Udlændighed 2.0

emigrantesI 1960’erne måtte mange spaniere fra landdistrikterne søge til de større byer i Spanien eller til udlandet, især Tyskland og Schweiz, for at tjene til livets ophold for sig selv, ofte også for familien.  Under mit ophold i Extremadura træffer vi ikke sjældent den tids emigranter, der efter et langt arbejdsliv er vendt tilbage til hjemegnen. De fortæller om, hvordan de i mange år kun så familien en gang eller to om året, og vi må huske, at det var før internet og skype osv. Typisk har de arbejdet i industri og byggeri, og ofte har de kunnet spare sammen til at bygge et stort godt hus på hjemegnen  til sig selv og børneflokken, incl. sviger- og børnebørn…

Nu udgår der fra Spanien en ny bølge denne gang af højtuddannede unge, som der er ikke plads til på landets arbejdsmarked. Bølgen har ramt Danmark, det kan vi læse på internet-fora for spaniere i udlandet.

Nogle kalder det den spanske lavine, krisens ‘desperados‘.

Hvordan er de så, når man møder dem her?

Næsten ingen af dem taler dansk. Mange mener, at de kan klare sig på engelsk, indtil de opdager, at deres engelsk til husbehov er næsten uforståeligt. Det er langt fra at slå til, når det gælder om at klare dagen og vejen.

De har hørt om de nordiske landes fortrin, men næsten ingen har fortalt dem om skyggesiderne.

Vores lave arbejdsløshedstal kan de udenad, og de sammenligner dem med de spanske. Det høje danske lønniveau får dem også til at tro, at de vil vinde ved at flytte, at de snart vil finde et godt job, at de vil kunne klare sig, for “i Danmark lever man godt”.

De fleste hævder, at de “er villige til at tage hvad som helst”, og de kan desværre heller ikke forvente noget bedre. De kommer hertil uden en uddannelse, der kan kvalificere dem til et job på det danske arbejdsmarked, allerede i Spanien holdt de sig flydende med forefaldende arbejde, og det har de også tænkt sig til en start her i Danmark. Andre satser på at fortsætte deres hjemlige løbebane, og de taler ikke gerne om, at de “foreløbig” gør rent eller arbejder på et lager. Nogle “heldige” finder plads på det danske arbejdsmarked, fordi de taler godt engelsk, kommer med en højere teknisk uddannelse og relevant erhvervserfaring, og den gruppe kan regne med en særdeles god løn. Deres eksempler er gode historier, som spredes fra mund til mund, bliver endnu bedre undervejs og skaber håb hos en ny lavine af desperate spaniere. Men de vil opdage, at konkurrencen er hård, at det som regel er absolut nødvendigt at kunne dansk, og at det vrimler med udlændinge af alle nationaliteter, der kun taler deres modersmål og mangler de kompetencer og kvalifikationer, som efterspørges her.

Alle emigranterne har de samme tre rejsekammerater: hjemlængsel, håb og ensomhed.

aventura
Danmark lyder anderledes, lugter anderledes, smager anderledes. Selv de, som forlod Spanien i vrede, selv de kan undertiden ved frokostens kolde rugbrødsmadder længes efter duften af moders gode landsuppe med det hele. En dag kommer de hjem fra jobbet og mærker, at der mangler noget: lyden af sportsreportagen i TV, naboerskernes stemmer i gården, duften af stegt fisk, der strømmer ud fra andre lejligheder i opgangen…  Nogle ryster hjemveen af sig, andre finder trøst i den skive skinke, de har haft med fra Spanien, den flaske sidra, der lå beskyttet mellem t-shirts i kufferten, den plade turrón, som familien har sendt med posten.

Det bliver til skatte, nydt i små portioner, og højtideligt budt til landsmænd, der kommer på besøg.  Og lækkerierne falder på et tørt sted! For i denne stund hos en anden spanier, der er havnet her tillands, føler man sig i et par timer atter hjemme, man er på ny 100% sig selv, og hjemveen slumrer hen.

Da kufferten blev pakket med kurs med det kolde Nord, kom der også drømme med i bagagen, samt planer og masser af opsamlet håb. “Jeg tager af sted, i starten må jeg tage, hvad jeg kan få, men når jeg først får lært dansk, skal jeg nok finde noget i min egen branche”. “Jeg finder bestemt noget at lave, det kan aldrig blive værre end i Spanien”. “Der mangler garanteret spansklærere, spansk er jo på mode”. Nogle har ganske konkrete planer. Nogle har en idé om, hvor de skal tage fat, de har undersøgt sagen på nettet, de ved, hvor det sner. Nogle tager af sted på lykke og fromme. Man har sparet op til en start, man kender nogen, en ven er allerede deroppe… For nogle lykkes det, andre bruger alle sparepengene op og må vende hjem til Spanien med mere eller mindre oprejst pande, atter andre klarer sig, omend på ingen måde efter planen. Nogle affinder sig med tingenes tilstand, andre forbander deres skæbne, adskillige har prøvet i årevis og vil nu vende hjem, så godt var der alligevel ikke i Norden.

adiosBag sig har de efterladt familie, venner, kontakter, og her kender de så godt som ingen; det er svært at få venner i Danmark. Sproget er den første barriere, den anden ligger i, at danskerne kommer sammen på andre måder. Ensomhedens lille abe sætter sig på skulderen. Den dukker op den dag, hvor man sidder derhjemme og ikke ved, hvem man skal fortælle om, hvad der er hændt én, og hvad man så følte. Man ringede hjem i går, og de gamle venner fatter ikke, hvordan det er her. Eller man får trang til at gå ud og få sig en øl, men hvem kan man mødes med? Det er måske søndag eftermiddag, i morgen kalder arbejdet, og nu har man lyst at gå i biografen eller se dagens  fodboldkamp sammen med nogen. Men det er danske hold, der spiller, kommentaren er på dansk, og nok er supermarkedets øl fortrinlig, men det er hverken San Miguel eller Estrella Galicia, og hvad er der ved at drikke alene?

Så griber man måske telefonen og ringer til den der herboende spanier, som man kender gennem internettet, som man mødte til en sammenkomst med 15 andre, og som virkede sej. Man fortæller hele sin livshistorie, og det er som om man har kendt hinanden altid, og hvis man ellers har råd i dette land, hvor alt koster dobbelt så meget som hjemme, så går man ud og får en øl sammen, der er kun et kvarter med S-toget ind til byen. Den lille ensomhedsabe falder i søvn et stykke tid. Men før eller siden vågner den igen. Den smuttede ubemærket med i kufferten, og den er ikke til at slippe af med.

Denne “lavine” af spaniere, drømmere, viljefaste, hårdtarbejdende, vindere og tabere, drevet af håb eller fortvivlelse, plaget af hjemve… Har vi plads til dem? Eller skal vi hellere spørge: Kan vi undvære dem?

Udenlandske videnarbejdere skaber vækst i danske virksomheder

Hos frisøren

I disse krisetider gør min mors frisør en særlig indsats for at fylde salonen, også på de normalt “stille dage”. Fra mandag til onsdag er der 50% rabat på alt. Således betalte jeg under mit sidste besøg i Spanien kun 9 € (67 kr) for at blive klippet og føntørret, alle mine krøller blev glattet ud og mit skulderlange hår skinnede som silke, da jeg forlod salonen.

De 9 € var godt givet ud, ikke blot fordi mit hår kom til at se vidunderligt ud, men også fordi det er en enestående oplevelse at gå til frisør i Spanien.

peluqueria

Man går til frisøren for at snakke. Der er ikke én, der tier stille, hverken frisøren, du eller de andre kunder, hvad enten du kender dem eller ej. Henne fra venteområdet,  fra permanenterne og ondulationerne under tørrehjelmene, fra stolene, hvor der klippes og trimmes, høres udtømmende kommentarer til tidens begivenheder: alt bliver endevendt, lige fra politikernes moral til krisen, fra de kendtes udenomsægteskabelige affærer til ens egne børnebørns skarnsstreger. Sådan går det til, at du opdager, at frisøren kommer fra nabolandsbyen til din barndoms ferieparadis.  Hun kan fortælle dig, om din yndlingsrestaurant stadig holder åbent, og I beklager samstemmende, at der kommer færre turister, eller at floden ikke længere er så ren som før i tiden, og mens børsten glider gennem håret, bliver I næsten bysbørn.

Hendes kollega har hørt din beskrivelse af en jammerlig klipning i en anden salon, og dermed går det op for dig, at hun har arbejdet der, hvor du har svoret aldrig mere at sætte dine ben, og med dæmpet stemme beretter hun nogle saftige detaljer fra baglokalet, som du med påtaget forundring gotter dig over at få indblik i.

peluqueraI samtalens løb har du ladet et ord falde om, at du nu bor i Danmark, hvor man ikke så meget som ville hilse på dig for 9 €, at det koster dig en formue at få glattet krøllerne ud, og at der bliver så langt mellem besøgene hos frisøren, så når du kommer hjem til Spanien, når håret ned til hælene.

– Hvordan er det så i Danmark? Er der meget koldt?
– Man lever såmænd slet ikke så dårligt, men der er hundekoldt.

Ovre ved vaskekummerne  sidder en dame og læser i et blad med håret indsmurt i en dryppende klæbrig substans; nu tager hun hul på sin udgave af en historie, som man hører stadig oftere i krisens Spanien: Hendes søn er arbejdsløs. Han er ingeniør, har mange års erhvervserfaring og et imponerende CV, en mastergrad, mange kurser og specialer, men han kan ikke finde arbejde. Det firma, hvor han arbejdede, måtte dreje nøglen om, og nu går tiden bare. Den meget begrænsede ledigheds-understøttelse slipper snart op, og han har to børn at forsørge. Konen har skaffet sig et skod-job, hvor hun arbejder mange timer til en lav løn. Nu overvejer de at emigrere.

 – Min søn kan engelsk, tror du, at han kunne finde arbejde i et land som Danmark eller Tyskland?

Jeg kigger over på hende og ser en mors ængstelse, den samme, som møder mig hos mange andre mødre, hustruer og bedstemødre i dette krise-Spanien. De ængstes for fremtiden, de aner ikke, hvordan deres kære skal overleve. Jeg vil gerne give hende et håb; selv om ikke alt hvad jeg siger er helt sandt, ønsker jeg at dæmpe angsten i hendes blik:

– Han skal da prøve. I Europa er der brug for veluddannede, flittige og engagerede ingeniører. Han skal oversætte sit CV til engelsk og sende det i alle retninger. Jeg er sikker på, at der et eller andet sted vil være bud efter hans erfaring og kvalifikationer.

Hun takker mig med et forsigtigt, lettet smil. Jeg smiler tilbage, og med et længselsfuldt ”vi ses”, der besvares fra alle sider med ”god rejse” og ”tag noget med fra Danmark næste gang”, tager jeg afsked med salonens mikrokosmos for denne gang.

Rodløs

I dag blev jeg for første gang klar over, hvad det vil sige at være rykket op med rode.

Det er en ganske almindelig dag, med en hvidlig, overskyet himmel. Sådan en dag hvor jeg står op, tager en kop kaffe og begynder dagens dont. Og så, lige med ét, uden varsel, fik jeg fornemmelsen af ikke at høre til, hverken her eller der. Jeg manglede fuldkommen rødder.

Jeg har åbenbart været her så længe, at jeg ikke mere føler mig på bølgelængde med mine ny-tilflyttede landsmænd, som længes efter hjemstavnens bønneragout, som gennemsøger supermarkederne på en forgæves jagt efter de produkter, de plejede at købe i Spanien, og protesterer mod, at der siges et eneste ord på dansk, når de mødes i den lukkede kreds. Men de selvsamme personer finder sig ikke i, at man kritiserer noget ved dette vidunderlige land, som er et mønster på alle gode dyder, og de demonstrerer deres “danskhed” og integration med besynderlige symboler såsom deres evne til at færdes på cykel i dagligdagen, et befordringsmiddel som de ikke har brugt i Spanien siden barndommens sommerferier på landet.

Måske ligger problemet i, at jeg ikke har nogen cykel.

Jeg synes ikke, jeg har brug for en cykel, jeg bor lige midt i byen og kan godt lide at gå. Uha, sikke en udansk indstilling! En og anden spanier har sørget for at påpege det over for mig, forundret og med en anelse foragt, som om jeg ikke for alvor ønsker at falde til i Danmark, omend jeg ikke mærker savnet af bønneragout’en, og jeg forsøger at tale dansk “så meget som muligt” i håb om en skønne dag at komme af med min skrækkelige accent.

Måske burde jeg købe mig en cykel.

For samtidig med, at jeg har mistet følelsen af slægtskab med ”mine egne”, er trangen til at blive et nummer i mængden af danskere opstået. Men det er jeg jo ikke, jeg er ikke dansker. Jeg bliver afsløret af min accent, min adfærd, min fortid og undertiden af mine meninger.

For nogen tid siden var der en, der mente, at jeg var “for mørk” til at kunne gå for at være dansk, jeg var jo slet ikke lys. Brunt hår, grønbrune øjne, en hud, som min spanske dermatolog har advaret om, at jeg skal beskytte mod solens stråler, fordi den er så lys… Hvis målestokken for at blive en del af det omgivende samfund afhænger af de fysiske træk, så må jeg hellere omkring frisøren på vejen hjem fra cykelhandleren.

Men ak, så snart jeg åbner munden og uundgåeligt må udtale nogle æ’er, ø’er og å’er for at vove en forsigtig bemærkning om, at der måske er visse problemer i dette lands sundhedsvæsen, undervisningssystemet eller indvandringslovgivningen, så er svaret omgående: “Hvis du ikke kan lide at være her, hvorfor smutter du så ikke?” Det er jo svært at forklare, at vist kan jeg lide at være her, jeg vil bare gerne give mit lille bidrag til at det hele kan blive endnu bedre – med de midler, som en gennemsnitsborger her i landet har til sin rådighed.

Men oprigtig talt: i dette øjeblik, hvor duften af mit hjemmebagte rugbrød blander sig med aromaen fra de specialristede kaffebønner, jeg købte i Spanien, overvældes jeg af følelsen af, at jeg ikke er som dem, der hører til her, og heller ikke føler mig som en af mine egne. Mine rødder flagrer frit i luften.

En tur på marked

Jeg ved ikke, om du nogen sinde har oplevet en torvedag eller et loppemarked i Spanien, men jeg siger dig, det er en oplevelse du ikke må gå glip af. I alle byer er der et ugentligt marked, alle med deres særlige karakter.

Markedet bugner af billige tilbud på tøj, sko, bijouteri, lingeri… Det er ukurante varer, som bliver købt efter vægt på fabrikkerne, opfindsomme kinesiske kopier som P&G (Polce & Gabbana?) frasorterede ting fra butikkerne og røverkøb, som sælgeren har opdrevet Gud ved hvor.

Fuente: Lineas de Fuga

Varerne ligger dynget op i broget mangfoldighed, der er ingen prøverum, man kan ikke få alle størrelser, – og prisen afhænger af den handlendes humør, hvor meget der er blevet solgt i dag, og om du ser ud til at ville bruge penge eller ej. Til gengæld er prisen latterligt lav og man kan altid prutte om den.

Markedernes særlige charme skyldes  de handlendes måde at gøre reklame på. Af deres veltrænede lungers fulde kraft prøver de at tiltrække kunderne ved at anprise varerne på et ikke ligefrem korrekt spansk: chandales, jerseles… Selvom tshirten hedder P&G bedyrer de, at de forhandler den sidste mode i  Dolce & Gabbana, og deres ‘Pandorasmykker,’ er i virkeligheden kulørte plasticstumper, til at hænge på armbånd, som imiterer de berømte danske charms-kæder.

Når du går forbi deres bod råber de komplimenter, eller de klager: “køb noget her, jeg har slet ingen ting fået solgt i dag”, “Køb hos mig, du ser så rig ud”. Undertiden lykkes det dem at få dig til at standse op ved boden, andre gange smiler du bare venligt og går videre.

Særligt i de mindre byer kan markedet  tillige omfatte et marked, hvor oplandets frugt- og grøntavlere sælger deres produkter, fulde af smag og farver, til meget rimelige priser. Man kan  også købe tørrede bælgfrugter, krydderier, blomster og endda små husdyr. Kunne det ikke være sjovt at tage en lille spansk høne med hjem som kæledyr?

Nogle loppemarkeder  har en lang tradition og er berømte for deres store udvalg. Det gælder for de enestående ‘rastros’ i Madrid og Barcelona. Her er marskandiserboder, her forhandles antikviteter, samlerobjekter og rariteter, ligesom på de typiske danske loppemarkeder.

Hvis denne beskrivelse har givet dig lyst at besøge et spansk marked, så skal du ikke vente for længe. Rundt omkring ændres kommunal lovgivning, så der bliver nye regler for markedernes struktur og hele miljøet, så om føje tid er de måske forsvundet eller har mistet deres maleriske karakter.

Byrådet i León er i færd med at udarbejde et regulativ, ifølge hvilket det bl.a. “totalt forbydes at frembringe støj, råben og skrig”. Desuden påbydes det, at alle varer skal forsynes med prissedler, som tydeligt kan ses, og så bliver det slut med at prutte om prisen.

Kilder:
http://es.wikipedia.org/wiki/El_Rastro_de_Madrid
Un nuevo rastro sin voces con tiques y con precio de los productos a vista

Teknologi eller omtanke?

Indeklima koster dyrt

Der er klima-topmøde i “Hopenhagen”, og en forsker fra DTU fortæller om betydningen af at mindske energiforbrug i bygningsmassen. Isolering må der til, og det har der siden 70’erne været forståelse for i Danmark. Men i “foregangslandet” USA har man i tider med rigelig og billig olie og god økonomi bygget stadig større huse uden at bekymre sig over udgifterne til opvarmning om vinteren og air condition om sommeren. Det må der ændres på, hvis stormagten USA skal nedsætte CO2-udslippet.

Hvordan står det til i Spanien?

I Extremadura, som er den egn af Spanien, jeg kender bedst, opføres “intelligente” nye boliger og offentlige bygninger, hvor elektronik-styring tænder for lyset, når man går ind på toilettet, og slukker, når man går ud, blænder vinduerne, når solen står på, åbner for gennemtræk, når der er ved at blive for varmt, osv.
hus

Disse teknologiske foranstaltninger er åbenbart nødvendige, når man ikke længere kan regne med, at det enkelte menneske bærer sig intelligent ad, sådan som det er almindeligt i de traditionelle landhuse. “Min” lille landsbys boliger med metertykke stenvægge har flere etager: man opholder sig foroven om vinteren og søger ned i køligheden om sommeren. Husets vinduer er trukket ind i forhold til facaden, og man åbner og lukker skodder og persienner i takt med solens gang over himmelen. Rummene ventilerer man ved at åbne døre og vinduer. Nu i den kolde tid tænder man op på ildstedet eller brændeovnen, og her tilberedes “slow food” af bælgfrugter, kød og årstidens høst fra køkkenhaven.
Livet i dette gammeldags miljø præges af en omtanke, der forekommer nok så intelligent som det teknologiske fix, der skal sikre kontorhuse og store private boliger mod brugernes og beboernes skødesløshed og overforbrug.
Er der måske mere brug for besindelse end for opfindelser for at redde klimaet her på jorden?

Kilder:

http://www.marcaextremadura.es/
http://entrelourbanoylocotidiano.blogspot.com/2009/08/domotica-arquitectura-inteligente.html

Tags: , .

Statsløn for at passe familiens gamle i hjemmet

I Spanien har man tradition for at tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. I et spansk hjem bor bedstemor eller bedstefar ofte sammen med sine børn og børnebørn og tager del i familiens dagligliv. De gamle flytter hjem til deres børn, når de føler, at helbredet svigter, eller ensomheden bliver for streng. Så lyder det: “hør nu, far, du må komme og bo hos os, der får du det bedre.” Det drejer sig ikke bare om, at man tager et ansvar på sig, man føler også at det er på tide at gengælde forældrenes omsorg i alle årene. Nu, hvor de bliver gamle og ikke kan klare sig selv, bliver rollerne byttet om, og børnene må tage sig af forældrene.

Fuente: Coastal.com

Fuente: Coastal.com

Der opstår imidlertid problemer, når bedstemors eller -fars helbred bliver konstant plejekrævende. Så er det, man må overveje, om han eller hun ville blive passet bedre på et plejehjem. Men der er mangel på offentlige plejehjem, og de private koster mere, end hvad en gennemsnitsfamilie har råd til. Derfor bliver mange plejekrævende gamle hos familien, og opgaverne som sygeplejerske/ledsager/personlig plejer varetages af familiens kvinder, som efterhånden er fuldtidsbeskæftiget med omsorgen for den gamle.

Dette grundlæggende træk i det spanske samfundsmønster blev taget i betragtning i den lov, der trådte i kraft i januar 2007: LAAD, Ley de Promoción de la Autonomía Personal y Atención a las Personas en situación de Dependencia (Lov om fremme af personlig selvstændighed og omsorg for plejekrævende personer). I denne lov figurerer de såkaldte “ikke-professionelle plejere/omsorgspersoner”. Men ville anerkende indsatsen fra disse mennesker, der tilbragte al deres tid med at tage sig af plejekrævende gamle eller handicappede, og således give dem adgang til en økonomisk kompensation i form af en slags beskeden løn med social- og sygesikringsbidrag. Tanken var, at denne ydelse skulle gælde i undtagelsestilfælde, hvor offentlig omsorg ikke var tilgængelig, f.eks. på landet, og desuden er den tidsbegrænset.

Nu, to år efter lovens ikrafttræden, viser det sig dog, at denne foranstaltning hverken er en undtagelse eller tidsbegrænset. Statistikken viser, at 51% af den støtte, der gives til plejekrævende personer, udbetales som løn til kvinder, der passer gamle i hjemmet.

Fuente: 60segundosrd.com

Fuente: 60segundosrd.com

For den offentlige administration er denne “plejeløn” billigere end driften af en plejehjemsplads, og derfor udnyttes loven langt ud over sin bestemmelse i mange af Spaniens selvstyrende regioner. Faktisk har regionen Castilla y León beregnet, at hvis man dér gav samme antal ”plejelønninger” som landsgennemsnittet, ville man kunne spare 6.1 millioner euro om måneden.

Samtidig styrkes opfattelsen af kvinden som den, der skal passe og pleje hele familien. Montserrat Muñoz fra IU (venstrefløjspartiet Izquierda Unida) udtaler, at “de fleste af plejepersonerne er kvinder, hvilket fastholder dem i den rolle, de altid har haft”. Marisol Pérez, fra PSOE, udtaler, at “der endnu ikke er tilstrækkeligt med institutionspladser, men der eksisterer stadig en familiekultur: denne opgave udføres af mange kvinder, og nogle af dem ønsker at blive ved. Der skal et generationsskifte til for at ændre denne skik”.

Som næsten alle offentlige initiativer har støtten til familiens egne omsorgspersoner med tiden vist sig at have to facetter. Den positive side er, at der er blevet givet støtte til de mennesker, der har forladt arbejdsmarkedet og ofret deres fritid for at tage sig af deres kære, de gamle og de handicappede. Det beskedne plejevederlag er særdeles kærkomment for nogle familier, hvis økonomi er meget trængt. Bagsiden af medaljen viser, hvordan den smukke tradition med at tage sig af forældrene, når de bliver gamle, i flergenerationsfamilier, hvor de nye medlemmer beriges af de ældres erfaring og kundskaber, udnyttes af det offentlige til at spare penge og systemet placerer på ny kvinderne i traditionelle roller, som de åbenbart aldrig vil komme fri af.

Kilder og supplerende oplysninger om loven:

Ministerio de Sanidad y Política Social – IMSERSO, información sobre la LAAD
Ley de dependencia: http://www.laleydeladependencia.com/
Folleto ley de dependencia de CC.OO
La ley de dependencia perpetúa el cuidado de ancianos en casa
Entra en vigor la ley de dependencia que afectará a más de un millón de personas: Artikel om lovens ikrafttræden, og hvorledes den vil omfatte over 1 million personer.

Et humoristisk indslag: Statslønningsværdige Spaniere.

Barcelona og Madrid to af verdens lykkeligste byer

Det er helt rart, når ens egen opfattelse bliver bekræftet: “Spanien er et lykkeligt sted”: Det amerikanske tidsskrift Forbes, som excellerer i rekorder, bringer en liste over verdens 10 lykkeligste byer, med Barcelona på 3. plads og Madrid som nr. 6; men der er minsandten hverken en dansk eller nordisk by med blandt de “10 lykkeligste byer”.

Kilde: Kompas travel

Kilde: Kompas travel

Barcelona, verdens 3. lykkeligste by, er blevet valgt, fordi den kan defineres som “den klassiske Middelhavs-by”. Man fremhæver det varme klima, det intense kulturliv – og en af verdens førende fodboldklubber. Madrid kommer ind på sjettepladsen takket være sin “vibrerende kultur” og høje levestandard.

Personligt undrer undersøgelsens ophavsmand Simon Anholt sig over, at der ikke kom en italiensk by på hitlisten, for han synes, at madrilenerne ser dystre ud! Men han bemærker også, at analysen redegør for, hvor man kunne forestille sig at leve. De lokale er ikke blevet spurgt, hvordan de har det med at bo, hvor de bor.

Kilde: Softguides

Kilde: Softguides

Jeg synes, det er helt berettiget, at Spanien figurerer to gange på top-10-listen, men helt personligt ville jeg ikke vælge en af de største spanske byer, hvor livskvaliteten i høj grad følger betalingsevnen. Jeg ville stemme på en historisk by som León i Castilien eller Cáceres i Extremadura, hvor mangfoldige kulturelle initiativer blomstrer, hvor man kan færdes afslappet i den imponerende historiske bymidte, og nyde spændende lokale specialiteter i de små barer, hvor ens venner også finder hen, og man kan snakke om løst og fast. Byer, hvor weekenden er rig på oplevelser for alle indbyggere, og hvor der stadig findes små specialbutikker, hvis indehavere rådgiver kunderne personligt og med en faglig stolthed og viden, som bunder i årtiers engagement i området. Og byer, der ikke er større, end at man hurtigt kommer ud i prægtige landskaber.

Listen over verdens 10 lykkeligste byer: Río de Janeiro, Sydney, Barcelona, Amsterdam, Melbourne, Madrid, San Francisco, Rom, Paris og Buenos Aires,  er resultat af en markedsanalyse, foretaget af GfK Custom Research North America og Simon Anholt, der har udspurgt 10.000 personer i en snes lande.

Kilde: http://www.forbes.com/2009/09/02/worlds-happiest-cities-lifestyle-cities.html