En tur på marked

Jeg ved ikke, om du nogen sinde har oplevet en torvedag eller et loppemarked i Spanien, men jeg siger dig, det er en oplevelse du ikke må gå glip af. I alle byer er der et ugentligt marked, alle med deres særlige karakter.

Markedet bugner af billige tilbud på tøj, sko, bijouteri, lingeri… Det er ukurante varer, som bliver købt efter vægt på fabrikkerne, opfindsomme kinesiske kopier som P&G (Polce & Gabbana?) frasorterede ting fra butikkerne og røverkøb, som sælgeren har opdrevet Gud ved hvor.

Fuente: Lineas de Fuga

Varerne ligger dynget op i broget mangfoldighed, der er ingen prøverum, man kan ikke få alle størrelser, – og prisen afhænger af den handlendes humør, hvor meget der er blevet solgt i dag, og om du ser ud til at ville bruge penge eller ej. Til gengæld er prisen latterligt lav og man kan altid prutte om den.

Markedernes særlige charme skyldes  de handlendes måde at gøre reklame på. Af deres veltrænede lungers fulde kraft prøver de at tiltrække kunderne ved at anprise varerne på et ikke ligefrem korrekt spansk: chandales, jerseles… Selvom tshirten hedder P&G bedyrer de, at de forhandler den sidste mode i  Dolce & Gabbana, og deres ‘Pandorasmykker,’ er i virkeligheden kulørte plasticstumper, til at hænge på armbånd, som imiterer de berømte danske charms-kæder.

Når du går forbi deres bod råber de komplimenter, eller de klager: “køb noget her, jeg har slet ingen ting fået solgt i dag”, “Køb hos mig, du ser så rig ud”. Undertiden lykkes det dem at få dig til at standse op ved boden, andre gange smiler du bare venligt og går videre.

Særligt i de mindre byer kan markedet  tillige omfatte et marked, hvor oplandets frugt- og grøntavlere sælger deres produkter, fulde af smag og farver, til meget rimelige priser. Man kan  også købe tørrede bælgfrugter, krydderier, blomster og endda små husdyr. Kunne det ikke være sjovt at tage en lille spansk høne med hjem som kæledyr?

Nogle loppemarkeder  har en lang tradition og er berømte for deres store udvalg. Det gælder for de enestående ‘rastros’ i Madrid og Barcelona. Her er marskandiserboder, her forhandles antikviteter, samlerobjekter og rariteter, ligesom på de typiske danske loppemarkeder.

Hvis denne beskrivelse har givet dig lyst at besøge et spansk marked, så skal du ikke vente for længe. Rundt omkring ændres kommunal lovgivning, så der bliver nye regler for markedernes struktur og hele miljøet, så om føje tid er de måske forsvundet eller har mistet deres maleriske karakter.

Byrådet i León er i færd med at udarbejde et regulativ, ifølge hvilket det bl.a. “totalt forbydes at frembringe støj, råben og skrig”. Desuden påbydes det, at alle varer skal forsynes med prissedler, som tydeligt kan ses, og så bliver det slut med at prutte om prisen.

Kilder:
http://es.wikipedia.org/wiki/El_Rastro_de_Madrid
Un nuevo rastro sin voces con tiques y con precio de los productos a vista

Spaniens enhed og tyrefægtningen

Nu har Cataloniens parlament i en meget ophedet afstemning vedtaget at forbyde tyrefægtning. I fremtiden vil Barcelonas arena “la Monumental” aldrig mere fyldes af pasodoble-musik, tofarvede kapper og guld- og sølvbroderede dragter for at afholde det spanske nationalskue frem for noget – en tyrefægtning.

De som er og altid har været modstandere af tyrefægtning, la “Fiesta nacional”, er begejstrede. Alle de, som synes det er en barbarisk forestilling, en form for langsom tortur af et forsvarsløst dyr, de, som kæmper for dyrevelfærd, ser det som det første skridt ind i en fremtid, hvor kamptyre ikke længere skal være et blodigt objekt for massernes forlystelsessyge. De håber, at Cataloniens eksempel vil brede sig ud over det spanske land, og at tyrefægtninger som sådan snart vil høre fortiden til.

Bag debatten og afstemningen ligger imidlertid andet end medfølelse med tyrene. Striden  repræsenterer en konflikt mellem forskellige gruppers modsatrettede interesser, og dybest set er den en trussel imod selve den spanske enhed; selve ånden i den demokratiske grundlov af 1978 er en stræben efter, at de 18 selvstyrende regioner sameksisterer på et fælles nationalt fundament. Denne smukke vision fik nylig symbolsk udtryk gennem fodboldverdensmesterskabet og prisen for fair play – hvor spillere fra forskellige spanske regioner realiserede et samspil under det spanske flag.

Forbudet mod tyrefægtning er imidlertid kommet til at symbolisere kampagnen for Cataloniens uafhængighed. Hvis der er noget, der kan betragtes som ægte spansk, så er det tyrefægtningerne, de kaldes faktisk  la “Fiesta nacional”. Så kan catalanerne mere tydeligt tage afstand fra Spaniens kultur end ved at forbyde tyrefægtning?

Mange har noteret afskaffelsen af tyrefægtning i Catalonien som et vundet slag i  kampen for uafhængighed, og mange andre har udnyttet den som en anledning til at nære segregationsbålet og hadet mod dem, som trods alt stadig er deres landsmænd i dagens Spanien.

Fuente: EFE

Det er sørgeligt at se konfliktens flammer blusse op såvel i den ene som den anden lejr, og trist at være vidne til de midler, stridens parter anvender, når de bærer ved til bålet.

Som et eksempel på dette så vi Jaime Mayor Oreja, som er ordfører for det centralistiske PP (Partido Popular) i Europa-parlamentet, udtale, at beslutningen om at forbyde tyrefægtning er gengæld for den spanske sejr i fodbold-verdensmesterskabet. En absurd ytring med en tydelig undertekst: catalanerne er ikke længere spaniere, og verdensmesterskabet repræsenterer en sejr for den rival, man hader; derfor søger man at gøre gengæld ved at såre rivalen dér, hvor det gør ondt – i dette tilfælde ved at forbyde “la Fiesta Nacional”, tyrefægtning.

Dette syn på Catalonien og den catalanske selvstændighedstrang er ikke bare trist og begrædeligt; det gør det endnu tristere, at det udtrykkes af en, som repræsenterer hele Spanien, Catalonien medregnet, i forhold til den Europæiske Union.

Skridt for skridt, pind efter pind, tilintetgøres den integrations-baserede model for sameksistens mellem de forskellige spanske regioner, der blev skabt i overgangen fra diktatur til demokrati. Alt tyder på, at dens levetid bliver lige så smuk som kortvarig.

Kilde:
Mayor Oreja: “La prohibición refleja una profunda crisis nacional”
“La identificación de los toros con los valores nacionales es lamentable”
Forfatter Fernando Savater, Vuelve el Santo Oficio
El principio del fin
Cataluña: la fractura

Siestaen – et nationalt klenodie?

I Spanien går bølgerne højt omkring fænomenet tyrefægtning. Regionen Catalonien har flertal for at afskaffe “la Fiesta Brava” – til gengæld arbejder Madrid-regionens præsident Esperanza Aguirre for at tyrefægtning bliver anerkendt som ‘Bien de Interés Cultural’ – en bevaringsværdig tradition.
Det er blevet advokaten Daniel Dorado for meget. Han er specialist i dyrebeskyttelse og har nu indgivet en ansøgning om at få Siesta, det berømte sydlandske middagshvil, anerkendt som ‘Bien de Interés Cultural’. Han anser sine begrundelser for mindst lige så vægtige som tyrefægter-entusiasternes.

Dorado anfører, at siestaen er et kulturelt fænomen af ganske særlig relevans og betydning, en kunstart, der fortjener beskyttelse. Siden tidernes morgen har den haft sin plads i spansk såvel som international kultur, nobelpristageren Camilo José Cela kaldte den for “iberisk yoga” og understregede, at den skulle udføres “i pyjamas, med Fadervor og natpotte” – og store mænd som Albert Einstein og Winston Churchill dyrkede også middagshvilet.
“Desværre trues siestaen i vore dage af et afsindigt tempo. Men hvis den forsvinder, vil vort land vakle og geråde i kaos” hævder advokat Dorado.
Han anfører ligeledes, at udøverne træffes såvel i Madrid-regionen som i resten af Spanien, hvormed lovgivningens betingelser for at opnå status som ‘Bien de Interés Cultural’ er opfyldt.
I givet fald vil det påhvile regionalregeringen at lette borgernes adgang til at holde siesta, f.eks. ved at opstille lejer på offentlig vej. Ligeledes må ‘iberisk yoga’ indgå i skolernes undervisning.
Når det offentlige skal tage stilling til, om en aktivitet, der går ud på at dræbe tyrene efter at have tilføjet dem og de øvrige dyr i arenaen uhyrlige lidelser, kan ophøjes til ‘Bien de Interés Cultural’ – så mener Dorado, at der er så meget desto mere grund til at tildele siestaen denne status, i betragtning af, at siestaen ikke skader noget individ, der kan føle smerte eller velvære.

Dorado tager udgangspunkt i det aktuelle lettere groteske initiativ vedr. tyrefægtningen, men hans ærinde er bredere: han anklager forbrugersamfundet for, at talløse dyr fører et kort, trist liv, før de lider en smertefuld død i slagtehallen. Således kunne han gøre fælles sag med den sidste nye parti-dannelse her i landet – FOKUS-partiet.

Kilde: http://www.20minutos.es/noticia/651059/0/siesta/cultura/madrid/

Penge lugter ikke

I Katalonien er der en trehundrede år gammel tradition for, at en rigtig julekrybbe med den hellige familie, okse, æsel, hyrder og engle osv. også skal omfatte en person, der forretter sin nødtørft. Som regel stilles “skiderikken” diskret i et hjørne af krybben. Man mener, at hans opgave er at gøde jorden, og dermed bringe velstand og held i det nye år. Det må bemærkes, at den katolske kirke fuldtud accepterer, at der således trædes af på naturens vegne i det religiøse tableau.

Traditionelt er det en bonde iført den typiske katalanske klædedragt og hue. Men i de senere år laver man små figurer som forestiller kendte personer, f.eks. politikere eller sportsfolk, og det kan ligefrem betragtes som en ære at blive anbragt rundt omkring i julekrybberne med bukserne nede om haserne. Der er derfor altid spænding om, hvem der bliver årets største “caganer” (“skiderik”)

Her er en lille video med præsentation af bestselleren 2009, nemlig hovedmanden for en stor bedrageri-skandale i Barcelona, Fèlix Millet, lederen af den fond, der driver “Palau de la Música Catalana”. Han er anklaget for at have tilegnet sig mellem 25 og 31 millioner euros af fondens midler. Andre af dette års populære “caganers” er fodboldstjernerne Cristiano Ronaldo og Iniesta, og Madrids borgmester Gallardón, som i København forgæves anbefalede sin by som vært for de olympiske lege.

Se fotos af det store udvalg af “skiderikker” på hjemmesiden www.caganer.com

August-tomater

Fuente: Tania Castro - El País

Fuente: Tania Castro - El País

I 64 år har den lille by Buñol ved Valencia fejret festen: “Tomatina” den sidste onsdag i august. I  år blev der kastet 100 tons tomater i den festlige anledning.

Når deltagerne med større eller mindre held har ramt deres lystige kampfæller, og hele skytset på 100.000 kg tomater er opbrugt, affyres et kanonslag, og nu har man en time til at tage fotos, plaske rundt i den tomatsaft, der driver i gaderne og på byens torve, eller deltage i den såkaldte “t-shirt-krig”. Når den time er gået, tager byens rengøringspatruljer fat, og festen må fortsætte andre steder.

Efterhånden er denne fest så kendt, at deltagere fra hele kloden strømmer til i stadig større omfang. I år mener man, at det kom op på 40.000 tomatkastere, endnu flere end sidste år, hvor to japanere fotograferede sig selv midt i “Tomatsunamien”.

Religiøse skikke i A-influenzaens tid

Den 15. august fejrer man overalt i Spanien jomfru Marias himmelfart i de mange forskellige kirker og valfartskapeller, der er indviet til Guds Moder. I nogle af helligdommene er der tradition for at kysse Maria-figurens fødder eller hænder eller en medalje, som forestiller den hellige jomfru.

Denne ældgamle skik er i år truet af A-influenza-kampagnerne. De troende og præster, provster, biskopper, ærkebiskopper og processionsbroderskaber stod over for det vanskelige valg mellem enten at værne om traditionen og vidne om den kristne tro, eller tage forholdsregler mod A-influenza.

Reaktionerne har varieret fra kirke til kirke. Således anbefalede ærkebiskoppen af Toledo, at man undlod at kysse billedet af den Hellige Jomfru, og ved siden af billedet blev der opsat plakater: “Kys ikke medaljerne, berør dem med hånden. Af  hygiejniske hensyn og efter lægelig anbefaling”.

På dette videoklip fra avisen ElMundo’s netudgave siger forskellige spaniere deres mening om forholdsreglerne – og til slut ser vi Kong Juan Carlos kysse helgenens fødder!

Anderledes i regionen Extremadura; i Cáceres ville hverken processionsbroderskaberne for  “Cristo de las Batallas” eller  “Cristo Negro” (Kampenes Kristus og den sorte Kristus)  ændre noget ved traditionen med at kysse de hellige figurer, med mindre sundhedsmyndighederne udtrykkeligt forbød det. Og 3.000 personer kyssede hænderne på la Virgen de la Piedad, den sørgende jomfru Maria i valfartskapellet ved den lille by Almendralejo. Frygten for smitte med influenza A måtte vige for hengivenheden for Madonnaen.

I domkirken i Santiago de Compostela, som besøges af flokkevis af pilgrimme fra hele verden, udviser de kirkelige myndigheder langt større forsigtighed end kollegerne i Extremadura. Ikke blot fraråder man at kysse Apostlen Jakobs statue, som det hidtil har været tradition, man har også tømt vievandskarrene, fordi de kan være en smittekilde.

Over for dilemmaet finder vi altså såvel en gruppe der i år forsigtigt viser deres tro med markeringer på sikker afstand, og en anden, for hvem tro og tradition er vigtigere end frygten for smitte og truslen om pandemi. Som en kvinde siger: “Hvis den influenza er på vej, så betyder et kys  nok hverken fra eller til.” Et udtryk for det, som man kunne kalde den spanske resignation: “det som skal ske, vil ske”.