Den spanske syge

Businessman-in-airport-with-smartphoneMin spanske ven Rubén betalte det hvide ud af øjnene for sin telefonregning. Han fører ikke mange samtaler på sin smartphone, men han har et højt data-forbrug, fordi han kommunikerer med omverdenen via Whatsapp, Facebook, Twitter osv. Og det var netop dér, at det blev dyrt.

Som den praktisk indstillede fyr, han er, besluttede Rubén at undersøge markedet, og fandt ud af, at han kunne få en bedre aftale til en fjerdedel af prisen hos et konkurrerende mobilselskab. Han ringede derfor omgående til sin udbyder for at opsige abonnementet. En elskværdig telefondame spurgte ham, hvorfor han ville forlade dem, hvilket hun noterede sig, samtidig med, at hun oplyste ham om, at hun ville indlede proceduren med at overføre hans telefonnummer. Dette burde være enden på den historie, men sådan fungerer tingene altså ikke i Spanien.

Få timer senere blev han ringet op fra sit nu forhenværende mobil-selskab med et fristende abonnements-tilbud: hvis du fortsætter hos os, vil vi give dig den samme tarif som konkurrenten, og oven i købet forærer vi dig en Samsung Galaxy S (til en værdi af 3.700 kr); tænk lige over det.

Rubén skiftede til konkurrenten.

Her vil mere en én udbryde: Sikke et fjols! – fordi han ikke sagde ja til at få en lækker smartphone helt gratis, men sagen er den, at Rubén følte sig personligt krænket af sin mobiludbyder.

I Spanien forholder det sig åbenbart sådan, at den trofaste mobilkunde, som samvittighedsfuldt betaler sine regninger og abonnerer på adskillige tjenester, og derfor betaler høje ydelser, bliver ikke værdsat.  Han eller hun fortjener hverken slagtilbud, lodtrækninger eller belønninger for sin trofasthed.

Den, der kører med klatten, er personen, der ringer og truer med at forlade selskabet, og som under bordet forhandler sig til en billigere og bedre kontrakt, et særtilbud, som ingen andre får, kort sagt den, der viser baghjul til de “tumpede” ærlige forbrugere. Det er om at følge de alternative spanske spilleregler, hvor kontrakter skrives under bordet, hvor der indgås eksklusivaftaler, og hvor kun et mindretal kommer indenfor i varmen.

Corrupción

Den almindelige gennemsnitsborger praktiserer såmænd også, omend i mindre skala, de små fiflerier, som i sidste ende karakteriserer dén politiske klasse, der repræsenterer folket. Dem med de lyssky aftaler og forretninger, alternative betalinger, sorte penge, kontanter i dokumentmapper og kuverter, – alt det, vi kalder korruption, og som får os til at dåne af forargelse.

Det forholder sig bare sådan, at hele sygdomskomplekset, omfattende politisk korruption, bankkonti i udlandet og kuverter der går fra hånd til hånd fyldt med kontanter, er udviklet i det Spanien, hvor gennemsnitsborgeren opfattes som “tumpet”, hvis han ikke kan opnå en fortrinsstilling med mere eller mindre lovlige midler, og på det frækkeste udnytter huller og sprækker i ethvert tilbud eller ydelse, som han møder på sin vej.

corrupcion-politicaI disse tider udfolder fænomenet sig grelt i Spanien, men det gælder overalt, at der er grobund for korruption i samme øjeblik den enkelte borger uden betænkning betaler eller indkasserer betaling uden regning for at spare momsen; ringer til en bekendt eller et familiemedlem for at få en tid hos den bedste speciallæge; altid møver sig frem i køen, og smutter fra regningen; kun udlejer værelser eller sommerhus hvis lejeren opgiver adresse andetsteds; når ”enlige” mødre reelt bor sammen med en partner og allligevel indkasserer forhøjede offentlige ydelser;  når man misbruger forretningernes byttegaranti til at bruge det erhvervede ved en særlig lejlighed, hvorpå det leveres tilbage med krav om at få pengene retur; når man bedrager forsikringsselskabet med ordene “man skal da have noget ud af at være forsikret”… Og personen gør det uden at rødme, tværtimod med stolthed over at være så snedig, og det ikke så meget som strejfer den pågældende, hvordan disse handlinger påvirker det omgivende samfund, fornedrer det og forvandler det til en syg nation, med underhåndsaftaler, svindel og misbrug, alt sammen mere omfattende, jo højere på magtstigen svinestregerne begås.

Tags: .

Udlændighed 2.0

emigrantesI 1960’erne måtte mange spaniere fra landdistrikterne søge til de større byer i Spanien eller til udlandet, især Tyskland og Schweiz, for at tjene til livets ophold for sig selv, ofte også for familien.  Under mit ophold i Extremadura træffer vi ikke sjældent den tids emigranter, der efter et langt arbejdsliv er vendt tilbage til hjemegnen. De fortæller om, hvordan de i mange år kun så familien en gang eller to om året, og vi må huske, at det var før internet og skype osv. Typisk har de arbejdet i industri og byggeri, og ofte har de kunnet spare sammen til at bygge et stort godt hus på hjemegnen  til sig selv og børneflokken, incl. sviger- og børnebørn…

Nu udgår der fra Spanien en ny bølge denne gang af højtuddannede unge, som der er ikke plads til på landets arbejdsmarked. Bølgen har ramt Danmark, det kan vi læse på internet-fora for spaniere i udlandet.

Nogle kalder det den spanske lavine, krisens ‘desperados‘.

Hvordan er de så, når man møder dem her?

Næsten ingen af dem taler dansk. Mange mener, at de kan klare sig på engelsk, indtil de opdager, at deres engelsk til husbehov er næsten uforståeligt. Det er langt fra at slå til, når det gælder om at klare dagen og vejen.

De har hørt om de nordiske landes fortrin, men næsten ingen har fortalt dem om skyggesiderne.

Vores lave arbejdsløshedstal kan de udenad, og de sammenligner dem med de spanske. Det høje danske lønniveau får dem også til at tro, at de vil vinde ved at flytte, at de snart vil finde et godt job, at de vil kunne klare sig, for “i Danmark lever man godt”.

De fleste hævder, at de “er villige til at tage hvad som helst”, og de kan desværre heller ikke forvente noget bedre. De kommer hertil uden en uddannelse, der kan kvalificere dem til et job på det danske arbejdsmarked, allerede i Spanien holdt de sig flydende med forefaldende arbejde, og det har de også tænkt sig til en start her i Danmark. Andre satser på at fortsætte deres hjemlige løbebane, og de taler ikke gerne om, at de “foreløbig” gør rent eller arbejder på et lager. Nogle “heldige” finder plads på det danske arbejdsmarked, fordi de taler godt engelsk, kommer med en højere teknisk uddannelse og relevant erhvervserfaring, og den gruppe kan regne med en særdeles god løn. Deres eksempler er gode historier, som spredes fra mund til mund, bliver endnu bedre undervejs og skaber håb hos en ny lavine af desperate spaniere. Men de vil opdage, at konkurrencen er hård, at det som regel er absolut nødvendigt at kunne dansk, og at det vrimler med udlændinge af alle nationaliteter, der kun taler deres modersmål og mangler de kompetencer og kvalifikationer, som efterspørges her.

Alle emigranterne har de samme tre rejsekammerater: hjemlængsel, håb og ensomhed.

aventura
Danmark lyder anderledes, lugter anderledes, smager anderledes. Selv de, som forlod Spanien i vrede, selv de kan undertiden ved frokostens kolde rugbrødsmadder længes efter duften af moders gode landsuppe med det hele. En dag kommer de hjem fra jobbet og mærker, at der mangler noget: lyden af sportsreportagen i TV, naboerskernes stemmer i gården, duften af stegt fisk, der strømmer ud fra andre lejligheder i opgangen…  Nogle ryster hjemveen af sig, andre finder trøst i den skive skinke, de har haft med fra Spanien, den flaske sidra, der lå beskyttet mellem t-shirts i kufferten, den plade turrón, som familien har sendt med posten.

Det bliver til skatte, nydt i små portioner, og højtideligt budt til landsmænd, der kommer på besøg.  Og lækkerierne falder på et tørt sted! For i denne stund hos en anden spanier, der er havnet her tillands, føler man sig i et par timer atter hjemme, man er på ny 100% sig selv, og hjemveen slumrer hen.

Da kufferten blev pakket med kurs med det kolde Nord, kom der også drømme med i bagagen, samt planer og masser af opsamlet håb. “Jeg tager af sted, i starten må jeg tage, hvad jeg kan få, men når jeg først får lært dansk, skal jeg nok finde noget i min egen branche”. “Jeg finder bestemt noget at lave, det kan aldrig blive værre end i Spanien”. “Der mangler garanteret spansklærere, spansk er jo på mode”. Nogle har ganske konkrete planer. Nogle har en idé om, hvor de skal tage fat, de har undersøgt sagen på nettet, de ved, hvor det sner. Nogle tager af sted på lykke og fromme. Man har sparet op til en start, man kender nogen, en ven er allerede deroppe… For nogle lykkes det, andre bruger alle sparepengene op og må vende hjem til Spanien med mere eller mindre oprejst pande, atter andre klarer sig, omend på ingen måde efter planen. Nogle affinder sig med tingenes tilstand, andre forbander deres skæbne, adskillige har prøvet i årevis og vil nu vende hjem, så godt var der alligevel ikke i Norden.

adiosBag sig har de efterladt familie, venner, kontakter, og her kender de så godt som ingen; det er svært at få venner i Danmark. Sproget er den første barriere, den anden ligger i, at danskerne kommer sammen på andre måder. Ensomhedens lille abe sætter sig på skulderen. Den dukker op den dag, hvor man sidder derhjemme og ikke ved, hvem man skal fortælle om, hvad der er hændt én, og hvad man så følte. Man ringede hjem i går, og de gamle venner fatter ikke, hvordan det er her. Eller man får trang til at gå ud og få sig en øl, men hvem kan man mødes med? Det er måske søndag eftermiddag, i morgen kalder arbejdet, og nu har man lyst at gå i biografen eller se dagens  fodboldkamp sammen med nogen. Men det er danske hold, der spiller, kommentaren er på dansk, og nok er supermarkedets øl fortrinlig, men det er hverken San Miguel eller Estrella Galicia, og hvad er der ved at drikke alene?

Så griber man måske telefonen og ringer til den der herboende spanier, som man kender gennem internettet, som man mødte til en sammenkomst med 15 andre, og som virkede sej. Man fortæller hele sin livshistorie, og det er som om man har kendt hinanden altid, og hvis man ellers har råd i dette land, hvor alt koster dobbelt så meget som hjemme, så går man ud og får en øl sammen, der er kun et kvarter med S-toget ind til byen. Den lille ensomhedsabe falder i søvn et stykke tid. Men før eller siden vågner den igen. Den smuttede ubemærket med i kufferten, og den er ikke til at slippe af med.

Denne “lavine” af spaniere, drømmere, viljefaste, hårdtarbejdende, vindere og tabere, drevet af håb eller fortvivlelse, plaget af hjemve… Har vi plads til dem? Eller skal vi hellere spørge: Kan vi undvære dem?

Udenlandske videnarbejdere skaber vækst i danske virksomheder

Hos frisøren

I disse krisetider gør min mors frisør en særlig indsats for at fylde salonen, også på de normalt “stille dage”. Fra mandag til onsdag er der 50% rabat på alt. Således betalte jeg under mit sidste besøg i Spanien kun 9 € (67 kr) for at blive klippet og føntørret, alle mine krøller blev glattet ud og mit skulderlange hår skinnede som silke, da jeg forlod salonen.

De 9 € var godt givet ud, ikke blot fordi mit hår kom til at se vidunderligt ud, men også fordi det er en enestående oplevelse at gå til frisør i Spanien.

peluqueria

Man går til frisøren for at snakke. Der er ikke én, der tier stille, hverken frisøren, du eller de andre kunder, hvad enten du kender dem eller ej. Henne fra venteområdet,  fra permanenterne og ondulationerne under tørrehjelmene, fra stolene, hvor der klippes og trimmes, høres udtømmende kommentarer til tidens begivenheder: alt bliver endevendt, lige fra politikernes moral til krisen, fra de kendtes udenomsægteskabelige affærer til ens egne børnebørns skarnsstreger. Sådan går det til, at du opdager, at frisøren kommer fra nabolandsbyen til din barndoms ferieparadis.  Hun kan fortælle dig, om din yndlingsrestaurant stadig holder åbent, og I beklager samstemmende, at der kommer færre turister, eller at floden ikke længere er så ren som før i tiden, og mens børsten glider gennem håret, bliver I næsten bysbørn.

Hendes kollega har hørt din beskrivelse af en jammerlig klipning i en anden salon, og dermed går det op for dig, at hun har arbejdet der, hvor du har svoret aldrig mere at sætte dine ben, og med dæmpet stemme beretter hun nogle saftige detaljer fra baglokalet, som du med påtaget forundring gotter dig over at få indblik i.

peluqueraI samtalens løb har du ladet et ord falde om, at du nu bor i Danmark, hvor man ikke så meget som ville hilse på dig for 9 €, at det koster dig en formue at få glattet krøllerne ud, og at der bliver så langt mellem besøgene hos frisøren, så når du kommer hjem til Spanien, når håret ned til hælene.

– Hvordan er det så i Danmark? Er der meget koldt?
– Man lever såmænd slet ikke så dårligt, men der er hundekoldt.

Ovre ved vaskekummerne  sidder en dame og læser i et blad med håret indsmurt i en dryppende klæbrig substans; nu tager hun hul på sin udgave af en historie, som man hører stadig oftere i krisens Spanien: Hendes søn er arbejdsløs. Han er ingeniør, har mange års erhvervserfaring og et imponerende CV, en mastergrad, mange kurser og specialer, men han kan ikke finde arbejde. Det firma, hvor han arbejdede, måtte dreje nøglen om, og nu går tiden bare. Den meget begrænsede ledigheds-understøttelse slipper snart op, og han har to børn at forsørge. Konen har skaffet sig et skod-job, hvor hun arbejder mange timer til en lav løn. Nu overvejer de at emigrere.

 – Min søn kan engelsk, tror du, at han kunne finde arbejde i et land som Danmark eller Tyskland?

Jeg kigger over på hende og ser en mors ængstelse, den samme, som møder mig hos mange andre mødre, hustruer og bedstemødre i dette krise-Spanien. De ængstes for fremtiden, de aner ikke, hvordan deres kære skal overleve. Jeg vil gerne give hende et håb; selv om ikke alt hvad jeg siger er helt sandt, ønsker jeg at dæmpe angsten i hendes blik:

– Han skal da prøve. I Europa er der brug for veluddannede, flittige og engagerede ingeniører. Han skal oversætte sit CV til engelsk og sende det i alle retninger. Jeg er sikker på, at der et eller andet sted vil være bud efter hans erfaring og kvalifikationer.

Hun takker mig med et forsigtigt, lettet smil. Jeg smiler tilbage, og med et længselsfuldt ”vi ses”, der besvares fra alle sider med ”god rejse” og ”tag noget med fra Danmark næste gang”, tager jeg afsked med salonens mikrokosmos for denne gang.

Én tweet: 2 år i skyggen

I Spanien syder gaderne i protest. Unge såvel som ældre, arbejdere såvel som gymnasieelever går på gaden for at demonstrere mod krisen, arbejdsløsheden, nedskæringerne i de sociale ydelser, i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, og imod den nye arbejdsmarkedsreform, der totalt lader arbejderne i stikken, uden ret til sygefravær, men tvangsindlagt til at acceptere en løn-nedgang hvornår det skal være.

Regeringen formår ikke at standse protesterne eller bringe dem til tavshed. Dens image blegner, vælgertilslutningen daler og ved udsigten til at miste bare en brøkdel af den magt, som man var så ivrig for at opnå, har man besluttet at sætte hårdt mod hårdt.

I en kommende lovgivningsreform skal begrebet attentat mod myndighederne også omfatte passiv modstand mod myndighederne. Det skal regnes for et strafbart udslag af tilhør til en kriminel organisation, hvis man indkalder til demonstration via Internet. At sammenkalde til protest gennem et socialt netværk skal medføre en minimumsstraf på to år.

Disse ekstreme midler er kun to af en række forholdsregler, som man håber vil dæmme op for flodbølgen af protester. De skal få selv fredelige protester til at forstumme, bringe dem til tavshed, der ikke flytter sig, når politiet kommer for at fjerne dem, med støvlespark, gummikugler og knippelsuppe i skønsom blanding.

Nu bliver det til en forbrydelse i Spanien at sætte sig med et skilt i hånden, at gøre fredelig modstand på den ikke-voldelige måde, som Gandhi gjorde verdenskendt. Du vil blive betragtet som en forbryder, hvis du sammen med dine venner bruger Facebook til at aftale, hvor og hvornår I vil vise jeres indignation og harme over tingenes tilstand.

Påskuddet for disse nye forholdsregler er de voldelige elementer, der afgjort findes. Det begrænsede antal lovløse individer, der benytter lejligheden til at smadre butiksruder og afbrænde containere. De udgør en iøjnefaldende, men dog ubetydelig minoritet, i sammenligning med de hundredtusinder af mennesker, der er gået i fredelig protest mod arbejdsmarkedsreformen, mod manglen på opvarmning i Valencia-regionens vinterkolde skoler, mod den trøstesløse fremtid, der venter landets unge; en ungdomsarbejdsløshedsprocent på 45 virker som et forræderi mod en generation, der har adlydt parolen om, at uddannelse er betingelsen for et godt liv. Men alle de, der sætter sig i protest, de, som bærer skilte og bannere, de, som blogger, de, som råber slagord eller går i optog i gaderne, de kan og vil allesammen fra nu af blive betragtet som kriminelle.

Hvor mange flere frihedsrettigheder kan spanierne berøves med krisen som påskud? Den nye arbejdsmarkedsreform har bombet arbejderbevægelsen 100 år tilbage, og den nye straffelov vil næsten forvandle forsamlingsretten til en forbrydelse. Hvad bliver det næste? Ytringsfriheden? Ikke utænkeligt. Så håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at protestere på dansk. Men pas på, venner, hvis I bidrager med en kommentar, bliver I måske anset for medsammensvorne i min lille kriminelle organisation af vikinger og tyrefægtere.

Kilde:
Interior considerará la resistencia pasiva un atentado a la autoridad
Convocar algaradas por internet llevará a la carcel a sus promotores

Rodløs

I dag blev jeg for første gang klar over, hvad det vil sige at være rykket op med rode.

Det er en ganske almindelig dag, med en hvidlig, overskyet himmel. Sådan en dag hvor jeg står op, tager en kop kaffe og begynder dagens dont. Og så, lige med ét, uden varsel, fik jeg fornemmelsen af ikke at høre til, hverken her eller der. Jeg manglede fuldkommen rødder.

Jeg har åbenbart været her så længe, at jeg ikke mere føler mig på bølgelængde med mine ny-tilflyttede landsmænd, som længes efter hjemstavnens bønneragout, som gennemsøger supermarkederne på en forgæves jagt efter de produkter, de plejede at købe i Spanien, og protesterer mod, at der siges et eneste ord på dansk, når de mødes i den lukkede kreds. Men de selvsamme personer finder sig ikke i, at man kritiserer noget ved dette vidunderlige land, som er et mønster på alle gode dyder, og de demonstrerer deres “danskhed” og integration med besynderlige symboler såsom deres evne til at færdes på cykel i dagligdagen, et befordringsmiddel som de ikke har brugt i Spanien siden barndommens sommerferier på landet.

Måske ligger problemet i, at jeg ikke har nogen cykel.

Jeg synes ikke, jeg har brug for en cykel, jeg bor lige midt i byen og kan godt lide at gå. Uha, sikke en udansk indstilling! En og anden spanier har sørget for at påpege det over for mig, forundret og med en anelse foragt, som om jeg ikke for alvor ønsker at falde til i Danmark, omend jeg ikke mærker savnet af bønneragout’en, og jeg forsøger at tale dansk “så meget som muligt” i håb om en skønne dag at komme af med min skrækkelige accent.

Måske burde jeg købe mig en cykel.

For samtidig med, at jeg har mistet følelsen af slægtskab med ”mine egne”, er trangen til at blive et nummer i mængden af danskere opstået. Men det er jeg jo ikke, jeg er ikke dansker. Jeg bliver afsløret af min accent, min adfærd, min fortid og undertiden af mine meninger.

For nogen tid siden var der en, der mente, at jeg var “for mørk” til at kunne gå for at være dansk, jeg var jo slet ikke lys. Brunt hår, grønbrune øjne, en hud, som min spanske dermatolog har advaret om, at jeg skal beskytte mod solens stråler, fordi den er så lys… Hvis målestokken for at blive en del af det omgivende samfund afhænger af de fysiske træk, så må jeg hellere omkring frisøren på vejen hjem fra cykelhandleren.

Men ak, så snart jeg åbner munden og uundgåeligt må udtale nogle æ’er, ø’er og å’er for at vove en forsigtig bemærkning om, at der måske er visse problemer i dette lands sundhedsvæsen, undervisningssystemet eller indvandringslovgivningen, så er svaret omgående: “Hvis du ikke kan lide at være her, hvorfor smutter du så ikke?” Det er jo svært at forklare, at vist kan jeg lide at være her, jeg vil bare gerne give mit lille bidrag til at det hele kan blive endnu bedre – med de midler, som en gennemsnitsborger her i landet har til sin rådighed.

Men oprigtig talt: i dette øjeblik, hvor duften af mit hjemmebagte rugbrød blander sig med aromaen fra de specialristede kaffebønner, jeg købte i Spanien, overvældes jeg af følelsen af, at jeg ikke er som dem, der hører til her, og heller ikke føler mig som en af mine egne. Mine rødder flagrer frit i luften.

Glade gæs

Danmarks ærværdige Forening til dyrenes beskyttelse protesterer med rette, når de to madglade brødre Price, på TV priser delikatessen “Foie gras”. I et brev til brødrene erindrer foreningen dem om forholdene hos de gæs og ænder, som lægger krop til produktionen af  den berømte franske gåse- eller andelever.

Foreningen nærer dog ikke store illusioner. Man forventer, at opfordringen til at lade pakkerne med foie gras blive i butikkerne, vil prelle af på J & A Price – som vand på en gås.

Men det er slet ikke nødvendigt at spærre dyrene inde i små mørke båse og proppe slanger ned i halsen på dem, for at de på et par uger skal udvikle en delikat fedtlever.

Hos Eduardo Sousa i det sydlige Extremadura lever gæs og ænder i slaraffenland. De propper sig selv i sommertiden med al den rigelige og naturlige kost, de finder på de vidtstrakte områder, hvor de færdes frit: figner, agern, lupiner…

Egentlig skal gæssene bruge leverens fedtdepoter som energi til den krævende flyvetur til Afrika, men de har det så dejligt i deres store Extremadura-paradis, at de ikke følger med vildgæssene, når vinteren nærmer sig. De bliver altså slagtet – og en økologisk gåselever kan udtages og nydes med “god samvittighed”. Den er mindre end det franske industri-produkt, også mindre fed og med meget større smagsfylde!

Ekstrabladet har adskillige gange været ude med riven i forhold til Prinsgemalen, på grund af hans anprisning af foie gras. Man finder det ekstra upassende, fordi Hendes Majestæt Dronningen er protektor for Dyrenes Beskyttelse, men altså ikke kan gøre sin indflydelse gældende, når det kommer til gæs og ænder.

I efteråret 2011 var prins Henrik på jagt i Extremadura, – hvem ved, om han der har sat tænder i den naturlige foie gras fra Patería Sousa?

Kilder:
http://www.dyrenes-beskyttelse.dk/nyheder/dyrenes-beskyttelse-kritiserer-broedrene-price

“Bedstefløjterne” – Yayoflautas

Kampen for et bedre samfund har ingen øvre aldersgrænse. Det gælder i særlig høj grad, når landet er i dyb krise, som det er tilfældet i Spanien, hvor arbejdsløshed, stop for offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser og tilskud berører alle. En gruppe abuelos indignados, dvs. oprørte  bedsteforældre, de selvsamme som kæmpede for friheden under Francos diktatur, og som har gennemlevet tre års blodig borgerkrig, efterkrigstidens sult og diktaturets undertrykkelse,  der  endelig efterfulgtes af demokrati. Disse garvede samfundsborgere har fundet sammen og besluttet igen at gå på gaden for at kræve retfærdighed: at deres børn og børnebørn kan få en fremtid og ikke skal arve en dårligere verden end den, de selv har kendt.

De kalder sig Yayoflautas, – “Bedstefløjterne”, og deres bevægelse er inspireret af  Los Indignados, der slog lejr på Puerta del Sol i Madrid d. 15. maj sidste år, i protest mod regeringens opgivende holdning til finansverdenens kynisme.

De ældre medborgere har valgt navnet Yayoflautas med henvisning til den nedsættende betegnelse for de unge demonstranter:   perroflautas – “Hundefløjter”. Udtrykket skal fremkalde billedet af  hjemløse tiggere, der ligger i byens gader,  omgivet af langhårede hunde, og spiller på et musikinstrument, – ja hvorfor ikke: en fløjte.

Bedsteforældrene i Yayoflautas-bevægelsen har kæmpet livet igennem. Nogle har siddet i diktaturets fængsel, fordi de var republikanere, andre har har ført an i arbejdernes kamp for bedre vilkår, atter andre demonstrerede mod Franco i deres studietid. I 1960’erne og 1970’erne kæmpede de for de samme mærkesager, som nu har bragt dem tilbage på barrikaderne: offentlig sygesikring, offentlig uddannelse, et ligeværdigt samfund. “Det er ikke til at fatte, at vi skal stille de samme krav 40 år efter”, sukker de.

Deres valgsprog lyder: “Vi er flere, vi har tid og vi glemmer ikke” og de »vil ikke stiltiende se til, mens man nedbryder det velfærdssamfund, de har kæmpet for hele livet«. Derfor demonstrerer de, derfor slutter de sig sammen og holder møder, og mindst en gang om måneden gennemfører de en fælles aktion.

Foto: EFE

Den 1. februar besatte de en bus i  Barcelona for at understrege deres modstand mod nedskæringerne i mængden af offentlig transport, højere billetpriser og den lavere løn til bus-chaufførerne.

Klokken ti om formiddagen stod “bedsterne” i vinterkulden og ventede på bus nr. 47. De steg op i god ro og orden, betalte for deres billetter, og så snart alle var inde i bussen, blev de medbragte bannere foldet ud, og passagerne blev informeret om demonstranternes krav. De blev i bussen til klokken tre om eftermiddagen, kørte tur efter tur gennem byen i fortsat protest.

“Bedstefløjterne” har også besat ambulatoriet i Bellvitge-kvarteret i Barcelona. De vil forhindre, at det bliver lukket, for så vil der kun være ét sundhedscenter i et kvarter med 35.000 indbyggere. I praksis vil det betyde en ventetid på 2 uger for konsultation hos den alment praktiserende læge, og mere end et år hos en speciallæge.

Besættelsen er blot den mest opsigtsvækkende af yayoflautas ‘ protestaktioner mod de nedskæringer, som de frygter vil føre til en reel privatisering af det offentlige sundhedsvæsen. De demonstrerer specielt imod den planlagte “én recept – én euro”-afgift, der vil lægge en euro oven i prisen på al receptpligtig medicin. De ved, at det over en bred bank vil ramme dem, der har nået en alder, hvor næsten alle må tage medicin for det ene og det andet.

Man kan nemt følge med i disse bedsteforældres initiativer, støtte dem eller gå med i kampen, fordi “bedsterne” har erobret de sociale medier. De har deres egen Twitter (#iaioflautas),  deres eget profil på facebook og deres egen blog, alle på såvel spansk som catalansk og engelsk.

De kæmper for deres børns og børnebørns fremtid, og for selve velfærdssamfundet ,og de holder ikke inde, for de er dybt engagerede, de råder over deres egen tid, og de glemmer ikke den lange vej, de selv er gået for at opbygge det, som nu risikerer at blive sønderrevet i krisens storm.

Yayoflautas’ blog: http://www.iaioflautas.org/

Kilder:
Un grupo de jubilados ocupa un autobus contra los recortes y la subida de billetes
Yayo flautas de cataluña
Unos jubilados ocupan autobus para protestar por los recortes

En tur på marked

Jeg ved ikke, om du nogen sinde har oplevet en torvedag eller et loppemarked i Spanien, men jeg siger dig, det er en oplevelse du ikke må gå glip af. I alle byer er der et ugentligt marked, alle med deres særlige karakter.

Markedet bugner af billige tilbud på tøj, sko, bijouteri, lingeri… Det er ukurante varer, som bliver købt efter vægt på fabrikkerne, opfindsomme kinesiske kopier som P&G (Polce & Gabbana?) frasorterede ting fra butikkerne og røverkøb, som sælgeren har opdrevet Gud ved hvor.

Fuente: Lineas de Fuga

Varerne ligger dynget op i broget mangfoldighed, der er ingen prøverum, man kan ikke få alle størrelser, – og prisen afhænger af den handlendes humør, hvor meget der er blevet solgt i dag, og om du ser ud til at ville bruge penge eller ej. Til gengæld er prisen latterligt lav og man kan altid prutte om den.

Markedernes særlige charme skyldes  de handlendes måde at gøre reklame på. Af deres veltrænede lungers fulde kraft prøver de at tiltrække kunderne ved at anprise varerne på et ikke ligefrem korrekt spansk: chandales, jerseles… Selvom tshirten hedder P&G bedyrer de, at de forhandler den sidste mode i  Dolce & Gabbana, og deres ‘Pandorasmykker,’ er i virkeligheden kulørte plasticstumper, til at hænge på armbånd, som imiterer de berømte danske charms-kæder.

Når du går forbi deres bod råber de komplimenter, eller de klager: “køb noget her, jeg har slet ingen ting fået solgt i dag”, “Køb hos mig, du ser så rig ud”. Undertiden lykkes det dem at få dig til at standse op ved boden, andre gange smiler du bare venligt og går videre.

Særligt i de mindre byer kan markedet  tillige omfatte et marked, hvor oplandets frugt- og grøntavlere sælger deres produkter, fulde af smag og farver, til meget rimelige priser. Man kan  også købe tørrede bælgfrugter, krydderier, blomster og endda små husdyr. Kunne det ikke være sjovt at tage en lille spansk høne med hjem som kæledyr?

Nogle loppemarkeder  har en lang tradition og er berømte for deres store udvalg. Det gælder for de enestående ‘rastros’ i Madrid og Barcelona. Her er marskandiserboder, her forhandles antikviteter, samlerobjekter og rariteter, ligesom på de typiske danske loppemarkeder.

Hvis denne beskrivelse har givet dig lyst at besøge et spansk marked, så skal du ikke vente for længe. Rundt omkring ændres kommunal lovgivning, så der bliver nye regler for markedernes struktur og hele miljøet, så om føje tid er de måske forsvundet eller har mistet deres maleriske karakter.

Byrådet i León er i færd med at udarbejde et regulativ, ifølge hvilket det bl.a. “totalt forbydes at frembringe støj, råben og skrig”. Desuden påbydes det, at alle varer skal forsynes med prissedler, som tydeligt kan ses, og så bliver det slut med at prutte om prisen.

Kilder:
http://es.wikipedia.org/wiki/El_Rastro_de_Madrid
Un nuevo rastro sin voces con tiques y con precio de los productos a vista

Tilbage til 120 km/t på de spanske motorveje

I marts måned besluttede den spanske regering at nedsætte den maksimale hastighedsgrænse på motorveje til 110 km/t for at spare brændstof. Den gang nåede oliepriserne historiske højder: $ 110 for en tønde råolie, og det kunne landets økonomi ikke bære.

I de fire måneder med den lavere hastighedsgrænse er der sparet 450 millioner euro, benzinforbruget er faldet med næsten 6% i forhold til de samme måneder sidste år, og der har været færre trafikulykker. Ikke desto mindre har regeringen besluttet at ophæve denne forholdsregel, selv om de anerkender dens succes. Hvordan kan det dog være?

Foto: Alberto Dilolli, elmundo.es

Ifølge indenrigsminister Alfredo Pérez Rubalcaba “giver det ikke længere mening”, fordi “omstændighederne har ændret sig”. Prisen på råolie er nede på $ 106 pr. tønde, og man forudser et yderligere fald.

Det er værd at notere sig, at prisfaldet skyldes, at Det Internationale Energi Agentur (IEA) har besluttet at udbyde 60 millioner tønder olie fra deres strategiske reserver for at opveje manglen på olie fra Libyen. Det er kun tredje gang i IEA’s historie, at det har været nødvendigt at bruge af reserverne, og dette skridt giver aldeles ikke grund til optimisme.

I øvrigt må man tage i betragtning, at den almindelige forbruger ikke mærker svingningerne i prisen pr. tønde råolie. For ham eller hende er det benzintankens pris, der tæller. Ifølge officielle EU-kilder kostede en liter 95 oktan-benzin i Spanien 1,284 euro i uge 8, og i denne uge 26 solgtes den til 1,323 euro. Diesel er steget fra 1,247 til 1,272 euro. I dag koster det altså mere at tanke op end den gang i marts, da vi måtte til at sænke hastigheden.

For den nuværende regering har nedsættelsen af den maksimale hastighed på motorvejene været et af de mest upopulære initiativer. For få dage siden viste en rundspørge fra det spanske trafiksikkerhedsråd (Fundación Española para la Seguridad Vial), at 55% af bilisterne var imod at forlænge begrænsningen. En af de vigtigste grunde var, at bilisterne ikke kunne se nogen tydelig hensigt eller formål med hastighedsbegrænsningen.

Cambio de señales de tráfico

Fuente: Autoescuela Gong

Det er uden tvivl en grundlæggende svaghed, at de almindelige borgere aldrig har fattet, hvorfor de skulle køre langsommere, de har bare set beslutningen som et lune eller en fiks idé fra regeringens side.

Det er heller ikke så nemt at se meningen, for vi taler om økonomiske facts, som man skal være lidt af en specialist for at analysere.

Ifølge industriminister Miguel Sebastián “forbløder den spanske økonomi” på grund af afhængigheden af importeret brændstof. Olieimporten tegner sig for 25 milliarder euro, dvs. 62%  af underskuddet på den spanske handelsbalance.

Mariano Marzo, geologi-professor ved instituttet for energi-ressourcer på Universitetet i Barcelona, oplyser, at de fem europæiske lande, hvor udlandsgælden er vokset mest, er præcis dem, der er mest afhængige af olieimporten. Vi taler om  Irland, Grækenland, Spanien, Portugal og Italien. I Spanien står olie og benzin for 50% af energiforsyningen, mens gennemsnittet i EU er på 37%.

Hvis nedsættelsen af maksimums-hastigheden var blevet ledsaget af en bevidstgørende oplysningskampagne, kunne initiativet måske være fortsat, som al fornuft tilsiger. Tallene viser tydeligt dets succes, og alligevel tør den regering, som snart står til valg, ikke stå ved denne beslutning, der er lige så omstridt som anti-tobaks-loven. Det er åbenbart vigtigere at gøre sig gode venner med vælgerne end at spare på valutaen og den fossile energi.

Desværre tyder alt på, at vi endnu en gang kommer til at se, hvordan den sunde fornuft og hensynet til trafiksikkerhed, miljø og ressourcer, taber kampen mod de politiske interesser, specielt nu hvor alle ruster sig til parlamentsvalget.

Kilder:

Pérdida de una oportunidad
Un gobierno dividido decide volver a los 120 por hora pese al ahorro
El gobierno se inclina por levantar el límite de 110 por la caída del petróleo
El aumento de las multas de tráfico confirma el frenazo del efecto de los 110
El 55% de los conductores están en contra de que se prorrogue la limitación de velocidad a 110
El gobierno decide establecer nuevamente el límite de velocidad a 120
España no puede soportar un barril de petróleo a 100 dolares
Zapatero apela a la reducción de accidentes para justificar el nuevo límite de velocidad
El gobierno da marcha atrás: la velocidad máxima vuelve a 120 km/h
“Como la medida ha funcionado bien, la suprimimos”

Torneroseby med 100.000 bøger

En lille castiliansk middelalderby profilerer sig som “bog-by”, og dermed placerer den sig på kulturturismens Spanienskort! Et mål for dem, der har fået nok af strand og trængsel, et sted, hvor man kan give sig tid til at falde i staver over en forunderlig bog, og hvor det er underordnet, om solen brager eller regnen strømmer ned udenfor.

Kilde: Diputación de Valladolid

Byen hedder Urueña og ligger vest for Valladolid , et stykke fra motorvej A6, midt inde i Castilien. Dens 225 indbyggere bor trygt, omgivet af en fuldstændigt bevaret bymur fra det XIIIe århundrede.

Fra bymuren kan man se ud over vidtstrakte marker, hvor storke og rovfugle svæver under den blå himmel, og de snoede gader og gamle kirker emmer af historie og giver rum for meditation over de spændende bøger, der kan købes i byens 10 boghandler. Urueñas boghandler har specialiseret sig i sjældne eller antikvariske bøger – man skal ikke forvente at finde øjeblikkets bestsellers hos Librería Alcaraván, La Punta del Iceberg (Toppen af isbjerget) eller nogen anden af byens 10 boghandler. Nej, men søger man specielle værker om arkitektur, kunst, etnografi, gastronomi, geografi og historie, er man på jagt efter gamle kort, musik, tyrefægtning og plakater, eller sjovt illustrerede børnebøger, så kan man tilbringe dage i bogladerne her. En særlig interessant bog vælger man måske at lade indbinde i byens bogbinderværksted.

Urueña blev i 2007 indlemmet i sammenslutningen af Bogbyer: småbyer, fordelt over hele verden, der alle satser på at tiltrække læselystne bogelskere, som befinder sig bedre i stille omgivelser end i storbyernes hektiske, støjende mylder.

Udnævnelsen til bogby var et stadium i en udvikling, der begyndte, da etnologen Joaquín Díaz i 1986 med offentlig støtte gjorde sine samlinger til grundstammen i Urueñas Folkemindecenter, der også rummer Spaniens eneste Klokkemuseum, et Grammofonmuseum og et museum for Verdensmusik. I 1960’erne rejste mange indbyggere bort fra Urueña for at søge arbejde i større byer, men tendensen blev vendt, og Joaquín Díaz glæder sig over, at hans initiativ kunne tiltrække ‘romantiske rejsende’ – frem for moderne turister, der ikke ved, hvad de kommer efter!

Kilde: Diputación de Valladolid

I 2007 skete der så yderligere det, at Urueña med opbakning fra provinsregeringen officielt blev udnævnt til BOGBY.

Dette nye prædikat har øget besøgstallet fra 15.000 i år 2007 til 75.000 sidste år! Men Joaquín Díaz er ikke ublandet begejstret: “Jeg har længe kæmpet for en bæredygtig udvikling og en afbalanceret udvikling af vores lille by, og det er ikke vejen. Jeg tror på ordet og stemmens kraft som middel til kommunikation, men det skal komme indefra, ikke som noget kunstigt. Nu måles alt i antal besøgende, man vurderer ikke efter, hvad de mennesker føler, eller hvad de søger.” Ved indvielsen af Urueña som Bogby tog Díaz ordet og erklærede, at ensomheden og stilheden er uomgængelige forudsætninger for meditation. Men lederen af Bogby Urueña forsikrer naturligvis, at det ikke er hensigten, at den lille by skal miste sit særpræg og inderste væsen.

Hvem der har ret, kan du selv afgøre, hvis du kommer til Valladolid og tager en afstikker fra Motorvej A6 ad afkørslen til Urueña, bogens by.

Se FLERE FOTOS fra Urueña.

Kilde: El País 30.07.2010