Udlændighed 2.0

emigrantesI 1960’erne måtte mange spaniere fra landdistrikterne søge til de større byer i Spanien eller til udlandet, især Tyskland og Schweiz, for at tjene til livets ophold for sig selv, ofte også for familien.  Under mit ophold i Extremadura træffer vi ikke sjældent den tids emigranter, der efter et langt arbejdsliv er vendt tilbage til hjemegnen. De fortæller om, hvordan de i mange år kun så familien en gang eller to om året, og vi må huske, at det var før internet og skype osv. Typisk har de arbejdet i industri og byggeri, og ofte har de kunnet spare sammen til at bygge et stort godt hus på hjemegnen  til sig selv og børneflokken, incl. sviger- og børnebørn…

Nu udgår der fra Spanien en ny bølge denne gang af højtuddannede unge, som der er ikke plads til på landets arbejdsmarked. Bølgen har ramt Danmark, det kan vi læse på internet-fora for spaniere i udlandet.

Nogle kalder det den spanske lavine, krisens ‘desperados‘.

Hvordan er de så, når man møder dem her?

Næsten ingen af dem taler dansk. Mange mener, at de kan klare sig på engelsk, indtil de opdager, at deres engelsk til husbehov er næsten uforståeligt. Det er langt fra at slå til, når det gælder om at klare dagen og vejen.

De har hørt om de nordiske landes fortrin, men næsten ingen har fortalt dem om skyggesiderne.

Vores lave arbejdsløshedstal kan de udenad, og de sammenligner dem med de spanske. Det høje danske lønniveau får dem også til at tro, at de vil vinde ved at flytte, at de snart vil finde et godt job, at de vil kunne klare sig, for “i Danmark lever man godt”.

De fleste hævder, at de “er villige til at tage hvad som helst”, og de kan desværre heller ikke forvente noget bedre. De kommer hertil uden en uddannelse, der kan kvalificere dem til et job på det danske arbejdsmarked, allerede i Spanien holdt de sig flydende med forefaldende arbejde, og det har de også tænkt sig til en start her i Danmark. Andre satser på at fortsætte deres hjemlige løbebane, og de taler ikke gerne om, at de “foreløbig” gør rent eller arbejder på et lager. Nogle “heldige” finder plads på det danske arbejdsmarked, fordi de taler godt engelsk, kommer med en højere teknisk uddannelse og relevant erhvervserfaring, og den gruppe kan regne med en særdeles god løn. Deres eksempler er gode historier, som spredes fra mund til mund, bliver endnu bedre undervejs og skaber håb hos en ny lavine af desperate spaniere. Men de vil opdage, at konkurrencen er hård, at det som regel er absolut nødvendigt at kunne dansk, og at det vrimler med udlændinge af alle nationaliteter, der kun taler deres modersmål og mangler de kompetencer og kvalifikationer, som efterspørges her.

Alle emigranterne har de samme tre rejsekammerater: hjemlængsel, håb og ensomhed.

aventura
Danmark lyder anderledes, lugter anderledes, smager anderledes. Selv de, som forlod Spanien i vrede, selv de kan undertiden ved frokostens kolde rugbrødsmadder længes efter duften af moders gode landsuppe med det hele. En dag kommer de hjem fra jobbet og mærker, at der mangler noget: lyden af sportsreportagen i TV, naboerskernes stemmer i gården, duften af stegt fisk, der strømmer ud fra andre lejligheder i opgangen…  Nogle ryster hjemveen af sig, andre finder trøst i den skive skinke, de har haft med fra Spanien, den flaske sidra, der lå beskyttet mellem t-shirts i kufferten, den plade turrón, som familien har sendt med posten.

Det bliver til skatte, nydt i små portioner, og højtideligt budt til landsmænd, der kommer på besøg.  Og lækkerierne falder på et tørt sted! For i denne stund hos en anden spanier, der er havnet her tillands, føler man sig i et par timer atter hjemme, man er på ny 100% sig selv, og hjemveen slumrer hen.

Da kufferten blev pakket med kurs med det kolde Nord, kom der også drømme med i bagagen, samt planer og masser af opsamlet håb. “Jeg tager af sted, i starten må jeg tage, hvad jeg kan få, men når jeg først får lært dansk, skal jeg nok finde noget i min egen branche”. “Jeg finder bestemt noget at lave, det kan aldrig blive værre end i Spanien”. “Der mangler garanteret spansklærere, spansk er jo på mode”. Nogle har ganske konkrete planer. Nogle har en idé om, hvor de skal tage fat, de har undersøgt sagen på nettet, de ved, hvor det sner. Nogle tager af sted på lykke og fromme. Man har sparet op til en start, man kender nogen, en ven er allerede deroppe… For nogle lykkes det, andre bruger alle sparepengene op og må vende hjem til Spanien med mere eller mindre oprejst pande, atter andre klarer sig, omend på ingen måde efter planen. Nogle affinder sig med tingenes tilstand, andre forbander deres skæbne, adskillige har prøvet i årevis og vil nu vende hjem, så godt var der alligevel ikke i Norden.

adiosBag sig har de efterladt familie, venner, kontakter, og her kender de så godt som ingen; det er svært at få venner i Danmark. Sproget er den første barriere, den anden ligger i, at danskerne kommer sammen på andre måder. Ensomhedens lille abe sætter sig på skulderen. Den dukker op den dag, hvor man sidder derhjemme og ikke ved, hvem man skal fortælle om, hvad der er hændt én, og hvad man så følte. Man ringede hjem i går, og de gamle venner fatter ikke, hvordan det er her. Eller man får trang til at gå ud og få sig en øl, men hvem kan man mødes med? Det er måske søndag eftermiddag, i morgen kalder arbejdet, og nu har man lyst at gå i biografen eller se dagens  fodboldkamp sammen med nogen. Men det er danske hold, der spiller, kommentaren er på dansk, og nok er supermarkedets øl fortrinlig, men det er hverken San Miguel eller Estrella Galicia, og hvad er der ved at drikke alene?

Så griber man måske telefonen og ringer til den der herboende spanier, som man kender gennem internettet, som man mødte til en sammenkomst med 15 andre, og som virkede sej. Man fortæller hele sin livshistorie, og det er som om man har kendt hinanden altid, og hvis man ellers har råd i dette land, hvor alt koster dobbelt så meget som hjemme, så går man ud og får en øl sammen, der er kun et kvarter med S-toget ind til byen. Den lille ensomhedsabe falder i søvn et stykke tid. Men før eller siden vågner den igen. Den smuttede ubemærket med i kufferten, og den er ikke til at slippe af med.

Denne “lavine” af spaniere, drømmere, viljefaste, hårdtarbejdende, vindere og tabere, drevet af håb eller fortvivlelse, plaget af hjemve… Har vi plads til dem? Eller skal vi hellere spørge: Kan vi undvære dem?

Udenlandske videnarbejdere skaber vækst i danske virksomheder

“Bedstefløjterne” – Yayoflautas

Kampen for et bedre samfund har ingen øvre aldersgrænse. Det gælder i særlig høj grad, når landet er i dyb krise, som det er tilfældet i Spanien, hvor arbejdsløshed, stop for offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser og tilskud berører alle. En gruppe abuelos indignados, dvs. oprørte  bedsteforældre, de selvsamme som kæmpede for friheden under Francos diktatur, og som har gennemlevet tre års blodig borgerkrig, efterkrigstidens sult og diktaturets undertrykkelse,  der  endelig efterfulgtes af demokrati. Disse garvede samfundsborgere har fundet sammen og besluttet igen at gå på gaden for at kræve retfærdighed: at deres børn og børnebørn kan få en fremtid og ikke skal arve en dårligere verden end den, de selv har kendt.

De kalder sig Yayoflautas, – “Bedstefløjterne”, og deres bevægelse er inspireret af  Los Indignados, der slog lejr på Puerta del Sol i Madrid d. 15. maj sidste år, i protest mod regeringens opgivende holdning til finansverdenens kynisme.

De ældre medborgere har valgt navnet Yayoflautas med henvisning til den nedsættende betegnelse for de unge demonstranter:   perroflautas – “Hundefløjter”. Udtrykket skal fremkalde billedet af  hjemløse tiggere, der ligger i byens gader,  omgivet af langhårede hunde, og spiller på et musikinstrument, – ja hvorfor ikke: en fløjte.

Bedsteforældrene i Yayoflautas-bevægelsen har kæmpet livet igennem. Nogle har siddet i diktaturets fængsel, fordi de var republikanere, andre har har ført an i arbejdernes kamp for bedre vilkår, atter andre demonstrerede mod Franco i deres studietid. I 1960’erne og 1970’erne kæmpede de for de samme mærkesager, som nu har bragt dem tilbage på barrikaderne: offentlig sygesikring, offentlig uddannelse, et ligeværdigt samfund. “Det er ikke til at fatte, at vi skal stille de samme krav 40 år efter”, sukker de.

Deres valgsprog lyder: “Vi er flere, vi har tid og vi glemmer ikke” og de »vil ikke stiltiende se til, mens man nedbryder det velfærdssamfund, de har kæmpet for hele livet«. Derfor demonstrerer de, derfor slutter de sig sammen og holder møder, og mindst en gang om måneden gennemfører de en fælles aktion.

Foto: EFE

Den 1. februar besatte de en bus i  Barcelona for at understrege deres modstand mod nedskæringerne i mængden af offentlig transport, højere billetpriser og den lavere løn til bus-chaufførerne.

Klokken ti om formiddagen stod “bedsterne” i vinterkulden og ventede på bus nr. 47. De steg op i god ro og orden, betalte for deres billetter, og så snart alle var inde i bussen, blev de medbragte bannere foldet ud, og passagerne blev informeret om demonstranternes krav. De blev i bussen til klokken tre om eftermiddagen, kørte tur efter tur gennem byen i fortsat protest.

“Bedstefløjterne” har også besat ambulatoriet i Bellvitge-kvarteret i Barcelona. De vil forhindre, at det bliver lukket, for så vil der kun være ét sundhedscenter i et kvarter med 35.000 indbyggere. I praksis vil det betyde en ventetid på 2 uger for konsultation hos den alment praktiserende læge, og mere end et år hos en speciallæge.

Besættelsen er blot den mest opsigtsvækkende af yayoflautas ‘ protestaktioner mod de nedskæringer, som de frygter vil føre til en reel privatisering af det offentlige sundhedsvæsen. De demonstrerer specielt imod den planlagte “én recept – én euro”-afgift, der vil lægge en euro oven i prisen på al receptpligtig medicin. De ved, at det over en bred bank vil ramme dem, der har nået en alder, hvor næsten alle må tage medicin for det ene og det andet.

Man kan nemt følge med i disse bedsteforældres initiativer, støtte dem eller gå med i kampen, fordi “bedsterne” har erobret de sociale medier. De har deres egen Twitter (#iaioflautas),  deres eget profil på facebook og deres egen blog, alle på såvel spansk som catalansk og engelsk.

De kæmper for deres børns og børnebørns fremtid, og for selve velfærdssamfundet ,og de holder ikke inde, for de er dybt engagerede, de råder over deres egen tid, og de glemmer ikke den lange vej, de selv er gået for at opbygge det, som nu risikerer at blive sønderrevet i krisens storm.

Yayoflautas’ blog: http://www.iaioflautas.org/

Kilder:
Un grupo de jubilados ocupa un autobus contra los recortes y la subida de billetes
Yayo flautas de cataluña
Unos jubilados ocupan autobus para protestar por los recortes

Tilbage til 120 km/t på de spanske motorveje

I marts måned besluttede den spanske regering at nedsætte den maksimale hastighedsgrænse på motorveje til 110 km/t for at spare brændstof. Den gang nåede oliepriserne historiske højder: $ 110 for en tønde råolie, og det kunne landets økonomi ikke bære.

I de fire måneder med den lavere hastighedsgrænse er der sparet 450 millioner euro, benzinforbruget er faldet med næsten 6% i forhold til de samme måneder sidste år, og der har været færre trafikulykker. Ikke desto mindre har regeringen besluttet at ophæve denne forholdsregel, selv om de anerkender dens succes. Hvordan kan det dog være?

Foto: Alberto Dilolli, elmundo.es

Ifølge indenrigsminister Alfredo Pérez Rubalcaba “giver det ikke længere mening”, fordi “omstændighederne har ændret sig”. Prisen på råolie er nede på $ 106 pr. tønde, og man forudser et yderligere fald.

Det er værd at notere sig, at prisfaldet skyldes, at Det Internationale Energi Agentur (IEA) har besluttet at udbyde 60 millioner tønder olie fra deres strategiske reserver for at opveje manglen på olie fra Libyen. Det er kun tredje gang i IEA’s historie, at det har været nødvendigt at bruge af reserverne, og dette skridt giver aldeles ikke grund til optimisme.

I øvrigt må man tage i betragtning, at den almindelige forbruger ikke mærker svingningerne i prisen pr. tønde råolie. For ham eller hende er det benzintankens pris, der tæller. Ifølge officielle EU-kilder kostede en liter 95 oktan-benzin i Spanien 1,284 euro i uge 8, og i denne uge 26 solgtes den til 1,323 euro. Diesel er steget fra 1,247 til 1,272 euro. I dag koster det altså mere at tanke op end den gang i marts, da vi måtte til at sænke hastigheden.

For den nuværende regering har nedsættelsen af den maksimale hastighed på motorvejene været et af de mest upopulære initiativer. For få dage siden viste en rundspørge fra det spanske trafiksikkerhedsråd (Fundación Española para la Seguridad Vial), at 55% af bilisterne var imod at forlænge begrænsningen. En af de vigtigste grunde var, at bilisterne ikke kunne se nogen tydelig hensigt eller formål med hastighedsbegrænsningen.

Cambio de señales de tráfico

Fuente: Autoescuela Gong

Det er uden tvivl en grundlæggende svaghed, at de almindelige borgere aldrig har fattet, hvorfor de skulle køre langsommere, de har bare set beslutningen som et lune eller en fiks idé fra regeringens side.

Det er heller ikke så nemt at se meningen, for vi taler om økonomiske facts, som man skal være lidt af en specialist for at analysere.

Ifølge industriminister Miguel Sebastián “forbløder den spanske økonomi” på grund af afhængigheden af importeret brændstof. Olieimporten tegner sig for 25 milliarder euro, dvs. 62%  af underskuddet på den spanske handelsbalance.

Mariano Marzo, geologi-professor ved instituttet for energi-ressourcer på Universitetet i Barcelona, oplyser, at de fem europæiske lande, hvor udlandsgælden er vokset mest, er præcis dem, der er mest afhængige af olieimporten. Vi taler om  Irland, Grækenland, Spanien, Portugal og Italien. I Spanien står olie og benzin for 50% af energiforsyningen, mens gennemsnittet i EU er på 37%.

Hvis nedsættelsen af maksimums-hastigheden var blevet ledsaget af en bevidstgørende oplysningskampagne, kunne initiativet måske være fortsat, som al fornuft tilsiger. Tallene viser tydeligt dets succes, og alligevel tør den regering, som snart står til valg, ikke stå ved denne beslutning, der er lige så omstridt som anti-tobaks-loven. Det er åbenbart vigtigere at gøre sig gode venner med vælgerne end at spare på valutaen og den fossile energi.

Desværre tyder alt på, at vi endnu en gang kommer til at se, hvordan den sunde fornuft og hensynet til trafiksikkerhed, miljø og ressourcer, taber kampen mod de politiske interesser, specielt nu hvor alle ruster sig til parlamentsvalget.

Kilder:

Pérdida de una oportunidad
Un gobierno dividido decide volver a los 120 por hora pese al ahorro
El gobierno se inclina por levantar el límite de 110 por la caída del petróleo
El aumento de las multas de tráfico confirma el frenazo del efecto de los 110
El 55% de los conductores están en contra de que se prorrogue la limitación de velocidad a 110
El gobierno decide establecer nuevamente el límite de velocidad a 120
España no puede soportar un barril de petróleo a 100 dolares
Zapatero apela a la reducción de accidentes para justificar el nuevo límite de velocidad
El gobierno da marcha atrás: la velocidad máxima vuelve a 120 km/h
“Como la medida ha funcionado bien, la suprimimos”