Spaniens enhed og tyrefægtningen

Nu har Cataloniens parlament i en meget ophedet afstemning vedtaget at forbyde tyrefægtning. I fremtiden vil Barcelonas arena “la Monumental” aldrig mere fyldes af pasodoble-musik, tofarvede kapper og guld- og sølvbroderede dragter for at afholde det spanske nationalskue frem for noget – en tyrefægtning.

De som er og altid har været modstandere af tyrefægtning, la “Fiesta nacional”, er begejstrede. Alle de, som synes det er en barbarisk forestilling, en form for langsom tortur af et forsvarsløst dyr, de, som kæmper for dyrevelfærd, ser det som det første skridt ind i en fremtid, hvor kamptyre ikke længere skal være et blodigt objekt for massernes forlystelsessyge. De håber, at Cataloniens eksempel vil brede sig ud over det spanske land, og at tyrefægtninger som sådan snart vil høre fortiden til.

Bag debatten og afstemningen ligger imidlertid andet end medfølelse med tyrene. Striden  repræsenterer en konflikt mellem forskellige gruppers modsatrettede interesser, og dybest set er den en trussel imod selve den spanske enhed; selve ånden i den demokratiske grundlov af 1978 er en stræben efter, at de 18 selvstyrende regioner sameksisterer på et fælles nationalt fundament. Denne smukke vision fik nylig symbolsk udtryk gennem fodboldverdensmesterskabet og prisen for fair play – hvor spillere fra forskellige spanske regioner realiserede et samspil under det spanske flag.

Forbudet mod tyrefægtning er imidlertid kommet til at symbolisere kampagnen for Cataloniens uafhængighed. Hvis der er noget, der kan betragtes som ægte spansk, så er det tyrefægtningerne, de kaldes faktisk  la “Fiesta nacional”. Så kan catalanerne mere tydeligt tage afstand fra Spaniens kultur end ved at forbyde tyrefægtning?

Mange har noteret afskaffelsen af tyrefægtning i Catalonien som et vundet slag i  kampen for uafhængighed, og mange andre har udnyttet den som en anledning til at nære segregationsbålet og hadet mod dem, som trods alt stadig er deres landsmænd i dagens Spanien.

Fuente: EFE

Det er sørgeligt at se konfliktens flammer blusse op såvel i den ene som den anden lejr, og trist at være vidne til de midler, stridens parter anvender, når de bærer ved til bålet.

Som et eksempel på dette så vi Jaime Mayor Oreja, som er ordfører for det centralistiske PP (Partido Popular) i Europa-parlamentet, udtale, at beslutningen om at forbyde tyrefægtning er gengæld for den spanske sejr i fodbold-verdensmesterskabet. En absurd ytring med en tydelig undertekst: catalanerne er ikke længere spaniere, og verdensmesterskabet repræsenterer en sejr for den rival, man hader; derfor søger man at gøre gengæld ved at såre rivalen dér, hvor det gør ondt – i dette tilfælde ved at forbyde “la Fiesta Nacional”, tyrefægtning.

Dette syn på Catalonien og den catalanske selvstændighedstrang er ikke bare trist og begrædeligt; det gør det endnu tristere, at det udtrykkes af en, som repræsenterer hele Spanien, Catalonien medregnet, i forhold til den Europæiske Union.

Skridt for skridt, pind efter pind, tilintetgøres den integrations-baserede model for sameksistens mellem de forskellige spanske regioner, der blev skabt i overgangen fra diktatur til demokrati. Alt tyder på, at dens levetid bliver lige så smuk som kortvarig.

Kilde:
Mayor Oreja: “La prohibición refleja una profunda crisis nacional”
“La identificación de los toros con los valores nacionales es lamentable”
Forfatter Fernando Savater, Vuelve el Santo Oficio
El principio del fin
Cataluña: la fractura

Spansk politik, et spil for to

Stadig oftere og oftere ser man den politiske debat i Spanien reduceret til en konfrontation mellem to politikker, eller retter to politikere, en kamp, hvor det drejer sig om at kåre en vinder og udnævne en taber.

Handlingsprogrammer og eller planer for at regere landet kommer i bedste fald i anden række, og det politiske liv reduceres til et spil om at diskvalificere modstanderen og lægge strategier for at udmatte ham og slå ham definitivt.

Det drejer sig kort sagt om at udpege en vinder, det sejrende hold, som kan repræsentere det “gode” på bekostning af taberholdet, der skal stå for alt det “onde”.

I disse dage holder den spanske kongres sine sidste parlamenteriske forsamlinger inden sommerferien i august. Som det er skik og brug afholdes også en “Debat om nationens tilstand”, hvor regeringen gør status over det forløbne år, og de forholdsregler, man fremover vil tage, bliver fremlagt til oppositionens kritiske undersøgelse.

I år lægges særdeles alvorlige emner frem til debat: den økonomiske krise, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de offentlige udgifter, Cataloniens status inden for den spanske nationalstat, fremtidens pensioner… I betragtning af sagernes alvor ville man forvente en seriøs debat af forslag til fremtidige løsninger, som ville blive diskuteret af de forskellige politiske grupperinger, indtil man nåede til enighed omkring en plan for at arbejde for en økonomisk genopretning af landet. Men det er meget langt fra, hvad vi blev vidner til.

På ny måtte vi nøjes med en showpræget kamp mellem højre og venste, Partido Popular mod socialistpartiet PSOE, hvor parterne stillede op for at vinde over modstanderen med latterliggørende strategier, som skal fange vælgernes opmærksomhed med barnagtigheder frem for politiske argumenter. Og hvordan kan det være anderledes, når vælgerne til syvende og sidst er overbevist om, at det hele går ud på, at ens favorithold skal vinde, og der er kun to hold i spil?

Efter debatten om nationens tilstand stillede medierne kun det ene spørgsmål: Hvem vandt debatten, regeringschefen Zapatero eller oppositionens leder Mariano Rajoy? Man arrangerede rundspørger blandt læserne og omtalte resultatet af debatten i fodbold-vendinger: “Rajoy scorer mål”.

Fuente: La Razón

Det afhang af den enkelte avis’ politiske tilhørsforhold, hvem der blev kåret som vinder, og kun undtagelsesvis blev kåringen begrundet. Der var ingen overvejelser omkring regeringschefens plan for at komme ud af krisen, man forholdt sig ikke kritisk til hans argumentation, og man slog ikke ned på problemer, som han måske havde undgået at tage stilling til. Var oppositionens forslag måske mere effektive eller realistiske, har Rajoy bedre talegaver eller er hans regeringsalternativ indlysende overlegent? Det ved vi ikke, og det er åbenbart også uvedkommende. Det eneste, det drejer sig om, er at vinde, så ens egne tilhængere, ens fans, som også er fanatiske hooligans, vil hylde en som sejrherren, den, der scorer målene og vinder debatten. Uanset om holdet er til højre eller til venstre, så skal det med djævelens vold og magt slå modstanderne, som er roden til alt ondt.

Der er nu gået et stykke tid siden debatten, det politiske liv er tilbage i de vante folder, men dag ud og dag ind er strategien den samme. Uanset hvilken avis, man åbner, finder man eksempler på tidsrøvende forsøg på at diskvalificere de politiske modstandere, dvs. at der bliver mindre tid til at søge løsninger på de alvorlige problemer, landet står over for.

For nogle dage siden anklagede første vicepræsident María Teresa Fernández de la Vega modstanderne, Partido Popular, for at have ønsket nederlag for “de røde” – det rødklædte fodboldlandshold. Denne anklage bragte oppositionen i harnisk. Kunne man finde et bedre våben mod sine politiske rivaler end at anklage dem for ikke at holde med de verdensmestre, vi netop er så stolte over? Kunne man finde en mere populistisk måde at appellere til “manden på gaden”?

Samme dag kom PP’s ordfører, Soraya Sáenz de Santamaría, på banen. Hun citerede nogle vers fra det kendte skuespil “Don Juan Tenorio”, ikke blot for at illustrere sin pointe på en festlig og farverig måde, men især for at sætte sin politiske modpart María Teresa Fernández de la Vega i skammekrogen: hun havde nemlig citeret en sætning fra Don Juan-stykket forkert i en avis. Det er selvfølgelig en alvorlig fejl i regeringsførelsen, som må påtales fra parlamentets talerstol. Er det dog ikke langt mere kritisabelt end regeringens økonomiske program eller dens indstilling til, hvordan Catalonien kan og skal styres?

Fuente: Afp

Så længe offentlighedens opmærksomhed holdes fangen i denne kamp mellem to fløje, dette spil, som er opfundet af deltagerne selv, og hvor man nødsages til at vælge den ene banehalvdel, så bliver søgelyset flyttet fra de væsentlige problemer, og det sløres, at de, som burde arbejde for at løse problemerne, er uduelige eller ligeglade.

Hvis det lykkes at overbevise vælgerne om, at der kun er to mulige alternativer, vil spillet altid være behersket af de samme spillere, som bare skal skifte banehalvdel med regelmæssige mellemrum, i dag som opposition, i morgen som regering.

Det er unægtelig nemmere at finde på platte vitser, skjulte fornærmelser, satiriske rim eller rette slag under bæltestedet, end at udarbejde en planlægning for økonomi, socialpolitik og arbejdsmarked, når man vil regere landet.

Hvor genialt at reducere politik til en konfrontation mellem to spillere, hvor det kun kan gavne de to.

Vinderen af debatten:
El 70% de los internautas de La Razón creen que Rajoy ganó
Zapatero ganó a Rajoy en el Debate sobre el estado de la nación según el CIS
Rajoy gana por la mínima
La mayoría de españoles cree que ni Zapatero ni Rajoy ganaron el debate
Zapatero versus Rajoy: un debate sin ganador
Zapatero ganó el Debate sobre el estado de la nación por quinta vez
Zapatero ganó el debate a Rajoy por 4,8 puntos
¿Quién ha ganado el debate?

Indlæg i parlamentet:
Zapatero asegura que pedirá “nuevos esfuerzos” en los Presupuestos

¡¡¡¡¡Vivaaaa Españaaaaaa!!!!

CBS for viderekomne II

Måske husker nogle dette indlæg:

http://blogapp.binson.dk/?p=413

Nu er der gået over tre måneder, siden jeg skrev til hhv. rektor, studiechef og sekretariat på Copenhagen Business School for at bede om en forklaring og anmode om, at min sag blev slettet.

Jeg forventede ærlig talt ingen forklaring på, at jeg optrådte som studerende ved CBS efter i to omgange at være blevet afvist, men jeg stolede dog på, at man ville slette min sag fra arkivet, sådan som man telefonisk havde forsikret mig om, at det ville ske.

Ikke desto mindre konstaterer jeg, efter at der er gået tre måneder uden svar fra nogen af de instanser, jeg henvendte mig til, at min sag aldeles ikke er slettet.

Begivenhederne tager nu en drejning, som gør denne sag stadig mere komisk og absurd, idet jeg modtager et brev om en spørgeskemaundersøgelse med titlen ”eurostudent”, iværksat af ministerierne for videnskab, undervisning og kultur. Man vil spørge mig – som europæisk studerende ved et dansk universitet ! – om min mening om de danske undervisningsinstitutioner og deres studerende.

I følgebrevet står der: “Vi har i øvrigt fået dine kontaktoplysninger af din uddannelsesinstitution”.

Dette kan kun betyde, at jeg stadig er registreret som aktuel eller tidligere studerende ved CBS København, idet jeg aldrig har søgt eller fået optagelse på nogen anden uddannelsesinstitution i dette land.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig kan undre mig. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal stille op, når jeg allerede såvel skriftligt som telefonisk har prøvet at få fejlen rettet. Jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende mig til, når jeg hverken har kunnet få et svar fra rektor, studiechefen eller sekretariatet.

Her står jeg så, endnu en dag fastholdt i min status som spøgelsesstuderende ved CBS København.

Alt kan købes for penge

Spanien tabte den første kamp i VM, imod al forventning. Så da vi satte os til rette for at se kampen  mod Honduras i mandags, var vi nervøse. Skulle europamestrene forlade verdensmesterskaberne efter bare to kampe?

I kampens 17. minut scorer David Villa det første mål, så er vi i salveten og ånder lettet op.  1-0, ikke ringe.

Kilde: AP

I begyndelsen af anden halvleg får vi igen nervøse knopper. 1-0 kan nemt gå hen at blive til uafgjort. Og så ville det være ude med os.

I 57. minut gør Villa det igen. Mååål og… hvad er den af? Triumferer manden ikke som en tyrefægter?

For at fejre målet gør Villa en usædvanlig gestus, noget som han aldrig før har gjort, han hilser publikum som en sejrende toreador. OK, det ser rigtig godt ud, typisk spansk, måske er det derfor, han gør det, det er måske en tribut til den tidligere Barcelona-spiller Luis Enrique, som også stoltserede over sine mål på den måde… hm.

Vi vinder kampen! Spanien går videre i VM.

Men medierne beskæftiger sig ikke nær så meget med selve sejren som med Villas tyrefægterpositur.

Sportsavisen Marca hævder, ifølge mere eller mindre troværdige kilder, at Barcelona-tilhængerne ikke bryder sig om det, på grund af den omstridte lov om at forbyde tyrefægtning i Catalonien. Men nu raser diskussionen på mange fronter – tilhængere over for modstandere af tyrefægtning, tilhængere af Cataloniens selvstændighed, nationalister, spaniolister, der er modsætninger nok at piske op.

Til syvende og sidst er det helt hen i vejret, for i det øjeblik, Villa scorede det mål, der gav landsholdet håb om at blive i VM, kredsede hans tanker såmænd om en McDonalds-reklame.

David Villa er hovedpersonen i en reklamekampagne for McDonalds, hvor han laver boldtricks med en burger-pose formet som en bold. I det øjeblik han scorer, fejrer han det ved at hilse “tilskuerne” med et McDonaldsglas i hånden muligvis på samme måde, som en tyrefægter ville hilse sine tilhængere rundt om arenaen muligvis, som Villa selv hævder, en skål til ære for tilskuerne. Kampagnens slogan lyder: Celebra igual que Villa, sus goles en SudÁfrica (Gør som Villa, når I fejrer hans mål i Sydafrika).

Spilleren scorer mål, løber rundt på banen, og hans tanker går ikke ud til de spanske tilhængere, der jubler og hopper i vejret af glæde over landsholdets sejrrige spil, mens de synger Villas navn, heller ikke til holdkammeraterne, der har kæmpet hele kampen for denne anden målchance, ej heller til familien i Asturien, der følger knægtens præstationer via TV. Nej, han holder hovedet koldt, husker, hvem der betaler ham, og fejrer målet nøjagtig som i reklamen, så dens slogan bliver opfyldt.

Vi ved jo godt, at fodbold er business, men alligevel er vi skuffede. Vi føler os jo som en nation, mens vi overværer kampen, og tænker, at dem dernede på banen er vores repræsentanter, at sejren er ærefuld for vores land, – men nu er det som et slag i ansigtet at se, at spillerne er der slet og ret for pengenes skyld, drevet af den tarveligste grådighed. Det er ikke nok med millionkontrakter hos hjemmeholdene (Villa har lige skrevet en kontrakt på 7 millioner euros om året med Barcelona), det er for lidt, at den spanske fodboldunions bonus’er for vundne kampe og målscoringer er de højeste i verden, nej, nej, man må holde hovedet koldt, mens det indre kasseapparat løber løbsk, fordi man fejrer sit mål på den måde, som sponsorerne har bestemt.

Alt kan købes for penge.

Til næste VM skulle vi måske erstatte nationalmelodien med “I’m lovin’ it”, men selvfølgelig kun hvis der først bliver betalt ved kasse 1.

Kilder:
http://blogs.elpais.com/trending-topics/2010/06/mcdonalds-patrocina-los-goles-de-espana.html
http://es.eurosport.yahoo.com/23062010/47/mundial-2010-carnaza-celebraciones-villa.html
http://www.puromarketing.com/9/7502/la-publicidad-salta-terreno-juego-durante-mundial-goles-villa.html
http://www.latrinchera.org/foros/showthread.php?29316-Gesto-por-celebraci%F3n-de-Gol-obra-de-Mac-Donald.
http://www.youtube.com/watch?v=px74ALDIZ1g

Ordskred

Mediemaskinen forvandler medfølelse til hån

Jyllandsposten online bringer d. 24. juni en uhyggelig overskrift: »Spansk minister håner togofre«.
Ordvalget i artiklen underbygger billedet af en nærmest skadefro moralprædikant. Jeg citerer ordret:

»De skulle have vidst bedre. “Man går aldrig, aldrig, aldrig over togspor”. Sådan siger den spanske minister for togsikkerhed, Jose Blanco (…) “Alt tyder på slendrian,” siger ministeren, der‚ ifølge nyhedsbureauet AP‚ håber, at tragedien vil få andre passagerer til at forstå, at de skal overholde reglerne. « Citat slut.

Hvad er det så, der står hos AP – Associated Press ? Jeg citerer:

»Development Minister Jose Blanco denied claims the underpass was poorly marked, and insisted that passengers should have known that “you never, never, never cross the tracks.”

“Everything pointed to negligence,” Blanco added, saying he hoped the tragedy would make riders understand that they must obey station rules.«

AP skildrer altså Blanco som en, der peger på, at regler må overholdes, men ikke som en iskold udeltagende skolemester. Læg mærke til, at der bruges ordet “tragedie” om ulykken.

Lad os nu se på de spanske mediers beretninger om, hvordan ministeren og regeringen handlede og udtalte sig.

Fuente: La Sexta noticias

Det drejer sig om den værste spanske togulykke i syv år. Lidt før midnat onsdag d. 23. juni havde mange mennesker taget lokaltoget ud for at fejre Sankt Hans i den populære badeby Castelldefels sydvest for Barcelona.

Der er en tunnelpassage fra perronen over til stranden, men det var mørkt, passagen var muligvis ikke klart afmærket – og der var kø. Så mange passagerer valgte at gå lige over togsporet. I det samme kom et gennemkørende Alaris-intercity-tog. Det ramte 30-40 mennesker, og 12 blev dræbt. Hovedparten af de berørte er fra Sydamerika.

Spaniens regeringschef udtrykker torsdag sin deltagelse med de efterladte og lover, at regeringen vil støtte de sårede.

Minister for erhverv og offentlige arbejder, José Blanco udtrykker sin medfølelse og solidaritet med ofrene og deres familier, og begiver sig til Castelldefels for at møde de efterladte og de sårede på hospitalet.

Han vil iværksætte en undersøgelse, der skal opklare alle omstændigheder ved ulykken. Men han siger, at alt tyder på, at det skyldes uforsigtighed, idet man ikke har benyttet den underjordiske passage, men er gået direkte over sporet, noget der er totalt forbudt. “Vi ved allesammen, at man ikke kan gå over en motorvej, og man må være lige så forsigtig med togspor”.

Dette udsagn har Jyllandsposten via AP’s referat gjort til, at ministeren håner ofrene. Ikke et ord om hans kondolence og omgående deltagelse på ulykkesstedet! Hvordan havde det set ud, hvis Jyllandspostens redaktion havde haft direkte adgang til spanske medier?

Kilder:
http://www.elmundo.es/elmundo/2010/06/24/barcelona/1277333218.html
http://www.20minutos.es/noticia/746340/0/blanco/imprudencia/castelldefels/
http://www.elpais.com/videos/espana/Blanco/accidente/produjo/causa/imprudencia/cometida/parte/victimas/elpepunac/20100624elpepunac_9/Ves/#
http://hosted.ap.org/dynamic/stories/E/EU_SPAIN_TRAIN_FATALITIES?SITE=ALMON&SECTION=HOME&TEMPLATE=DEFAULT

http://jp.dk/udland/europa/article2109005.ece

Yes, we want

Madrid-regionens præsident Esperanza Aguirre har lagt sig i selen for at indføre “tosprogede” skoler i området, dvs. at børnene fra ganske små skal undervises på både engelsk og spansk. Et reklamebureau er sat på opgaven med at udbrede kendskabet til dette tilbud. Kampagnen føres under slogan’et “Yes, we want”.

Desværre har nogle pedantiske engelsk-kyndige påpeget en grammatisk fejl – det burde hedde “Yes we want to”. De omtalte kværulanter spørger, hvordan de pædagogiske sagkyndige dog har kunnet godkende denne ukorrekte formulering. Kritikken preller imidlertid totalt af på de ansvarlige, – man er uhæmmet begejstret for at ligge i baghjulet på Obama med en slagkraftig overskrift for en kickstart til den opvoksende ungdom. Man mener åbenbart, at engelskkundskaber, uanset korrekthed, vil være en styrke i den globaliserede verden, hvor eleverne skal udfolde sig efter skolen.

Ret beset har eksotiske handelsfolk jo også lige siden kolonitiden haft kommerciel succes ved at tale pidgin-engelsk. Bemærk, at “pidgin” er englændernes foragtelige efterligning af kinesernes udtale af ordet “business”. I betragtning af udviklingen i kinesisk økonomi og politiks hegemoni er spørgsmålet bare, om det ikke ville være en bedre start for de små, hvis pædagogerne i den tosprogede skole talte kinesisk frem for engelsk?

Kilde: El País

Kilde: blogs.publico.es/apuntesperipateticos

CBS for viderekomne

Hvordan jeg ikke blev, og dog blev, men endte med ikke at blive optaget på CBS

Ganske vist er formålet med denne blog ikke at berette om mit privatliv, men nu har jeg været ude for noget så absurd, at jeg ikke kan forbigå det i tavshed.

Min historie begynder for et år siden, da jeg besluttede at søge ind på cand.ling.merc.-studiet ved CBS i København. For at blive optaget skulle jeg have 30 ECTS-point i spansk sprog og mindst 7 i hver delprøve til studieprøven for udlændinge.

Jeg søgte optagelse på baggrund af en kandidateksamen i kommunikation (Licenciatura en Ciencias de la Información) fra universitetet i Salamanca. Efter et femårigt studium skriver man et speciale, og går derpå til eksamen i hele stoffet fra alle fem år. I studietiden er man i talrige praktikophold ved forskellige nyhedsmedier. Efter universitetet har jeg opbygget mere end ti års professionel erfaring inden for marketing, kommunikation og PR i Spanien.

Kilde: Xavier977 trivago.com

Kilde: Xavier977 trivago.com

På ansøgningstidspunktet var jeg i gang med forberedelserne til studieprøven, og jeg tvivlede ikke på, at jeg nok skulle bestå den, eftersom jeg havde været i stand til at studere merkonom-modulet: ”virksomhedskommunikation” på lige fod med danske kursister, og opnåede karakteren 12 til eksamen, der bestod i en mundtlig fremlæggelse af min projektopgave.

Derfor blev jeg meget forundret, da jeg modtog et brev fra CBS, hvori jeg fik afslag på ansøgningen, fordi jeg ikke havde de nødvendige 30 ECTS-point i spansk. Jeg antog, at der forelå en fejltagelse, at man måske ikke havde læst/forstået den medsendte dokumentation, som i alle detaljer var oversat til dansk, eller at den var gået tabt undervejs i administrationen. Jeg kunne ikke forestille mig, at et 5-årigt sprogligt baseret studium ved et spansk universitet blev vurderet til mindre end 30 ECTS-point! Jeg vidste jo, at det virksomhedsmodul, som kunne tages på et halvt år i fritiden, talte for 10 ECTS-point!

Som en ekstra lille ”artighed” var afslaget vedlagt en brochure med titlen “Welcome”, der bød mig velkommen på campus og oplyste om alle faciliteterne.

Jeg sendte en klage over denne uforståelige afgørelse til rektor, den eneste klageinstans, hvis egenmægtige afgørelse reelt ikke kan ankes.

Til dette formål samlede jeg al mulig dokumentation og anvendte Cirius’ tabeller for omregning af udenlandsk merit. I klagen redegjorde jeg desuden detaljeret for, hvorledes jeg år for år under mit studium havde haft kurser i skriftlig og mundtlig fremstilling, spansk lingvistik, Spaniens historie og samfundsforhold, litteratur osv.

Jeg modtog et fornyet afslag, hvor rektor bekræftede, at jeg ikke opfyldte betingelserne for optagelse. I dette svar var de 30 ECTS-points i spansk pludselig blevet fordoblet til 60 ECTS-points i spansk lingvistik, hvilket man altså ikke mente, jeg havde, og min 5-årige kandidateksamen blev gang på gang benævnt bachelor.

Jeg mangler ord for at beskrive min krænkelse og afmagt ved læsningen af dette brev. Men jeg indså, at her var intet at stille op, og jeg besluttede at glemme sagen og tage til efterretning, at sådan træffes der åbenbart afgørelser her til lands…

Kilde: CBS.dk

Kilde: CBS.dk

Men det blev ikke enden på min historie med CBS. For kort tid siden modtog jeg et brev, hvori man underrettede mig om, at jeg var blevet udmeldt af cand.ling.merc, fordi jeg havde forsømt at tilmelde mig til andet semester. Andet semester? Jeg kom jo slet ikke ind på første semester… På magisk vis har jeg ikke desto mindre hele efteråret figureret som studerende på det studium, hvorfra jeg to gange var blevet afvist. Mit navn har altså stået på holdlisten, og til en række semesterprøver er jeg “ikke fremmødt”. Tænk en gang!

Det er ubegribeligt. Hvordan går det til, at jeg har stået som tilmeldt i al den tid? Hvordan kan det lade sig gøre at ingen på noget tidspunkt har kontaktet mig for at spørge, hvorfor jeg ikke mødte op til undervisningen, hvorfor jeg ikke afleverede opgaver og hvorfor jeg ikke mødte op til prøverne?

Sekretariatet har mundtligt bekræftet, at det er taget til efterretning, at jeg har fået afslag. De har forsikret, at jeg vil blive slettet fra deres arkiver. Men jeg har efterhånden ikke skyggen af tillid til CBS og deres arbejdsrutiner, og derfor har jeg sendt dem en anmodning om skriftlig bekræftelse af, at min sag er slettet, så jeg ikke for fremtiden risikerer prædikatet “forsømmer undervisningen”.

Det er vel ikke urimeligt at forvente, at en læreanstalt, der profilerer sig som Copenhagen Business School, lever op til de strengeste krav til kvalitet og ordentlig embedsførelse. At såvel administration som ledelse er på niveau med store europæiske universiteter, der behandler enhver studerende seriøst og ud fra gennemsigtige, objektive kriterier. Hvor administrationen bestræber sig på at formindske fejl så vidt det er muligt, og råder bod på fejl på en effektiv og respektfuld måde.

Desværre giver mine erfaringer med forretningsgangen på CBS mig grund til at mene, at der er lang vej, før de når op i den topklasse, regeringen sætter som mål for det danske uddannelsessystem.

Siestaen – et nationalt klenodie?

I Spanien går bølgerne højt omkring fænomenet tyrefægtning. Regionen Catalonien har flertal for at afskaffe “la Fiesta Brava” – til gengæld arbejder Madrid-regionens præsident Esperanza Aguirre for at tyrefægtning bliver anerkendt som ‘Bien de Interés Cultural’ – en bevaringsværdig tradition.
Det er blevet advokaten Daniel Dorado for meget. Han er specialist i dyrebeskyttelse og har nu indgivet en ansøgning om at få Siesta, det berømte sydlandske middagshvil, anerkendt som ‘Bien de Interés Cultural’. Han anser sine begrundelser for mindst lige så vægtige som tyrefægter-entusiasternes.

Dorado anfører, at siestaen er et kulturelt fænomen af ganske særlig relevans og betydning, en kunstart, der fortjener beskyttelse. Siden tidernes morgen har den haft sin plads i spansk såvel som international kultur, nobelpristageren Camilo José Cela kaldte den for “iberisk yoga” og understregede, at den skulle udføres “i pyjamas, med Fadervor og natpotte” – og store mænd som Albert Einstein og Winston Churchill dyrkede også middagshvilet.
“Desværre trues siestaen i vore dage af et afsindigt tempo. Men hvis den forsvinder, vil vort land vakle og geråde i kaos” hævder advokat Dorado.
Han anfører ligeledes, at udøverne træffes såvel i Madrid-regionen som i resten af Spanien, hvormed lovgivningens betingelser for at opnå status som ‘Bien de Interés Cultural’ er opfyldt.
I givet fald vil det påhvile regionalregeringen at lette borgernes adgang til at holde siesta, f.eks. ved at opstille lejer på offentlig vej. Ligeledes må ‘iberisk yoga’ indgå i skolernes undervisning.
Når det offentlige skal tage stilling til, om en aktivitet, der går ud på at dræbe tyrene efter at have tilføjet dem og de øvrige dyr i arenaen uhyrlige lidelser, kan ophøjes til ‘Bien de Interés Cultural’ – så mener Dorado, at der er så meget desto mere grund til at tildele siestaen denne status, i betragtning af, at siestaen ikke skader noget individ, der kan føle smerte eller velvære.

Dorado tager udgangspunkt i det aktuelle lettere groteske initiativ vedr. tyrefægtningen, men hans ærinde er bredere: han anklager forbrugersamfundet for, at talløse dyr fører et kort, trist liv, før de lider en smertefuld død i slagtehallen. Således kunne han gøre fælles sag med den sidste nye parti-dannelse her i landet – FOKUS-partiet.

Kilde: http://www.20minutos.es/noticia/651059/0/siesta/cultura/madrid/

Et saligt smil

I samarbejde med Unesco har det spanske Justitsministeriums særlige fond for mangfoldighed og sameksistens netop udgivet en bog med titlen “La sonrisa divina” (det guddommelige smil).
Ideen til bogen opstod i 2007, da det tvær-religiøse “Parlamento de las Religiones” forsamledes i Alicante. I en kaffepause begyndte nogen at fortælle vittigheder. Der opstod en varm afslappet stemning af broderskab, mens man lo ad hinandens indforståede vittigheder om religiøse emner, og man gik i gang med at indsamle bidrag til den nyudgivne bog, med illustrationer af José Luis Martín, redaktør af det satiriske ugeblad “El Jueves“.

Dios y sus colegas

Dios y sus colegas

Et eksempel på jødisk selvironi:

En søn spørger sin far, der er forretningsmand :
– far, hvad er etik?
– Det skal jeg forklare dig. Etik det er sådan her: forestil dig, at der kommer en kunde her i butikken. Hun køber et par cowboybukser til 50 euro, men hun betaler ved en fejltagelse med en 100-euro-seddel. Det etiske problem er nu: skal jeg fortælle det til min kompagnon eller ej?

En katolsk vittighed:

Tre præster diskuterer problemet med flagermus i kirkerne, og hvordan man råder bod på det.
Den første siger:
– Jeg tog et gevær og skød løs på dem, men opnåede bare at gennemhulle murene.
Den anden siger:
– Jeg lagde gift for dem, og de forsvandt for en tid, men nu er kirken igen fuld af flagermus.
Den tredje smiler:
– Her er løsningen. Jeg døbte dem, indlemmede dem i menigheden og fortalte dem om det med at betale tiende. Siden har jeg ikke set noget til dem!

Få er så optagne af religiøse emner som de, der ikke tror på Gud, og derfor er der mange ateistiske vittigheder.

To ateister mødes, og den ene siger:
– Forleden dag var jeg henne på biblioteket hvor jeg faldt over en bog, der hedder “Bibelen”.
– Nåh, og hvad handler den så om?
– Jo, altså, der var en der hed Jesus, og han havde en ven, der hed Lazarus. En dag, da Jesus var bortrejst, gik Lazarus hen og døde. Så da Jesus kommer hjem til landsbyen, har Lazarus været begravet i tre dage. Jesus går hen og åbner graven, tager pulsen på sin ven, giver ham kunstigt åndedræt og hjertemassage, får gang i en hjertestarter, tilkalder ambulance, så han i en fart kan komme på hospitalet, hvor de giver ham væske og… Lazarus bliver vakt til live!
Den anden ateist siger:
– Det tror jeg ikke på!
– Ikke det? Nå, men så skal jeg fortælle dig, hvordan det stod i bogen…

Det salige smil kan også omkranse buddhistiske læber, som i denne lille anekdote:

En zen-munk bliver spurgt:
– Mester, De som er viis, sig os, hvad er der efter døden?
– Det ved jeg ikke, svarer den vise mand.
– Åh. Vi troede ellers, De var viis.
– Viis er jeg måske nok, men ikke død.

Bogen er som sagt produceret under det spanske justitsministeriums initiativ for mangfoldighed og sameksistens, og den overordnede pointe er, at man har lov at lave sjov med sin egen religion, men ingen har håneret over andres tro. Således er det et alvorligt kulturelt fejlgreb at publicere karrikaturer af profeten Muhammed i en sekulær, evt. let protestantisk tonet, dansk avis. Den slags misforstået udtryksfrihed fremmer ikke pluralisme og sameksistens. Men de begreber er jo heller ikke i det politiske højsæde i dagens Danmark. Og dog pibler det her og der frem, at mangfoldighed må der til – for at styrke konkurrenceevnen! Så kan man måske i tilgift få noget menneskelig trivsel og fredelig omgang med naboerne derhjemme i opgangen?

Kilder:
Dagbladet El País, 20.12.09
http://www.seriesblog.es/2009/10/dios-miode-la-revista-el-jueves-se-convertira-en-serie-de-television-con-actores-reales/
http://www.mangfoldighed.dk/