Río de Janeiro, Sydney, Barcelona, Amsterdam, Melbourne, Madrid, San Francisco, Rom, Paris og Buenos Aires, er resultat af en markedsanalyse, foretaget af GfK Custom Research North America og Simon Anholt, der har udspurgt 10.000 personer i en snes lande.
